‘Dig og mig ved daggry’ af Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved

“Og så er der ingenting, der kan skille os ad. Fra nu af er det bare dig og mig.”

IMG_3683.PNGTitel: Dig og mig ved daggry. Forfattere: Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved. Forlag: Gyldendal. Udgivet: 2013. Lånt via eReolen. 4/5 stjerner.

Louise er død. Det er Liam også. De er blevet hevet op af Limfjorden, lænket sammen med håndjern. Men Louise er alligevel ikke parat til at give helt slip på livet, så hun bliver hængende og følger med i, hvordan hendes forældres sorg truer med at rive dem helt fra hinanden, og hvordan faderen desperat forsøger at opklare mysteriet om, hvordan det kunne ende sådan. Sideløbende fortæller Louise sin egen historie om de begivenheder, der førte til, at hun endte livet i Limfjordens kolde vand.

Jeg har ikke læst mange ungdomsromaner – ikke engang dengang jeg selv var i målgruppen. Men mens jeg langsomt tygger mig igennem en tysk krimiroman (også en sjælden genre for mig), havde jeg brug for lidt lettere læsning ved siden af, og efter inspiration fra Nena kastede jeg mig over “Dig og mig ved daggry”.

Det er nu kun sprogligt, at “Dig og mig ved daggry” var lettere læsning, for indholdet er sådan set ret så tungt. Derudover stjal den hurtigt opmærksomheden fuldstændig fra “Der Richter und sein Henker”, som derfor stadig stirrer bebrejdende på mig fra natbordet.

For “Dig og mig ved daggry er en gribende bog”, og slet ikke “bare” en ungdomsroman. Der er selvfølgelig den klassiske Romeo og Julie-kærlighed, men det var ikke det, der fangede mig. Bogen ramte mig nok mest, fordi en stor del af den handler om forældrenes sorg, hvilket gav mig den der særlige, knugende fornemmelse ved tanken om mine egne børn og om, at jeg ikke vil kunne beskytte dem mod alt.

Faktisk rørte forældrenes historie mig mere end Louises, som jeg mest var irriteret over. Gennem det meste af bogen havde jeg lyst til at ruske hende og sige, at det var nu – lige nu og helst langt tidligere – hun skulle smutte hjem til sine forældre og passe sin skole i stedet for blindt at følge Liam i alt, hvad han rodede sig ud i.

“Jeg var vel ingen, rigtigt. Sådan for alvor. Bare en eller anden udvisket lille tøs ude fra Hasseris, der aldrig anede, hvilket ben hun skulle stå på. Hvad jeg havde af identitet smeltede lynhurtigt sammen med Liams”

Bogen er også et rigtigt skræmmeeksempel på, hvordan også “gode” forældre med faste jobs og et pænt hjem kan fejle i at støtte deres datter, se hende for den hun er og følge med i, hvad der foregår i hendes liv.

Alt i alt sådan en bog, der gav mig lyst til at rippe biblioteket for alt i bøger om anerkendende opdragelse og om at styrke sine børns selvværd.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s