‘Dig og mig ved daggry’ af Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved

“Og så er der ingenting, der kan skille os ad. Fra nu af er det bare dig og mig.”

IMG_3683.PNGTitel: Dig og mig ved daggry. Forfattere: Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved. Forlag: Gyldendal. Udgivet: 2013. Lånt via eReolen. 4/5 stjerner.

Louise er død. Det er Liam også. De er blevet hevet op af Limfjorden, lænket sammen med håndjern. Men Louise er alligevel ikke parat til at give helt slip på livet, så hun bliver hængende og følger med i, hvordan hendes forældres sorg truer med at rive dem helt fra hinanden, og hvordan faderen desperat forsøger at opklare mysteriet om, hvordan det kunne ende sådan. Sideløbende fortæller Louise sin egen historie om de begivenheder, der førte til, at hun endte livet i Limfjordens kolde vand.

Jeg har ikke læst mange ungdomsromaner – ikke engang dengang jeg selv var i målgruppen. Men mens jeg langsomt tygger mig igennem en tysk krimiroman (også en sjælden genre for mig), havde jeg brug for lidt lettere læsning ved siden af, og efter inspiration fra Nena kastede jeg mig over “Dig og mig ved daggry”.

Det er nu kun sprogligt, at “Dig og mig ved daggry” var lettere læsning, for indholdet er sådan set ret så tungt. Derudover stjal den hurtigt opmærksomheden fuldstændig fra “Der Richter und sein Henker”, som derfor stadig stirrer bebrejdende på mig fra natbordet.

For “Dig og mig ved daggry er en gribende bog”, og slet ikke “bare” en ungdomsroman. Der er selvfølgelig den klassiske Romeo og Julie-kærlighed, men det var ikke det, der fangede mig. Bogen ramte mig nok mest, fordi en stor del af den handler om forældrenes sorg, hvilket gav mig den der særlige, knugende fornemmelse ved tanken om mine egne børn og om, at jeg ikke vil kunne beskytte dem mod alt.

Faktisk rørte forældrenes historie mig mere end Louises, som jeg mest var irriteret over. Gennem det meste af bogen havde jeg lyst til at ruske hende og sige, at det var nu – lige nu og helst langt tidligere – hun skulle smutte hjem til sine forældre og passe sin skole i stedet for blindt at følge Liam i alt, hvad han rodede sig ud i.

“Jeg var vel ingen, rigtigt. Sådan for alvor. Bare en eller anden udvisket lille tøs ude fra Hasseris, der aldrig anede, hvilket ben hun skulle stå på. Hvad jeg havde af identitet smeltede lynhurtigt sammen med Liams”

Bogen er også et rigtigt skræmmeeksempel på, hvordan også “gode” forældre med faste jobs og et pænt hjem kan fejle i at støtte deres datter, se hende for den hun er og følge med i, hvad der foregår i hendes liv.

Alt i alt sådan en bog, der gav mig lyst til at rippe biblioteket for alt i bøger om anerkendende opdragelse og om at styrke sine børns selvværd.

‘A Room with a View’ af E. M. Forster

“If Miss Honeychurch ever takes to live as she plays, it will be very exciting – both for us and for her.”

IMG_3602.JPGTitel: A Room with a View. Forfatter: E.M. Forster. Udgivet første gang: 1908. Forlag: Penguin. 4/5 stjerner.

Der er noget ved den titel, som altid har fanget mig. I mange år anede jeg dog ikke, at det var titlen på en bog. Det var dengang, jeg hørte Tina Dickows album ‘Notes’ – herunder ‘Room With a View’ – på replay nærmest konstant. Den kan i øvrigt høres her.

Nå, men nu var ‘A Room with a View’ altså også titlen på en bog af E. M. Forster, der egentlig ikke har andet tilfælles med sangen end værelset med udsigt. Men da det gik op for mig, var jeg nu alligevel ikke i tvivl om, at jeg måtte læse den en dag. Stor var var min begejstring derfor, da jeg trak en seddel med titlen op af “bogglasset” i min læseklub (hvor jeg i selv havde smidt den i).

‘A Room With a View’ begynder i Firenze, hvor den unge Lucy Honeychurch befinder sig sammen med sin slægtning og ‘chaperone’ Miss Bartlett. Til deres store fortrydelse har de fået værelser uden udsigt på Pension Bertolini, men den venlige og ikke så elegante Mr. Emerson og hans søn George træder til og tilbyder at bytte værelser med frøkenerne. Mødet med George Emerson bliver et vendepunkt i Lucys stille, beskyttede overklassetilværelse. Men har hun modet at lytte til sit hjerte?

Lucy Honeychurch er en vidunderlig heltinde. Ved første møde er hun både naiv, uerfaren og egentlig ikke særlig interessant. Hun har fået den opdragelse, som unge piger fra velstillede familier fik dengang, og Lucy udfylder sin rolle som den kønne og velopdragne unge pige til perfektion. Kun når hun sidder ved klaveret, aner man, at hendes karakter har mere dybde, end man umiddelbart ser.

“A rebel she was, but not of the kind he understood – a rebel who desired, not a wider dwelling-room, but equality beside the man she loved.”

I løbet af romanen blev jeg frustreret over hendes beslutninger – som fx at forlove sig med den snobbede Cecil Vyse, hvis hensigt er at opdrage og belære hende, indtil hun kan leve op til rollen som hans idealkvinde.

Til forskel fra fx Jane Austens kvindelige hovedpersoner matcher Lucys mulighed for en “Happy End” ikke omgivelsernes forventninger til hende. Og alle de mennesker, der omgiver hende, lader oven i købet til at have forskellige idéer om, hvordan hendes liv skal forme sig. Men i løbet af romanen må Lucy lære finder sin egen vilje, og hun bliver derved en mere og mere interessant hovedperson.

Romanen er allerede fra første side fuld af modsætninger mellem på den ene side rigide sociale og religiøse normer og på den anden side dem, der gør oprør mod disse. Det et med til at gøre den interessant, at den ikke kun rummer en kærlighedshistorie og en historie om personlig udvikling, men også en kritik af samfundets normer, religiøse dogmer og kvinders position.

Bogen er også fuld af overraskelser. Personerne handler og tænker ikke nødvendigvis som man ville have forventet det, og selv de mest karikerede karakterer rummer noget uventet.

Jeg snød lidt og så 1985-filmatiseringen med en ung Helena Bonham Carter som Lucy Honeychurch på Netflix, inden jeg læste bogen, og den kan bestemt også anbefales. Faktisk var jeg bekymret for, om jeg ville synes lige så godt om bogen som om filmen, men jeg blev bestemt ikke skuffet.

‘Bitter Greens’ af Kate Forsyth

“There are only three choices for women in this world that we live in. You can be a nun, or a wife, or a whore. Which will you choose?”

IMG_3582.JPG
Titel: Bitter Greens. Forfatter: Kate Forsyth. Udgivet: 2012. Forlag: Allison & Busbury Limited. Antal sider: 495. 5/5 stjerner.

Alle kender vel historien om Rapunzel. Eller gør de? Da jeg prøvede på at huske fortællingen, gik det i hvert fald op for mig, at jeg kun kunne huske noget med en gravid kvinde med cravings efter blomster fra naboens have, en pige med meget langt hår i et tårn og en prins, der klatrer op ad håret og redder hende… Og så Disney’s ‘Tangled’ med Rapunzel som en meget underholdende, lettere manisk prinsesse.

Jeg har siden genopfrisket fortællingen i min gamle udgave af Grimms Eventyr. Men brødrene Grimm var (ligesom med deres øvrige eventyr) ikke de første til at fortælle historien om Rapunzel. Før Rapunzel var der ‘Persinette’, skrevet af den franske forfatter Charlotte-Rose de Caumont de la Force (og en endnu ældre italiensk version, der er mindre vigtig i denne sammenhæng), og det er bl.a. hende, ‘Bitter Greens’ handler om. Hende, pigen Margherita og heksen.

I ‘Bitter Greens’ udfylder Kate Forsyth hullerne i det historiske kildemateriale om Charlotte-Rose de Caumont de la Force; en kvinde, som Kate Forsyth selv omtaler som “one of the most fascinating women ever forgotten by history”. Læseren får historien om hendes liv fra barndommen og frem til hendes indespærring i det kloster, hvortil kongen har forvist hende som straf for nogle satiriske julehistorier og hendes skandaleombruste liv generelt.

Indflettet i Charlotte-Roses historie er fortællingen om pigen Margherita, der 100 år tidligere blev indespærret i et højt tårn af en ond heks.

‘Bitter Greens’ er egentlig rigtig to gode historier i én. Charlotte-Roses historie er historisk fiktion fra sin bedste side med et skønt, let satirisk indblik i livet ved Solkongens, Louis XIV’s, hof – fyldt med sladder, latterligt store kjoler og fjollet hovedbeklædning, frustrationer over kvinders ringe muligheder samt en konge, der er så kold og egoistisk (hvad han vel givetvis også var i virkeligheden), at jeg tænkte, at de egentlig godt kunne have fundet på det med guillotinen nogle år tidligere.

Margheritas historie er eventyret om Rapunzel fortalt på en måde, så karaktererne får tanker, følelser og baggrundshistorier, der motiverer deres handlinger. Og med en Rapunzel, der har noget mere mod og handlekraft end eventyrets passive hovedperson.

‘Bitter Greens’ kan varmt anbefales til dem, der kan lide historisk fiktion OG eventyr.

Nu bander jeg bare mit mangelfulde franske langt væk, mens jeg overvejer, hvor jeg får opstøvet en oversættelse af ‘Persinette’, så jeg kan sammenligne historien med Grimms version.