“Leoniderne” af Nanna Foss

Billede fra Forlaget Tellerup

Titel: Leoniderne (Spektrum #1). Forfatter: Nanna Foss. Forlag: Forlaget Tellerup. Udgivet: 2014. Oplæst af: Anja Owe. Varighed: 14 timer. Lånt via eReolen.

Emilie er 15 år og lidt af en outsider i skolen. Hun elsker at tegne, bliver mobbet af Jonas, og hendes bedste – og eneste – venner er den blinde Alban og hans nørdede lillebror Linus, der går i klasserne hhv. over og under hende. En nat drømmer Emilie en mærkelig drøm om en dreng med turkisblå øjne og et prismeformet smykke om halsen. Samme dag starter den mystiske dreng fra tegningen i hendes klasse sammen med sin tvillingesøster. Og så tager begivenhederne ellers fart, og snart bliver der vendt op og ned på Emilies stille tilværelse.

Det har kløet i mine fingre efter at komme til at læse “Leoniderne”, efterhånden som de fleste af de bogbloggere, jeg følger, har anmeldt den. På grund af mit eget selvindførte forbud mod flere bogkøb i 2014 har jeg dog ikke “kunnet” købe den. Inspireret af Bente fandt jeg den i stedet på eReolen og gav mig til at lytte til bogen i bilen. Det var nok meget godt, for på grund af flytning, en søn der er startet i ny vuggestue og en datter, der stadig går i børnehave på den modsatte side af Århus, har jeg ikke haft megen læsetid, men til gengæld en del transporttid i bil, som blev gjort meget mere behagelig af “Leoniderne”.

Jeg læser normalt ikke sci-fi, og “Leoniderne” var derfor mit første møde med genren i lang tid. Og det var bestemt et spændende bekendtskab. Personskildringerne er interessante (omend med en tendens til at være lidt for karikerede) og handlingen glider så fint frem, at den ikke blev langtrukken, selvom oplæsningen varede 14 timer.

Jeg er dog vist ikke helt så begejstret som resten af blogland. Selvom jeg synes, bogen er god, er jeg ikke fuldstændig solgt; nok mest fordi sci-fi elementerne med de lysende hænder og overnaturlige kræfter var lidt for svære at sluge. Samtidig blev jeg virkelig træt af nogle af hovedpersonerne, særligt Noah, der åbenbart ikke kunne åbne munden, uden at sætningen skulle indledes med et bandeord. Ikke at jeg har noget imod bandeord, men det var som om, at skildringen af en vred dreng blev udpenslet, så det til sidst mest virkede som en karikatur. Det var dog ikke værre, end at jeg stadig er interesseret i at vide, hvad der egentlig ligger bag Noahs opførsel, og jeg håber, noget af sløret bliver løftet i den næste bog i serien, “Geminiderne”.

Nanna Foss har bestemt skabt et spændende univers, og jeg glæder mig til at læse (eller lytte til) fortsættelsen.

Vurdering

3/5 stjerner

 

 

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s