‘Skammerkrigen’ af Lene Kaaberbøl

Titel: Skammerkrigen (Skammerens Børn #4). Forfatter: Lene Kaaberbøl. Opr. udgivet: 2003. Forlag: Gyldendal Lyd. Oplæser: Ann-Britt Mathiesen. Varighed: 10 t. og 28 min. 4/5 stjerner

Dina og Davin er tilbage i højlandet efter begivenhederne i ‘Slangens Gave’; Dina med en ny evne, som hun ikke helt ved, hvad hun skal stille op med. Men dragefyrsten Drakan, der huserer i lavlandet, griber snart ind i deres tilværelse igen. Altimens Drakan planlægger at invadere højlandet for endelig at skaffe sig af med den retmæssige fyrste, Drakans halvbror Nico, har Nico endelig besluttet sig for, at det er hans ansvar at gøre en ende på Drakans rædselsregime. Han vælger dog en vej og nogle allierede, som ikke lige falder i Dinas smag, og så må hun jo følge efter ham for at prøve at sikre, at den endelige kamp ikke får det forkerte udfald.

‘Skammerkrigen’ er den sidste bog i serien, og den får handlingen i ‘Slangens Gave’, der ellers godt kunne virke lidt løsrevet fra den overordnede handling, til at give mening.

Det var en god afslutning, selvom jeg følte, at der manglede noget – lidt flere detaljer, lidt mere kød på den sidste del. Men det er jo en børnebog, som skal læses ud fra den præmis.

Jeg kom aldrig til at synes om Davin som fortæller, og det har betydet noget for mit syn på serien. Det er som om, han bliver ved med at tænke mest på at sikre en helterolle til sig selv og meget mindre på, om de ting, han gør undervejs, er smarte.

Det er dog noget af det, jeg mere overordnet godt kan lide med serien – Dem, som glemmer at bruge hovedet, kommer galt afsted, og bogen sætter mange gange evnen til at tænke over våben og fysisk styrke. Magten over andre mennesker er heller ikke noget, som de gode stræber efter, men noget som de modstræbende påtager sig.

Nico er også en forfriskende atypisk helt med sin uvilje til at lede og sin livstrætte pacifisme.

Nu skal oplæsningen selvfølgelig ikke være en del af vurderingen af bogen, men jeg kan ikke skrive om denne bog uden et par bemærkninger om oplæseren, for det var uden tvivl den oplæser, der har irriteret mig mest i min korte erfaring med lydbøger. En ting er, at hun talte meget gammeldags – det kunne jeg godt se igennem fingre med. Men at hun udtalte replikkerne med en helt forkert betoning, så de lød som spørgsmål eller fik en spydig eller overrasket tone, når det overhovedet ikke passede ind i sammenhængen, irriterede mig frygteligt. Og så kan jeg heller ikke forstå, at en oplæser af en lydbog ikke lige finder ud af, hvordan de foregående oplæsere udtalte egenavne og stednavne. Nu har jeg jo ikke set historien på skrift, så jeg ved jo ikke, hvilke udtalemåder der giver bedst mening – men det var virkelig, virkelig irriterende, at det pludselig var anderledes. Jeg er faktisk ret sikker på, at der var et enkelt navn, som oplæseren selv udtalte forskelligt gennem bogen.

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s