“The Catcher in the Rye” af J. D. Salinger

IMG_2613.JPG
Titel: The Catcher in the Rye
Forfatter: J. D. Salinger
Opr. udgivet: 1951
Forlag: Little, Brown and Company
ISBN: 978-0-316-76948-8

Holden Caulfield er netop blevet smidt ud af sin fjerde skole. Ikke for at lave ballade, men fordi han ikke lægger nogen form for indsats i undervisningen og derfor er dumpet alle fag på nær engelsk. Holden kommer i et slagsmål med sin værelseskammerat og beslutter sig for at forlade skolen nogle dage før han egentlig skulle. Han tør imidlertid ikke komme hjem, før hans forældre har fået beskeden fra skolen og har haft tid til at fordøje den. Derfor får Holden det næste par dage til at gå med at drive rundt på må og få i New York, mens han spekulerer over sin tilværelse, menneskers falskhed og over, hvad der bliver af ænderne i Central Park om vinteren.

Jeg har hørt så meget om denne bog, og jeg havde derfor en ret klar forventning om, hvad jeg ville synes om dem. Jeg troede, at jeg ville hade den, og at jeg skulle bruge virkelig lang tid på at få tygget mig igennem den. Plotløse fortællinger krydret med lange indre monologer og forvirrende tankespring er – med den enkelte undtagelse af Charlotte Roches mærkværdige Feuchtgebiete – normalt ikke lige min kop te.

Men jeg hadede den ikke; siderne blev vendt med forbavsende lethed, og hovedpersonens endeløse tankestrømme var mange steder både interessante og rørende.

Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal mene om bogen. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde før har haft så meget lyst til at hive hovedpersonen i en bog ud af siderne, ruske ham og bede ham tage sig sammen og opføre sig ordentligt. Og samtidig havde jeg så utroligt ondt af Holden, som er helt alene og uden rigtige venner, han kan betro sig til; til dels selvforskyldt, fordi han støder mennesker fra sig, men også fordi han har svært ved at knytte sig til andre mennesker. Han har det svært med alt, hvad der er falskt ved andre menneskers opførsel (“phonies” er et udtryk, der optræder utroligt mange gange i bogen) – og måske derfor er den eneste, han rigtig kan tale med, sin 10-årige lillesøster Phoebe.

Holden er på den ene side irriterende umoden, dømmende og uforskammet; og på den anden side er hans tanker flere steder utroligt klarsynede, og han rummer en næsten rørende medfølelse med andre mennesker.

Jeg har på fornemmelsen, at det er en af disse bøger, som man kan blive ved med at vende tilbage til og opdage nye vinkler på.

Vurdering
5/5 stjerner.

Jeg startede med at give den 3/5 stjerner, mens jeg stadig var i gang med at læse, så ændrede jeg det til 4/5 stjerner i erkendelse af dens kvaliteter, mens jeg stadig var lidt sur på Holden. Men det føltes simpelthen bare ikke rigtigt, for hvis denne bog ikke skulle have 5/5, så ved jeg egentlig ikke, hvad der skulle.

Advertisements

One thought on ““The Catcher in the Rye” af J. D. Salinger

  1. Åh det er sjovt, din læseoplevelse med den her har på mange måder været lig min egen. Da jeg læste den første gang, syntes jeg, den var helt uudholdelig – men ved anden gennemlæsning var det en mærkelig fornemmelse at elske selvsamme bog så meget!
    Der kommer faktisk snart et indlæg om det på min blog. 🙂

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s