“Cranford” af Elizabeth Gaskell

Image-1

Elizabeth Gaskell: Cranford, Penguin English Library, opr. udgivet 1853, læst på engelsk

Buckle up, du måske eneste læser ud over mig selv – Det her har virkelig vist mig, hvor svært det er at skrive anmeldelser. Og det er alt for langt. Tilgiv mig; jeg har aldrig prøvet det før.

Mit første forsøg med en boganmeldelse begynder med ovenstående ubehjælpsomme billede fra min iPhone. Læg mærke til, hvordan belysningen fanger de fedtede fingre, jeg har fået sat i min ellers ret forsigtige omgang med det fine omslag – Heldigvis tror jeg sagtens, at omslaget kan tåle at blive tørret af med en fugtig klud. Jeg er ellers ret begejstret for coveret; som med alle udgivelserne i Penguin English Library.

Velkommen til Cranford

Bogen handler om den lille stille landsby Cranford, hvor der i virkeligheden ikke sker ret meget. Byens overklasse består af ældre damer; enker og pebermøer, der alle befinder sig i den fattige ende af deres samfundsklasse, selvom det ikke er noget, man taler om. Bogens indledende beskrivelse af, hvordan de alle lader som ingenting og finder på alle mulige små undskyldninger for deres mange sparetiltag, samtidig med at de alle hver især udmærket ved, hvordan det står til hos hinanden, slår tonen i romanen an. Tonen er humoristisk hele vejen igennem med en snert af satire.

Historien fortælles af en jeg-fortæller i form af den yngre, ret anonyme Mary Smith, der har boet i byen og nu hyppigt kommer på besøg og imellem besøgene holdes orienteret gennem breve fra sine gamle bekendte. Det er damerne, der er centrum for fortællingen, men ved at bruge Mary som fortæller gives en lidt udenforstående vinkel på snobberiet, den enorme bevidsthed om social rang og de små og store hverdagsdramaer; læserne bliver i stand til at gennemskue fjollerierne. Samtidig er fortælleren så tæt knyttet til byens indbyggere, at beskrivelsen alligevel bliver kærlig, og man kommer til at holde af dem.

Jeg blev hurtigt grebet af fortællingen om byen og dens indbyggere og deres små og store, ægte og indbildte dramaer. Ca. halvvejs igennem begyndte jeg dog at vente på, at der skulle komme gang i historien – Jeg havde nok forventet, at der blev bygget op til noget større. Efterhånden som historien fortsatte i det samme rolige tempo, affandt jeg mig dog med, at der ikke ville komme det helt store drama, men snarere en række små, næsten afsluttede historier i hvert kapitel. Jeg nøjedes så med at nyde de humoristiske og kærlige beskrivelser af personerne, der blev levende på papiret foran mig.

Ved slutningen af bogen gik det op for mig, at jeg faktisk havde taget helt fejl, når jeg savnede action. Historien når både omkring romancer (lykkelige og ulykkelige), bortløbne sønner, dødsfald, økonomiske ruiner og mange andre små og store dramaer. Den har både fået mig til at græde og grine – det sidste adskillige gange. Alt sammen på under 200 sider.

Elizabeth Bennet i Cranford?

Undervejs i bogen tænkte jeg meget på, at den relativt velstillede fattigdom, som nogle af damerne i Cranford lever i, meget vel kunne være blevet Jane og Elizabeth Bennets  skæbne, hvis de ikke havde giftet sig med rige mænd. Jeg er ikke helt klar over, hvordan de respektive indkomster svarer til hinanden, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at forestille mig Jane og Elizabeth trisse rundt i Cranford, blot 40 år ældre – selvom Elizabeth næppe ville have haft megen tålmodighed med de øvrige indbyggeres påhit.

Også på en anden måde kan jeg ikke lade være med at sammenligne den med Jane Austens værker. Det ligger nok lige for, da der tidsmæssigt trods alt ikke er så langt mellem dem (Pride and Predjudice er udgivet i 1813, Cranford 40 år senere i 1853). Hovedpersonerne befinder sig også i nogenlunde de samme lag af den sociale lagkage. Dog får underklassen – tjenestefolkene – i Gaskells roman også en stemme (som fabriksarbejderne i nogle af hendes andre romaner), og romanen får på den måde en anden dybde. Desuden må jeg sige, at selvom jeg elsker Jane Austen, og selvom hendes romaner for mig er noget nær højdepunktet indenfor romantiske fortællinger, så indeholder Gaskells lille, stilfærdige roman måske mere ægte følelse i erindringerne om, hvad engang har været og sorgen over, hvad der aldrig blev, end flere af Austens romaner tilsammen (en Lady Ritchie citeres i bogens efterskrift for at have ment noget af det samme – dejligt at være enige).

Vurdering

Jeg var meget i tvivl om stjerne-uddelingen. Og om jeg overhovedet skulle kaste mig ud i at give bøger stjerner; det virker nogle gange som sådan en flad opsamling på noget, der kan være meget mere nuanceret. Men nu giver jeg det et forsøg.

Jeg havde indledningsvis givet Cranford 4 ud af 5 stjerner, men nu hvor jeg skriver anmeldelsen er jeg i tvivl om, om det gør den retfærdighed. Jeg vælger dog alligevel at holde fast i min første indskydelse og lander på

4 ud af 5 stjerner.

Og min varmeste anbefaling.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s