Året der gik – I retrospekt

IMG_3300.JPG

Indrømmet. Jeg skrev mit første indlæg her på bloggen i oktober, og strengt taget giver det ikke så meget mening med et tilbageblik over året, der gik.

Men. Jeg har lyst til at lave et alligevel.

Jeg fik lige sneget mig op på 27 læste bøger i år. Ikke meget, når man skæver til, hvad andre har nået. Men når jeg tager to ret små børn, fuldtidsjob, andre interesser og en (jf. min mand – enerverende) idé om, at gærder krydses bedst på det højeste sted, i betragtning, er jeg selv ganske godt tilfreds.

Mange nye skatte er blevet tilføjet min nye reol i vores nye hus; enkelte har forladt den igen og er kommet videre til andre læsere med større reoler.

2014 har også været præget af selvindførte købeforbud, der begyndte i juni måned. Det er ikke kun gået ud over bøgerne, men også tøj og sko. Jeg er ret stædig omkring sådan noget, så ikke den mindste lille lomme-paperback eller strømpe er det blevet til.

Min garderobe begynder at se lidt medtaget ud, men det må vente – jeg er også stor tilhænger af at slide tøjet op, inden det alligevel skal ud, fordi det er umoderne. Derimod har jeg fyldt min indkøbskurv på Amazon i juledagene og ser frem til at klikke “Proceed to Checkout”, så snart Rådhusuret har slået for 2014.

Mit læsemål for 2015 bliver at få læst de bøger, jeg bestiller den 1. januar. Der er “kun” 15, så det burde levne plads til andre bøger, som jeg falder over i løbet af året.

Generelt har jeg stort set kun læst gode bøger i år. Det har jeg den for mig nye verden af bogbloggere at takke for. Hvor jeg tidligere valgte bøger i blinde baseret på bagsideteksten eller en enkelt anmeldelse, har jeg nu opdaget, at en masse læselglade mennesker gerne deler ud af deres oplevelser, hvilket gør det betydeligt lettere at vælge bøger, som jeg synes om.

Vigtigst af alt er, at jeg for alvor har fået lysten til at læse tilbage; omtrent samtidig med et længe tiltrængt jobskifte, der på en eller anden måde også gav mig glæden ved mange andre ting tilbage.

2014 slutter på den måde et meget bedre sted end det begyndte – både bogligt og i øvrigt. Jeg håber, 2015 fortsætter ad det spor.

Godt nytår!

Reklamer

‘Brideshead Revisited’ af Evelyn Waugh

“I’m not going to let you get mixed up with my family. They’re so madly charming. All my life they’ve been taking things away from me. If they once got hold of you with their charm, they’d make you their friend not mine, and I won’t let them.”

IMG_3186.JPG
Titel: Brideshead Revisited. Forfatter: Evelyn Waugh. Opr. udgivet: 1945. Forlag: Penguin. Sider: 417. ISBN 978-0-241-95161-3. 4/5 stjerner

Den unge Charles Ryder læser på universitetet i Oxford og bliver dér involveret i et meget nært venskab med den excentriske Sebastian, som kommer fra en gammel, aristokratisk og strengt katolsk familie. I løbet af historien får Charles Ryder også et nært forhold til resten af Sebastians familie, særligt søsteren Julia – alt imens hans elskede Sebastian smuldrer for øjnene af ham.

For en del år siden så jeg lidt af tv-serien med Jeremy Irons, der er baseret på bogen. Af en eller anden grund så jeg kun enkelte dele af nogle af afsnittene (muligvis er de blevet sendt på tv umiddelbart inden en anden serie), men alligevel har de få scener og titlen brændt sig fast, og nu har jeg endelig fået læst bogen.

‘Brideshead Revisited’ er ikke en bog, man sådan lige glemmer. Det er også en af de bøger, hvor man allerede fra starten ved, at hovedpersonens forbindelse med Brideshead ikke får et helt lykkeligt udfald; og historien emmer da også af forudanelser om adskillelse og længsel efter svundne tider.

Bogen jonglerer med nogle tunge emner: Religion (med hele galleriet af skyld og skam, synd og tilgivelse), aristokratiets forfald og homoseksualitet (eller ej – det er en længere, vedvarende og i mine øjne egentlig overflødig diskussion). Men den gør det egentlig på en let fordøjelig måde, uden tunge moralprædikener og langtrukken filosoferen.

“O God, make me good, but not yet.”

Religion fylder dog meget i romanen, og den bærer præg af, at forfatteren selv var glødende katolik – dog tilsyneladende uden at være blind for de problematiske sider af religionen. Historien er i høj grad en historie om omvendelse, om adskillelse fra Gud og om i sidste ende at tage imod tilgivelse. Det kan man så lide eller lade være.

Udover de tunge religiøse temaer er romanen dog også en funklende fortælling om (eller et mindeskrift over) en tabt tid – 1920’erne og afskeden med den gamle britiske overklasse. Hele romanen er fyldt med fester, champagne og cocktails i krystalglas inden middagene.

Læs den, hvis du kan lide Downton Abbey uden feel good-historierne og det tætte forhold til tjenestefolkene.

Julens boghøst

IMG_3223.JPG

Et lille indlæg om mine egne boglige julegaver skal det også blive til.

Efter 6 mdr. med bogkøbestop havde jeg en lang ønskeliste, og heldigvis var nogle af dem også under træet.

Jeg var heldig at få “The Picture of Dorian Grey and other works” af Oscar Wilde i den smukke udgave fra Barnes and Noble af min søster; helt sikkert fordi det er en af dem, der kan findes i Bog&idé i Bruuns Galleri.

A mine forældre fik jeg “To Kill a Mockingbird” af Harper Lee i den flotte grå 50th anniversary udgave. Egentlig har jeg læst bogen med min læseklub for nylig, men dengang lånte jeg den på biblioteket og var efterfølgende ikke i tvivl om, at jeg også måtte eje den.

Derudover talte pakkerne “The Night Circus” af Erin Morgenstern, som jeg glæder mig til at læse efter de mange fine anmeldelser; “The Thirteenth Tale” af Diane Setterfield og “A Room with a View” af E. M. Forster, som også er den næste bog, vi skal læse i læseklubben.

Min far, som gerne har ansvaret for de boglige gavekøb, deler dog ikke helt min begejstring for bøgernes ydre. Han kan til nød forstå, at man kan foretrække hardback frem for paperback, hvis det ellers er lige til at finde; men når det kommer til forskellige udgaver i paperback, er han ikke så kritisk. Således endte jeg med “The Night Circus” i paperback-format i stedet for den ønskede hardback (som ikke lige var til at finde hos Saxo) og “A Room with a View” i en lidt mindre stilren udgave fra Penguin Essentials i stedet for den fra Penguin English Library. Men pyt nu med det; det er i hver fald ikke vigtigt nok til, at jeg gider bøvlet med at sende bøger retur til Saxo.

Udover dette fik jeg reddet mig to ekstra bøger fra min fars bogreol. Mens vi dansede om juletræet faldt mit blik nemlig tilfældigvis på Suzanne Brøggers “Creme Fraiche” og “Ja”, som stod og hyggede sig på en hylde i øjenhøjde. Og selvom min far nok er en af de værste bogsamlere, jeg kender, er han heller ikke bleg for at skille sig af med bøger indenfor familien; så umiddelbart efter at dansen om juletræet var slut, flyttede bøgerne ind i min kuffert – Haps.

IMG_3244.JPG

Jeg er lidt spændt på indholdet; forsideillustrationen på “Creme fraiche” er i hvert fald… interessant.

Børnebogstema: “Den store numsebog” af Majbrith Andersen og Jesper Deleuran

“Alle skabninger på jorden har en numse. Der findes mange forskellige numser. Hullet i numsen bruges til at lukke ting ud af – prutter for eksempel.” IMG_3222.JPG Titel:Den store numsebog. Forfatter: Majbrith Andersen. Illustrationer: Jesper Deleuran. Forlag: ABC. Udgivet: 2008.

Min datter på 4 år fik “Den store numsebog” i julegave, og den er bestemt et hit. Hvornår får man ellers lige lov til at sidde og tale højt om numser, store numser og små numser, dyrenumser og menneskenumser – helt uden at nogen siger “shh” og beder én tale om noget andet?

I bogen er der masser af humoristiske illustrationer af mange forskellige numser med små korte tekster til – Lillebror på 2 1/2 år kan faktisk også sagtens følge med.

Og udover at det er sjovt og lidt frækt at tale om numser, er bogen også et fint udgangspunkt for en snak om, hvordan alle mennesker ser forskellige ud.

Jeg kan ikke afvise, at mor synes, numsebogen er mindst lige så sjov som datteren gør.

“Uindviet jord” af Hannah Kent

“- det er, hvordan andre mennesker tænker om én, der bestemmer, hvordan man er.”

Billedet er lånt fra Forlaget Hetland

Billedet er lånt fra Forlaget Hetland

Titel: Uindviet jord (oversat fra engelsk: Burial Rites). Forfatter: Hannah Kent. Udgivet: 2014 (opr. udgivet 2013). Forlag: Forlaget Hetland. Læst på eReolen. 5/5 stjerner

Agnes Magnúsdóttir var den sidste kvinde, der blev henrettet i Island. Det var i januar 1830. Forinden var Agnes blevet dømt til døden for sin rolle i det brutale mord for på to mænd. I mangel på fængsler blev hun, mens henrettelsen afventede blåstempling fra Højesteret i København, sendt i forvaring hos en lokal bonde og hans familie.

Jeg havde store forventninger til denne bog og var derfor også forberedt på at blive skuffet, som det oftest sker, når jeg har sat mine forventninger til en bog for højt. Men jeg blev ikke skuffet. Tværtimod; bogen var en af de bedste læseoplevelser, jeg har haft i lang tid.

Hannah Kent udfylder de historiske fakta med fiktion og opbygger en virkelig kvinde af kød og blod ud fra de sparsomme oplysninger, som de historiske kilder indeholder.

Romanen beskriver det anspændte forhold mellem Agnes og den familie, der blev pålagt at huse en farlig kriminel; et forhold der udvikler sig i takt med, at familien lærer Agnes at kende. I løbet af romanen trævles Agnes’ livshistorie langsomt op; dels gennem samtalerne med den unge hjælpepræst, der fik til opgave at være hendes sjælesørger, dels direkte med Agnes som jeg-fortæller. Sekvenserne med Agnes som fortæller giver læseren det indblik i hendes tanker og følelserne omkring det at afvente eksekveringen af en dødsdom og leve i uvished om, hvornår det kommer til at ske.

“Hvorfor ikke dræbe mig her og nu, på en helt almindelig dag? Det er ventetiden, der lammer. Fåret roder efter den smule græs, der ikke er blevet brunt af vejret. Kender disse dumme dyr deres skæbne? Drevet sammen og adskilt behøver de kun at vente en iskold nat i frygt. Jeg har befundet mig i slagtebåsen i flere måneder.”

Agnes bringes til live og får en stemme, der beretter den triste historie om hendes liv; uden at der svælges i selvmedlidenhed. Hendes historie er samtidig en medrivende beskrivelse af et kvindeliv på bunden af et fattigt samfund. Men Hannah Kent er heldigvis ikke faldet i kliché-fælden med den “stærke kvindeskikkelse”. Agnes har ganske vist nogle af de træk, men hun begår samtidig sine egne fejl, lader sig udnytte og møder ikke sin skæbne med oprejst pande – Ikke just noget kvindekamps-forbillede, og det er egentlig ganske forfriskende.

Men “Uindviet jord” er ikke bare en historie om den sidste kvinde, der blev henrettet på Island; det er også en skildring af et samfund, hvor levevilkårene er hårde og social mobilitet ikke-eksisterende.

Hannah Kents flydende sprog (der enkelte steder desværre skæmmes af sproglige fejl i oversættelsen) maler et tydeligt billede af det barske liv blandt bønderne i det nordlige Island, hvor selv de mest velstillede bønder havde en slidsom tilværelse.

Billedsproget er så stærkt, at jeg næsten kunne lugte røgen fra ildstederne i køkkenet, se græsstråene drysse fra de mugne tørvelofter og ned på sengene i de fugtige rum, lugte blodet fra de slagtede lam og mærke kulden gå til marv og ben i vinterens sne.

I kontrast til de malende beskrivelser står uddragene af historisk materiale i form af retsbøger og breve i stift, gammeldags sprog; de bryder fortællingen op og driver historien frem mod den uundgåelige afslutning. Der bekendtgøres auktion over den myrdede Natan Ketilssons ejendele. Værdien af Agnes Magnúsdóttirs få besiddelser opregnes. Øksen til henrettelsen skal bestilles i Danmark. Der kommer brev fra København med nøje anvisninger på, hvordan henrettelserne skal foregå.

Slutningen er givet på forhånd, og tyngden af den stiger, efterhånden som siderne vendes og man nærmer sig det uundgåelige øksehug. Men romanens fremdrift er ikke spænding om, hvordan den slutter, men fortællingen om, hvorfor og hvordan slutningen blev som den gjorde.

“En pålidelig hustru” af Robert Goolrick

“Hun blev klar over, at hendes krop var hendes bank; den var de eneste midler, hun havde. Den var alt, hvad hun nogensinde ville få brug for.”

Billedet er lånt fra Forlaget Punktum

Billedet er lånt fra Forlaget Punktum

Titel: En pålidelig hustru (oversat fra engelsk: A Reliable Wife). Forfatter: Robert Goolrick. Udgivet: 2011. Forlag: Punktum. Læst på eReolen. 4/5 stjerner.

I 1907, midt i den kolde vinter, ankommer Catherine Land til en lille by i Wisconcin for at gifte sig med den velhavende enkemand Ralph Truitt, som har indrykket en kontrakannoce, hvor han søger efter en pålidelig hustru. Catherine er dog ikke den, hun giver sig ud for, og hendes fortid er lige i hælene på hende og den lille blå flaske, som hun medbringer.

Det var et tilfælde, at jeg faldt over denne bog på eReolen. Men noget ved titlen fangede mig, jeg læste et par anmeldelser og blev nødt til at låne den. Og det er jeg glad for, skal jeg skynde mig at sig, inden jeg fortaber mig i beskrivelser af romanens dysterhed.

“Det var bidende koldt, og luften sitrede af alt det, der endnu ikke var sket.”

Sådan begynder bogen, og den kolde, anspændte stemning holder ved hele vejen igennem. “En pålidelig hustru” er et grumt billede af nogle skæve og ret ulykkelige karakterer, der alle længes efter noget mere og bedre uden forventning om, at drømme kan gå i opfyldelse. Romanens hovedpresoner er ikke gode mennesker, men fortabte mennesker, der har gjort grusomme ting mod andre – og ikke mindst mod sig selv.

Stemningen er dyster, og inspirationen fra Daphne du Mauriers fantastiske “Rebecca” er tydelig i både omgivelserne, den mystiske, afdøde første hustru og i hovedpersonernes dybe ensomhed, selv når de ikke er alene.

Rundt omkring hovedfortællingen sker der mange grumme hændelser i det lille, kolde hjørne af USA, hvor størstedelen af handlingen udspiller sig; en mand slår sin kone ihjel, en ung enke hænger sig med sit lille barn sover på et tæppe på gulvet, en mand hugger sin hånd af, fordi han tror, Djævlen har kysset den. Ofte efterfulgt af forfatterens kommentar: “Det er, hvad der kan ske.”

Men på trods af – eller måske netop på grund af – alt dette var det en medrivende historie; en af dem, hvor jeg ikke kunne lægge bogen (eller i dette tilfælde iPad’en) fra mig, før jeg lige havde vendt den næste side… og den næste. Den ene overraskelse afløser den anden, og man lærer hele tiden nye sider af hovedpersonerne at kende og bliver tvunget til at ændre sit syn på dem.

Der er meget sex i bogen. Rigtig meget. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle læse en bog med så mange sexscener, seksuelle fantasier og seksuelle erindringer, uden at jeg ville finde det vulgært, men det gjorde jeg ikke her; de seksuelle beskrivelser har nemlig alle et formål i historien, og skildrer på smukkeste vis forholdene mellem personerne, deres ensomhed og higen efter kærlighed.

“En pålidelig hustru” er en smuk historie i al sin dysterhed; om ensomhed og om at turde gribe muligheden for at ændre sit liv – og om næsten ikke at opdage miraklet, der kan ændre tilværelsen for altid, når det endelig indtræffer.

“Det var bare en historie om, hvordan den bitre kulde trænger ind i knoglerne og aldrig forlader dig, om hvordan minderne trænger ind i dit hjerte og aldrig giver dig fred, om smerten og bitterheden når du bliver gjort fortræd som lille og ikke kan forsvare dig, men alligevel kan genkende ondskaben, når du oplever den, om hemmeligheder, om ondskab, du ikke har nogen at fortælle, om det liv du lever i hemmelighed, bevidst om din egen smerte og andres smerte, men uden at kunne gøre andet end det, du gør, og om den ende alt får.”

“The Lady of the Rivers” (The Cousins’ War #3) af Philippa Gregory

IMG_2763-0.JPG
Titel: The Lady of the Rivers. Forfatter: Philippa Gregory. Udgivet: 2011. Biblioteksbog

Bogen er den tredje i Philippa Gregorys serie om Rosenkrigene, og handler om Elizabeth Woodvilles mor, Jacquetta af Luxembourg.

Bogen begynder flere år før handlingen i de andre bøger og beskriver således den politiske situation og de begivenheder, der førte frem til udbruddet af den langvarige kamp om en engelske trone, der i dag er kendt som “Rosenkrigene”.

Det kunne have været spændende, og visse steder udnyttedes det potentiale fuldt ud, og historien bliver både levende og medrivende – Men overordnet set var bogen lidt af en skuffelse.

Hvor den første bog (“The White Queen”) var interessant med sin version af en kendt historie, og den anden bog (“The Red Queen”) rummede et spændende indblik i en grunlæggende ikke særligt sympatisk karakters overvejelser og motiver, var den tredje bog ærlig talt en tynd kop te.

Det begyndte egentlig meget godt med beskrivelsen af Jacquette af Luxembourgs tidlige liv og hendes første ægteskab med hertugen af Bedford, der ophævede hende til den fornemste kvinde i det engelskbesatte Frankrig, samt forelskelsen i den unge Richard Woodville, der skulle blive hendes anden ægtemand.

Et rigtigt eventyr med både skønjomfru, riddere, magi og fabeldyr. Det var også den del af bogen, der er mest baseret på fiktion

Da handlingen blev flyttet til England og livet ved hoffet, tabte fortællingen pusten. Skuldringen af begivenhederne blev simpelthen for summariske til for alvor at være medrivende.

Bogen har – som alle de andre – den ulempe, at den er fortalt af en kvinde, der ser det hele fra sidelinjen. Men samtidig kom jeg aldrig rigtig til at føle med Jaquetta, så frustrationen ved at vente i uvished på, at slagene er overstået, kunne jeg heller ikke rigtig leve mig ind i.

Samtidig bruger Philippa Gregory virkelig meget tid på at udstyre hovedpersonen med overnaturlige kræfter, uden at det har nogen som helst betydning for handlingens forløb. Det får det hele til at virke overflødigt og går egentlig i sidste ende bare ud over fortællingens troværdighed.

Jeg startede med at sluge den første del af bogen, men jeg måtte kæmpe med at få læst den færdig; jeg mistede simpelthen interessen undervejs og nåede endda at “overspringslæse” to andre (og bedre) bøger, inden jeg gjorde denne færdig. Jeg tror, at der lige skal gå lidt tid, før jeg skal læse de sidste bøger i serien.

Vurdering

2/5 stjerner