“Slangens Gave” af Lene Kaaberbøl

Titel: Slangens Gave. Forfatter: Lene Kaaberbøl. Udgivet: 2001 (denne udgave 2009) Forlag: Gyldendal Lyd. Oplæser: Karin Rørbech. Varighed: 11 t. og 21. min. Lånt via eReolen. 4/5 stjerner

Dina og hendes familie gemmer sig stadig for den grusomme dragefyrste Drakan blandt klanerne i højlandet, og de er ved at finde sig til rette i tilværelsen der. Men da Dinas far, sortemesteren Sezuan, pludselig dukker op, må familien igen flygte over hals og hoved. Det er dog ikke så let at gemme sig for en sortemester, og der kan hurtigt komme en tid, hvor Dina har brug for hjælp fra en, der har slangens gave.

“Slangens Gave” er den tredje bog i serien om Dina og hendes familie, og i mine øjne klart den bedste indtil videre.

Jeg var begejstret for “Skammerens Datter” og noget mindre begejstret for “Skammertegnet”, men mens jeg lyttede til “Slangens Gave”, følte jeg mig virkelig hensat til en anden verden – en lidt genkendelig middelalderverden, der samtidig er befolket med drager, søuhyrer og mennesker med overnaturlige kræfter.

Hvor jeg ærgrede mig over, at “Skammertegnet” hastede overfladisk gennem handlingen uden at tage sig tid til at dvæle ved detaljerne, tog “Slangens Gave” sig netop tid til at tegne historiens omgivelser klart og tydeligt med det resultat, at jeg blev revet med af historien i en sådan grad, at jeg tvang mine larmende unger til gav mine børn lov til at se “To på flugt”, så jeg kunne få lov at lave aftensmad og høre bogen færdig i fred.

Dina kæmper i “Slangens Gave” stadig med sine skammerkræfter, som hun ikke længere har kontrol over. Men udover skammerevnen er nu også sortemesterevnen – eller slangens gave – som Dinas mystiske far besidder, en del af historiens univers. Jeg må indrømme, at jeg syntes slangens gave var en ret fantastisk evne at have, og jeg heppede hele historien igennem på, at Dina skulle have arvet den fra sin far, selvom hun selv meget gerne ville være fri.

Fortællerstemmen skifter stadig mellem Dina og hendes storebror Davin, og selvom jeg stadig synes bedst om Dina som fortæller og ventede på, at historien skulle vende tilbage til hendes synsvinkel, gav Davins kapitler meget mere mening i denne bog. En stor del af historiens mere alvorlige del kunne ikke være fortalt uden fortællerskiftet, og Davin udvikler sig meget gennem bogen og er ikke længere helt så tungnem og helt så meget en 16-årig dreng på den rigtig trælse måde. Set i bakspejlet kan jeg godt se, at de lidt overflødige kapitler med Davin i “Skammertegnet” var nødvendige for at få introduceret ham som fortæller inden “Slangens Gave”.

Jeg glæder mig til, at et af mine lån på eReolen udløber, så jeg kan få hentet “Skammerkrigen” og høre slutningen på historien.

‘Gjøngehøvdingen’ af Carit Etlar

Titel: Gjøngehøvdingen. Forfatter: Carit Etlar (pseudonym for Carl Brosbøll). Org. udgivet: 1853. Lånt via eReolen. 3/5 stjerner.

Vi befinder os i midten af 1600-tallet. Det forarmede danske kongerige har fået en ny svenskekrig på halsen, og Danmark er snart meget tæt på at blive til den sydligste del af Sverige. Sjælland bliver besat, og med den svenske hær følger horder af barbariske tyske lejesoldater.

Her kommer Svend Poulsen, aka Gjøngehøvdingen, ind i billedet. Sammen med makkeren Ib og sine folk (de tapre Gønger, som stammer fra området på grænsen mellem Halland og Blekinge) gør han livet surt for svensken og fører, hvad man i dag ville kalde guerillakrig mod de svenske besættelsesstyrker.

Rigtig spændende bliver det, da Gjøngehøvdingen får til opgave at føre det, der er tilbage af rigets skatte fra Vordingborg til kongen i det belejrede København.

Jeg kan svagt huske, at jeg som barn så den udskældte tv-serie om Gøngehøvdingen og var ret optaget af den. Nogle år senere læste jeg også bogen og efterfølgeren ‘Dronningens Vagtmester’, men jeg kunne ikke huske meget fra dem. Derfor tænkte jeg, at det kunne være sjovt at se, hvordan det ville være at læse bogen i dag.

‘Gjøngehøvdingen’ er historisk fiktion fra 1800-tallet. Den er baseret på virkelige historiske begivenheder og personer tilsat et tykt lag fri fantasi og nationalromantisk glansbilledmaleri. Der er ikke gjort mange forsøg på at nuancere karaktererne; mændene er enten gode, stærke, ædle og mandige eller de er feje og udspekulerede; kvinderne er enten fromme og selvopofrende eller smukke og hjerteløse. Jeg kunne ikke lade være med at more mig over, hvor mange gange Svends “ædle, åbne og mandige ansigt” blev omtalt – så er ingen vist tvivl om, at hovedpersonen et mandligt ideal i enhver henseende.

Handlingen udspiller sig med rappe replikker og diverse farer, der må bekæmpes, så heltene kan komme videre. Svend og hans muntre følgesvend, Ib, har held til at narre svenskerne igen og igen og snyde sig ud af enhver fare. Der er også en del lyttescener, hvor helte og skurke igen og igen meget belejligt overhører samtaler, der afslører modstanderens planer; et klassisk greb, hvis man ikke kan få sit plot til at fungere på andre måder.

Jeg kunne ikke lade være med at mindes Alexandre Dumas’ ‘De tre musketérer’, mens jeg læste ‘Gjøngehøvdingen’. Personerne er lige så sort/hvide og handlingen lige så fantastisk.

Det hele er dog ikke lutter fornøjeligt håndgemæng med svenske soldater. Der hviler også et skær af mørke over historien; bønderne sulter, lejetropperne hærger, klasseskellene er rigide, socialt avancement tæt på umuligt og Svend selv er fanget i et kærlighedsløst ægteskab med Ibs søster Ane Marie, mens han i virkeligheden elsker den smukke og (selvfølgelig) adelige og aldeles uopnåelige Julie Parsberg, som (selvfølgelig) slet ikke fortjener ham.

Alt i alt syntes jeg, det var et underholdende gensyn, og hvis man synes om ‘De Tre Musketerer’, ‘Ivanhoe’ og lignende helteeventyr, vil man helt sikkert også kunne lide ‘Gjøngehøvdingen’.

Historien er i øvrigt fortsat i ‘Dronningens Vagtmester’ (1855), som dog ikke findes på eReolen.

‘O Pioneers!’ af Willa Cather

“We come and go, but the land is always here. And the people who love it and understand it are the people who own it – for a little while.”

Titel: O Pioneers! Forfatter: Willa Cather. Udgivet første gang: 1913 (denne udgave i 1993). Forlag: Dover Publications, Inc. 5/5 stjerner 

Da Alexandra Bergsons far dør, overlader han den unge Alexandra rollen som familiens overhoved med ansvar for deres lille gård på den barske prærie i Nebraska og for hendes meget yngre bror Emil. Mange af de andre farmere opgiver kampen mod det uregerlige land, og Alexandras to ældste brødre ønsker at sælge jorden og drage østpå. Men Alexandra elsker prærien og er fast besluttet på at blive der og få faderens livsværk til at lykkes.

16 år senere møder vi igen Alexandra Bergson, der ved hjælp af sin arbejdsomhed og gode forretningssans nu er en velhavende kvinde og ejer af egnens mest succesfulde gård. Men Alexandra er også en ensom kvinde, og – på trods sin skarpe forretningssans – blind for mange af de følelser, der rører sig i andre mennesker, og hun opdager ikke den forbudte kærlighed, der blomstrer mellem broren Emil og naboens kone, den smukke og livlige Marie Shabata.

‘O Pioneers!’ er den anden bog af Willa Cather, jeg har læst (min anmeldelse af ‘A Lost Lady kan læses her), og endnu en gang er jeg vildt imponeret over Willa Cathers evne til at sige så meget på så få sider. ‘O Pioneers!’ fylder sølle 120 sider, men jeg har det, som om jeg havde læst en roman på 300 sider – på den gode måde.

Bogens titel leder tankerne hen på så mange andre bøger, der handler om det slidsomme nybyggerliv på prærien, og jeg havde forventet, at jeg skulle læse en beretning om livet på prærien og om tørke, græshopper og andre udfordringer for pioneerne. Men selvom kampen for at få tilværelsen på prærien til at lykkes er til stede som det, der former Alexandras liv, træder den i baggrunden for at give plads til personerne, deres karakterer og indbyrdes forhold.

Hovedpersonen er selvfølgelig den stærke, rolige og praktiske Alexandra. Jeg må dog indrømme, at det ikke var den storladne fortælling om pioneerånd og kærlighed til jorden, som Alexandra repræsenterer, der gjorde størst indtryk mig. Jeg er til fals for en klassisk umulig kærlighedshistorie, når den er skrevet ordentligt, og det var derfor Emil og Maries historie, der optog mig mest.

“It was like a sigh which they had breathed together; almost sorrowful, as if each were afraid of wakening something in the other.”

Det er virkelig sjældent, at jeg standser op og læser sætninger igen og igen, men ‘O Pioneers!’ er fuld af små, sproglige perler, og jeg måtte flere gange standse op, smage på ordene og tænke over dem. Samtidig er de ting, der må læses mellem linjerne, lige så vigtige som de, der bliver beskrevet med ord, og det er en sand fornøjelse for mig – der altid har elsket at analysere tekster lige så meget som at læse dem – at tænke tilbage på de uudtalte følelser, symboler og forvarsler, der er titter frem undervejs.

Bogens slutning var overraskende og uventet voldsom i forhold til det rolige tempo i resten af bogen, men den var på den måde også helt perfekt og det, der reddede bogen fra at blive endnu en lidt for amerikansk omgang nybyggerromantik.

Jeg var alligevel på nippet til ikke at give bogen 5 stjerner på grund af den underlige moraliseren på bogens sidste sider, som sikkert harmonerede godt nok med den tid, den er skrevet i, men er lidt svær at sluge i vores tid. Men bogen sidder stadig i kroppen på mig her to dage efter – og så fortjener den altså ikke mindre end 5 stjerner.

Der er – selvfølgelig – lavet en film. Den er fra 1992 og med Jessica Lange i rollen som Alexandra Bergson. Jeg kan kun sige: Lad være med at se den. Filmen er alt for meget “Det lille hus på prærien” (serien, ikke bøgerne) med konstant, nostalgisk baggrundsmusik, der ødelægger den simple skønhed ved Willa Cathers sætninger. Hvis I ser den, så sørg for alt i verden for at have læst bogen først.

‘How to be a heroine’ af Samantha Ellis

IMG_3370.JPG
Titel: How to be a heroine: Or, what I’ve learned from reading too much). Forfatter: Samantha Ellis. Forlag: Chatto & Windus. Udgivet: 2014. Antal sider: 264. ISBN 9780701187514. 3/5 stjerner

På en udflugt til stedet, der muligvis har givet inspiration til ‘Wuthering Heights’, kom Samantha Ellis til at diskutere med sin veninde om, hvilken heltinde der var den bedste; Jane Eyre eller Catherine Earnshaw. Ellis’ favorit havde altid været den uregerlige, lidenskabelige Cathy, mens hendes veninde syntes, at Cathy var en både tåbelig og snobbet kvinde, der selv er skyld i sin tragedie; hvorimod den modige og kloge Jane skaber sin egen lykke ved at holde fast i og handle efter sine principper.

“My whole life, I’d been trying to be Cathy, when I should have been trying to be Jane.

Ellis besluttede sig for at kigge sine heltinder nærmere efter i sømmene – er de i virkeligheden de gode forbilleder for hendes eget liv, som hun troede de var?

Nogle af heltinderne kan klare et nærmere eftersyn (Elizabeth Bennett for eksempel), men de fleste af dem viser sig at stå for noget helt andet, end Ellis var opmærksom på, dengang hun først læste bøgerne. Lucy Honeychurch vil slet ikke være kunstner, men bare fri til at gifte sig med en anden. Og Anne fra Grønnebakken ender som en kedelig husmor, der opgiver sine forfatterambitioner til fordel for en hel redefuld unger, og som ikke engang forfatteren gider beskæftige sig med i de sidste bøger i serien.

Jeg havde store forventninger til ‘How to be a heroine’, som jeg ikke helt fik indfriet. Jeg havde forventet nogle spændende diskussioner om nogle af mine yndlingsfigurer fra fiktionens verden, men det meste af bogen var faktisk selvbiografisk, og heltinderne blev mest brugt til at drage paralleller til Ellis’ eget liv (som jeg ærlig talt ikke var specielt interesseret i at høre om).

Ellis syn på heltinderne er meget personligt; hvilken lærdom fra bøgerne kan hun bruge i sit eget liv? Det er helt sikkert en del af bogens charme; men som en læser, der er nok er meget anderledes end Ellis selv, spurgte jeg af og til mig selv om, hvad jeg skulle bruge hendes syn til.

Mange af heltinderne var fra bøger, som jeg ikke havde læst endnu, og de var selvfølgelig ikke så interessante at læse om som de heltinder, jeg kender.

Bogen bød dog også på nogle gode, interessante vinkler på mange af de historier, jeg allerede kender.

Ellis gav mig et nyt syn på Scarlett O’Hara, som jeg ellers havde afskrevet som forkælet, usympatisk og smådum. Ellis mindede mig om, at Scarlett også er stædig, modig og tager vare på en hel del mennesker, der er afhængige af hendes. Og så er hun faktisk også en succesfuld forretningskvinde. Jeg kan stadig ikke lide Scarlett, men jeg respekterer hende lidt mere – og så er jeg glad for, at Ellis var enig med mig i, at den virkelige heltinde i Borte med Blæsten er Melanie.

Men jeg bliver nødt til at sige, at jeg ikke holder mindre af Anne for den slutning, som mange andre har kritiseret; snarere tværtimod, fordi hendes valg afspejler min egen afvejning af karriere vs. familie. Men jeg kan dog godt m se, hvorfor hun ikke er et ideal for en med Ellis’ kreative ambitioner.

Bogen gav også inspiration til nye heltinder, som jeg gerne vil stifte bekendtskab med – flere fra bøger, som jeg aldrig havde hørt om. Og den gjorde det klart for mig, at der var nogle af bøgerne, jeg nok aldrig kommer til at bruge min tid på. Fx har jeg – overraskende – besluttet, at jeg ikke har behov for at læse ‘Little Women’. Det var noget med en kanariefugl, der endeligt overbeviste mig om, at bogens moraler næppe er nogen, jeg bryder mig om at stifte nærmere bekendtskab med.

‘Skammertegnet’ af Lene Kaaberbøl

IMG_3703.PNG

Titel: Skammertegnet. Forfatter: Lene Kaaberbøl. Forlag: Gyldendal Lyd. Udgivet: 2001 (lydbog indlæst 2009). Oplæser: Karin Rørbech. Varighed: 8 t. og 9 min. Lånt via eReolen. 3/5 stjerner

Efter at dragefyrsten Drakan nedbrændte deres gård, har Dina Tonerre og hendes familie sammen med den retmæssige arving til fyrstedømmet Dunark, Nicodemus, søgt tilflugt i højlandet og startet et nyt liv der. Men i lavlandet får den hævngerrige Drakan mere og mere magt, og snart er højlandet heller ikke længere et sikkert sted for Skammeren og hendes datter.

“Skammertegnet” er den anden bog i serien om Skammerens børn. I denne bog følger vi ikke længere kun Dina, men også hendes storebror Davin, som har sine egne udfordringer at kæmpe med; på kanten mellem dreng og mand vil han gerne respekteres som en voksen mand, der kan beskytte og kæmpe for sin familie. Fortællerstemmen skifter mellem Dina og Davin, så vi får flere sidet af historien med.

Jeg er ikke så begejstret for “Skammertegnet” som jeg var for “Skammerens Datter”. Jeg brød mig ikke om skiftet mellem de to fortællere – Ikke fordi det ikke fungerede, men fordi Davins historie simpelthen ikke fangede mig på samme måde som Dinas. Jeg blev ved med at vente på, at fortælleren skulle skifte til Dina igen.

Samtidig strækker handlingen sig tidsmæssigt over en længere periode, hvor den nogle steder nærmest blev jaget igennem, så jeg savnede flere detaljer og dybde; og andre steder gik i stå, så jeg havde svært ved at komme videre. Hvor jeg hørte “Skammerens Datter” på rekordtid i hvert ledigt øjeblik, jeg kunne finde, glemte jeg på et tidspunkt alt om “Skammertegnet” og fik den først hørt færdig, da eReolen mindede mig om, at lånet snart udløb.

Det var nu ikke fordi, jeg ikke brød mig om “Skammertegnet”. Det var ikke en dårlig bog; bare slet ikke så stærk som sin forgænger. Jeg håber, der kommer lidt mere kød på i de følgende bøger.

’21 måder at dø’ af Sarah Engell

IMG_3698-1.PNGTitel: 21 måder at dø. Forfatter: Sarah Engell. Forlag: Carlsen. Udgivet: 2014. Lånt via eReolen. 4/5 stjerner

Stella var engang en livsglad pige, en af de mest populære i klassen og en talentfuld musiker, der allerede komponerede sine egne sange. Men hendes livsglæde fik er alvorligt knæk, da hendes mor døde, og kort tid efter gjorde jalousi en ende på forholdet til bedsteveninden Amalie.

Amalie nøjes dog ikke med at droppe venskabet med Stella – Hun lægger hende råt og hensynsløst for had og får effektivt vendt hele klassen imod hende, indtil Stella er efterladt med en far, der stadig er i dyb sorg, en veninde, der ikke tør tale med hende offentligt, og en anonym internetven, som måske, måske ikke er til at stole på.

Jeg er blevet lidt i ungdomsroman-genren med endnu en af Nenas anbefalinger, og jeg blev heller ikke skuffet denne gang. ’21 måder at dø’ er et råt billede på mobning i en tid, hvor det ikke kun foregår i skoletiden, men kan ramme over alt, døgnet rundt via sms og internet, så offeret aldrig kan vide sig sikker for ondsindede sms’er og Facebook-beskeder eller kreative videoklip.

Fortællingen brydes af korte, nøgterne beretninger fra virkeligheden om unge, der har begået selvmord efter intens mobning. 13 i alt. De danner en trist baggrund til Stellas historie og minder hele tiden om, hvordan det er endt for andre før hende.

Stellas kærlighed til musikken, forholdet til faren og samtalerne med den anonyme ven over internettet er det, der tillader en snert af optimisme. Af og til er der glimt af noget, som giver et håb om, at Stella ikke behøver at ende som et af de tragiske eksempler fra virkelighedens verden, og spændingen holder bogen igennem.

Det med Stellas musiktalent var dog også noget, der irriterede mig lidt ved bogen. Det er sådan set ikke bogen skyld, men skyldes, at de (indrømmet, ret få) ungdomsromaner, jeg trods alt har fået læst gennem tiden, som beskæftiger sig med mobning, alle lader til at have det til fælles, at hovedpersonerne er smukke og/eller cool og/eller særligt talentfulde indenfor et eller andet område. Jeg tænker, at historier om almindelige kiksede teenagere, der bliver udsat for mobning, måske ville være lettere for virkelighedens ofre (og mobbere) at relatere til.

Alle, der læser ’21 måder at dø’, kan hurtigt blive enige om, at Stella er sej, Amalie er en heks og resten af klassen snotdumme, når de ikke gennemskuer hende. Men jeg tænker samtidig, at målgruppen sagtens kan læse bogen uden at reflektere over, at det også er synd for fede, almindelige Belinda henne i skolen. Og at Belinda kan læse den uden at se, at hun heller ikke selv er skyld i mobningen.

Men det er vist et sidespor, og måske undervurderer jeg teenagere, fordi det snart er 10 år siden, jeg selv var en. Og måske er det bare mit begrænsede kendskab til genren, der taler. Det ændrer under alle omstændigheder ikke op, at ’21 måder at dø’ er en rigtig god bog på sine egne præmisser.