“Mig før dig” af Jojo Moyes

 Titel: Mig før dig (oversat fra engelsk: Me before you). Forfatter: Jojo Moyes. Forlag: Biblioteksmedier A/S. Opr. udgivet: 2012 (denne udgave: 2013). Varighed: 15 t. og 36 min. Oplæser: Randi Winther. Lånt via eReolen. 2/5 stjerner.

Louisa Clarke lever et ret kedeligt liv. Hun bor i en alder af 27 stadig hjemme hos sine forældre, og hun er kæreste med en fyr, som hun ikke er forelsket i, og som går mere op i at løbetræne end i noget andet. Men så mister hun sit job på den lokale café og bliver i stedet ansat som handicaphjælper for Will Traynor, der er blevet lam mere eller mindre fra halsen og ned efter et trafikuheld. Will har mistet lysten til at leve efter ulykken, og snart gør Louisa det til sin mission at lære ham at finde glæden ved tilværelsen.

Det er ved at være noget tid siden, jeg blev færdig med at lytte til bogen, og jeg har tænkt meget over anmeldelsen; jeg kan ikke rigtig lide at skrive en dårlig anmeldelse af en bog, som så mange, hvis bogsmag jeg har stor respekt for, har været begejstrede for. Men jeg kan simpelthen ikke se det gode ved bogen her, som andre åbenbart har øjne for. Tværtimod var jeg vred på den, og det har ikke hjulpet at bruge mere tid på at tænke over den – tværtimod.

Jeg lyttede til ‘Mig før dig’, og havde jeg ikke gjort det, havde jeg sandsynligvis aldrig fået den læst færdig. Jeg havde meget svært ved at komme i gang med bogen og glemte den i en lang periode, og hvis jeg ikke var blevet syg og nødt til at tilbringe en dag i sengen uden andet at tage mig til end at høre bogen færdig, havde jeg næppe nået det inden lånet udløb. Havde det ikke været en lydbog, havde jeg nok bare læst begyndelsen, skimmet resten og læst slutningen som jeg plejer at gøre med bøger, der ikke rigtig fanger mig.

Historien er såmænd spændende nok, og bogen forsøger også at tumle med et meget alvorligt og interessant emne. Men jeg kunne simpelthen ikke blive grebet af handlingen, fordi den var pakket ind i så mange klichéer, at det fuldstændig stjal mit fokus.

Det var tydeligt, at forfatteren har gjort et forsøg på at gøre sine karakterer nuancerede og komplekse, men der var ikke én af dem, som ikke forekom mig så stereotyp, at det var (ufrivilligt) morsomt. Jeg ved ikke, om det var forfatterens hensigt at bruge de overdrevne biroller og Louisas barnlige hjemlige konflikter som et sjovt indspark i det alvorlige, men det faldt fuldstændig til jorden for mig.

Louisa syntes jeg var så irriterende umoden og selvcentreret, at det var umuligt at interessere mig for, hvad der skete med hende. Hun havde ingen ambitioner, ingen planer, virkede selv fuldstændig uinteresseret i sin fremtid. Indtil hun altså øjnede muligheden for at give sit liv mening gennem Will.

Det var nok det, der irriterede mig allermest ved bogen. Historien om en ung, uuddannet og kikset pige, der bare lige skal møde den rigtige mand for at indse, at hun er smuk og talentfuld osv. er fortalt mange gange før i alle mulige afskygninger, og jeg bliver lige irriteret over den underliggende præmis hver gang: Pige skal bare have nogle belærende ord gode råd fra mand, og så kan hun pludselig det hele og har i øvrigt slet ikke brug for psykologhjælp til at bearbejde fortidens traumatiske oplevelser.

Will kunne jeg heller ikke lide. Selvom man kan forklare meget af hans opførsel med den håbløse situation efter ulykken, virkede han heller ikke som et særligt sympatisk menneske før ulykken.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor interessant historien mon kunne have været, hvis den havde udspillet sig i et mindre karikeret univers med personer, som jeg faktisk brød mig om; men som det var, var jeg ret ligeglad med, hvad der skete. Den, jeg havde mest medfølelse med i hele fortællingen, var nok Wills mor (hvor overklassekarikeret hun end var). Sikke en grim situation at stå i, og sikke en behandling hun skulle udsættes for.

Hvorfor historien skulle pakkes ind i gang sødsuppet kærlighedshistorie forstår jeg ikke helt. Jeg synes ikke, kærlighedsdelen bidrog med noget til historien; tværtimod virkede den utroværdig og rørte mig overhovedet ikke. Jeg tror faktisk, jeg kunne have holdt lidt mere af historien, hvis der ikke havde været nogen, der blev forelskede i nogen undervejs.

Mange skriver, at de kneb en tåre ved slutningen. Det gjorde jeg ikke; jeg åndede lettet op over, at den var færdig og ærgrede mig over også at skulle lytte til en hel epilog, før jeg kunne slukke for bogen.

Endelig (og jeg understreger, at jeg ikke har vægtet det i bedømmelsen, da det jo kun har med lytteoplevelsen at gøre), var jeg virkelig, virkelig irriteret på oplæseren. Jeg fik nærmest ticks over den måde, hvorpå hun betonede ordene og replikkerne, og den skingre, pibede klang hun gav Louisas stemme. Selvom den skingre, barnligt forurettede stemme måske ved nærmere eftertanke passede meget godt nok til Louisa…

Nu er jeg færdig med at lukke galde ud og glæder mig over at have fået det ud af verden, så jeg kan fokusere på noget mere positivt. Jojo Moyes tror jeg, jeg giver en meget lang pause.

‘De Fem i Smuglerreden’ af Enid Blyton

 Titel: De Fem i Smuglerreden (oversat fra engelsk: Five go to Smuggler’s Top). Opr. udgivet: 1945. Forlag: Grafisk Forlag. Antal sider: 124.

Selvom ‘De Fem i Smuglerreden’ er en børnebog, læste den selv, helt for min egen skyld, selvom der er længe til, mine børn vil kunne læse den.

Jeg elskede ‘De fem’ som barn. Jeg tror næsten, jeg har været igennem alle bøgerne – eller i hvert fald de fleste af dem.

Jeg elskede de fantastiske locations; gamle huse med hemmelige rum og skjulte gange, borgruiner, klippehuler osv. Og at omgivelserne altid gemte på endnu flere hemmeligheder, der havde noget med farlige kriminelle at gøre. Faktisk virkede det som om, England vrimlede med smuglere, kidnappere og andre røvere og banditter. Men børnene løste altid gåden, uden at det blev sådan for alvor skræmmende. Og der var altid tid til at drikke “high tea” om eftermiddagen.

Jeg har været lidt betænkelig ved at genlæse bøgerne. Ikke bare fordi, en portion voksen realitetssans betyder, at man forholder sig lidt mere skeptisk til alle de fantastiske ting, børnene oplever. Men også fordi, der er mange andre årsager til at være kritisk overfor ‘De fem’ i dag. Kønsrollerne, for nu at starte et sted. Hvorfor må pigerne aldrig være med, når det bliver spændende? Og hvorfor er det en ros til George, når hun får at vide, at hun er “lige så god som en dreng”?

Derudover må jeg undre mig lidt over, hvor børnenes forældre er henne. Det virker lidt påfaldende, at forældrene har så lidt imod at undvære deres kostskoleunger, når de endelig har ferie, at de både planlægger rejser uden børn og gladeligt sender ungerne afsted for at bo hos andre mennesker, som forældrene ikke rigtig kender. Men hvad ved jeg – måske fandtes sådanne forældre virkelig i efterkrigstidens engelske middelklasse.

Og nu jeg var ved kønsroller – Hvad er det så egentlig med George? Vil hun bare gerne anerkendes på lige fod med drengene og har indset, at den eneste måde, hun kan opnå det, er ved at lade som om, hun er en dreng? Eller lider hun mon af en egentlig kønsidentitetsforstyrrelse?

Alle spørgsmålene til side, så er ‘De fem’ og deres simple mysterier nu stadig god underholdning, og jeg kan ikke sige mig helt fri for at drømme om at bo i et mystisk gammelt hus med skjulte døre og nedgange til hemmelige labyrinter.

‘Mus og mænd’ af John Steinbeck

“Vi har hinanden, derfor er der nogen, der bryder sig en kæft om os.”

Titel: Mus og mænd (dobbeltudgave sammen med Dagdriverbanden). Oversat fra engelsk: Of Mice and Men. Forfatter: John Steinbeck. Opr. udgivet: 1937. Denne udgave: 1973. 5/5 stjerner

George og Lennie ernærer sig som landarbejdere ved at gå fra gård til gård, hvor der er arbejde at få. George er lille og intelligent, Lennie er stor, meget stærk og retarderet, så han mentalt svarer til et lille barn. Selvom George ikke altid er lige venlig overfor Lennie, passer han på ham og forsøger at holde ham ude af problemer. Sammen har de en drøm om en dag at spare penge sammen til at købe deres eget lille sted, hvor de kan være deres egne herrer, og Lennie kan få lov at passe kaninerne. Kaniner er nemlig større end mus, og måske kan Lennie så kæle med dem uden at slå dem ihjel med sine stærke hænder.

Mit første forsøg i mange år på at læse Steinbeck begyndte ikke så godt. Først knækkede ryggen på min fars indtørrer gamle dobbeltudgave af ‘Dagdriverbanden’ og ‘Mus og mænd’, og der dryssede små stykker pap fra omslaget, indtil jeg reparerede det nødtørftigt med tape (Det var ikke min skyld, helt ærligt!). Dernæst opgav jeg med en blanding af irritation og vrede at læse ‘Dagdriverbanden’ færdig, da jeg havde tygget mig igennem 1/3 af historien. Havde jeg gjort den færdig, var det nok blevet noget med 1-2/5 stjerner – Hold nu op, hvor var den kedelig.

Heldigvis har jeg længe ønsket at få læst ‘Mus og mænd’; faktisk lige siden min engelsklærer præsenterede os for filmatiseringen med John Malkovich. Så jeg besluttede mig for alligevel at give den en chance. Og det er jeg glad for, for ‘Mus og mænd’ er alt det, som jeg savnede i ‘Dagdriverbanden’.

Historien er medrivende, personerne er den slags, som man holder af, selvom de langt fra er perfekte, og slutningen gav mig en klump i halsen, selvom jeg allerede kendte den fra filmen.

“Der er ikke mange, der sådan rejser rundt sammen,” sagde han eftertænksomt. “Jeg ved ikke, hvad det kommer af. Måske alle mennesker i hele denne forbandede verden er bange for alle andre mennesker.”

På de ganske få sider, som bogen fylder (i min udgave var det sølle 99 sider), når Steinbeck at tegne et jordnært og realistisk billede af landdistrikternes arbejderklasse i 1930’ernes USA. Det er ikke for ingenting, at Steinbeck er kendt for sine proletariat-romaner.

Det er en verden, hvor der ikke er megen plads til venskaber, og hvor drømme om en bedre tilværelse oftest ender lørdag aften, når pengene bliver brugt på whisky på det lokale bordel.

Og det er en verden, hvor der slet ikke er plads til én som Lennie. Jeg kan godt lide, at Steinbeck på ingen måde har fremstillet Lennie som en “morsom idiot”. Det er nemlig absolut intet morsomt over Lennies situation; det bedste, Lennie kunne håbe på uden Georges beskyttelse, var at blive spærret inde på en tosseanstalt, og der hviler hele tiden en skygge af tragedie over Lennie – Hvor længe kan det blive ved med at gå?

Jeg læste bogen på dansk, fordi jeg snuppede den i min fars reol. Ellers ville jeg helt sikkert have valgt at læse den på originalsproget, for det er svært helt at få den drævende amerikanske arbejders udtale med i den pæne danske oversættelse. Jeg har efterfølgende googler nogle citater og uddrag af bogen og kan godt fornemme, at der er noget mere “saft og kraft” i originalen.

‘Junglebogen’ af Rudyard Kipling

“Hvorledes lyder junglens lov? Dræb først – og giv hals bagefter.”

 Titel: Junglebogen. Oversat fra engelsk: The Jungle Book. Forfatter: Rudyard Kipling. Opr. udgivet: 1894 (denne udgave 1990). Antal sider 173. 4/5 stjerner

Det er længe siden, jeg læste ‘Junglebogen’ for første gang, og jeg blev derfor rigtig glad, da den blev trukket op af dåsen med titler i min læseklub. Og det var også et dejligt gensyn.

De fleste kender ‘Junglebogen’ fra Disneys tegnefilm fra 1967, og selvom jeg havde læst bogen før, blev jeg faktisk overrasket over, hvor forskellig bogen er fra filmen. Der er ikke bare det, at tonen er meget mere barsk end i filmen; Disneyfilm er jo altid noget mere afslebne end deres inspiration. Men der er også ret store forskelle i handlingen og i dyrenes – særligt Baloos – personligheder.

Derudover handler ‘Junglebogen’ jo ikke kun om Mowgli, selvom fortællingen om ham er den, der fylder mest. ‘Junglebogen’ er faktisk en samling af noveller, der har det til fælles, at dyrene er hovedpersoner, og at de fleste af dem foregår i Indien.

Min yndlingshistorie er stadig ‘Rikki-tikki-tavi’; historien om den lille mangust, der går på cobrajagt i den engelske families hus og have. Derudover kunne jeg godt lide ‘Den hvide sæl’, mens andre af historierne var mindre interessante.

Udgaven, jeg læste, er den, jeg fik som barn. Jeg kan dog ikke anbefale at læse bogen på dansk. Der er en del sange i bogen, som ikke rigtig lader sig oversætte til dansk uden at miste enten betydningen eller de rim, der er i originalen.

‘Skammerkrigen’ af Lene Kaaberbøl

Titel: Skammerkrigen (Skammerens Børn #4). Forfatter: Lene Kaaberbøl. Opr. udgivet: 2003. Forlag: Gyldendal Lyd. Oplæser: Ann-Britt Mathiesen. Varighed: 10 t. og 28 min. 4/5 stjerner

Dina og Davin er tilbage i højlandet efter begivenhederne i ‘Slangens Gave’; Dina med en ny evne, som hun ikke helt ved, hvad hun skal stille op med. Men dragefyrsten Drakan, der huserer i lavlandet, griber snart ind i deres tilværelse igen. Altimens Drakan planlægger at invadere højlandet for endelig at skaffe sig af med den retmæssige fyrste, Drakans halvbror Nico, har Nico endelig besluttet sig for, at det er hans ansvar at gøre en ende på Drakans rædselsregime. Han vælger dog en vej og nogle allierede, som ikke lige falder i Dinas smag, og så må hun jo følge efter ham for at prøve at sikre, at den endelige kamp ikke får det forkerte udfald.

‘Skammerkrigen’ er den sidste bog i serien, og den får handlingen i ‘Slangens Gave’, der ellers godt kunne virke lidt løsrevet fra den overordnede handling, til at give mening.

Det var en god afslutning, selvom jeg følte, at der manglede noget – lidt flere detaljer, lidt mere kød på den sidste del. Men det er jo en børnebog, som skal læses ud fra den præmis.

Jeg kom aldrig til at synes om Davin som fortæller, og det har betydet noget for mit syn på serien. Det er som om, han bliver ved med at tænke mest på at sikre en helterolle til sig selv og meget mindre på, om de ting, han gør undervejs, er smarte.

Det er dog noget af det, jeg mere overordnet godt kan lide med serien – Dem, som glemmer at bruge hovedet, kommer galt afsted, og bogen sætter mange gange evnen til at tænke over våben og fysisk styrke. Magten over andre mennesker er heller ikke noget, som de gode stræber efter, men noget som de modstræbende påtager sig.

Nico er også en forfriskende atypisk helt med sin uvilje til at lede og sin livstrætte pacifisme.

Nu skal oplæsningen selvfølgelig ikke være en del af vurderingen af bogen, men jeg kan ikke skrive om denne bog uden et par bemærkninger om oplæseren, for det var uden tvivl den oplæser, der har irriteret mig mest i min korte erfaring med lydbøger. En ting er, at hun talte meget gammeldags – det kunne jeg godt se igennem fingre med. Men at hun udtalte replikkerne med en helt forkert betoning, så de lød som spørgsmål eller fik en spydig eller overrasket tone, når det overhovedet ikke passede ind i sammenhængen, irriterede mig frygteligt. Og så kan jeg heller ikke forstå, at en oplæser af en lydbog ikke lige finder ud af, hvordan de foregående oplæsere udtalte egenavne og stednavne. Nu har jeg jo ikke set historien på skrift, så jeg ved jo ikke, hvilke udtalemåder der giver bedst mening – men det var virkelig, virkelig irriterende, at det pludselig var anderledes. Jeg er faktisk ret sikker på, at der var et enkelt navn, som oplæseren selv udtalte forskelligt gennem bogen.

 

‘Uge 36’ af Sofie Sarenbrant 

IMG_0383Titel: Uge 36. Forfatter: Sofie Sarenbrant. Udgivet: 2013. Forlag: Biblioteksmedier A/S. Oplæser: Marie Vestergård Jacobsen. Varighed: 7 t. og 28 min. Lånt via eReolen. 3/5 stjerner

To vennepar, hvor begge kvinder er højgravide, holder ferie samme i den svenske skærgård. Stemningen er ikke så god, for den ene af kvinderne, Agnes, er meget træt og kommer op at skændes med sin mand. Et forsøg på at slutte ferien af på en god måde med karaokeaften på den lokale kro ender med at Agnes går alene hjem. Næste morgen er hun væk, og den helt store eftersøgning sættes igang.

Jeg læser ellers ikke krimier. Det er der flere grunde til. Først og fremmest at jeg er en håbløs snydepels, der ikke kan dy mig for at bladre om til sidste sige og få afsløret slutningen – og så er der altså ikke så meget tilbage, som jeg kan interessere mig for i de plotdrevne historier. Jeg synes ikke, krimierne typiske levner meget plads til spændende personskildringer; bøgerne er fulde af stereotyper og klichéer, og jeg synes ofte, de er sprogligt dårligt skrevne.

Så, nu kan det vist heller ikke blive mere generaliserende.

Alligevel besluttede jeg mig for at give genren en chance til, da jeg faldt over ‘Uge 36’ på eReolen og blev tiltrukket først af titlen og derefter af beskrivelsen af handlingen. Jeg var pludselig nødt til at høre, hvad der skete med den forsvundne gravide kvinde.

Jeg hørte bogen som lydbog, og det fungerede faktisk rigtig godt for mig at lytte til en krimi, for jeg havde ikke længere mulighed for at smuglæse slutningen (eller, det kunne jeg jo teknisk set godt, men med eReolens håbløse spolingsystem, var det ikke lige til at overskue). Jeg blev derfor ved med at være interesseret i plottet, og det gjorde det lettere for mig at se igennem fingre med klichéerne, der stod i kø, de mange skift mellem fortællere og en karikeret biperson, der ikke havde nogen som helst betydning for historiens forløb.

Selve plottet var dog også håbløst gennemskueligt; jeg havde gættet det overordnede motiv for bortførelsen fra begyndelsen og gerningsmanden få kapitler inde i bogen. Jeg havde egentlig regnet med, at slutningen ville overraske og afsløre en helt uventet gerningsmand – Men det gjorde den ikke.

‘Uge 36’ bliver nok en af de bøger, jeg hurtigt glemmer. Men jeg var godt underholdt undervejs, og det tæller jo også.