“Mig før dig” af Jojo Moyes

 Titel: Mig før dig (oversat fra engelsk: Me before you). Forfatter: Jojo Moyes. Forlag: Biblioteksmedier A/S. Opr. udgivet: 2012 (denne udgave: 2013). Varighed: 15 t. og 36 min. Oplæser: Randi Winther. Lånt via eReolen. 2/5 stjerner.

Louisa Clarke lever et ret kedeligt liv. Hun bor i en alder af 27 stadig hjemme hos sine forældre, og hun er kæreste med en fyr, som hun ikke er forelsket i, og som går mere op i at løbetræne end i noget andet. Men så mister hun sit job på den lokale café og bliver i stedet ansat som handicaphjælper for Will Traynor, der er blevet lam mere eller mindre fra halsen og ned efter et trafikuheld. Will har mistet lysten til at leve efter ulykken, og snart gør Louisa det til sin mission at lære ham at finde glæden ved tilværelsen.

Det er ved at være noget tid siden, jeg blev færdig med at lytte til bogen, og jeg har tænkt meget over anmeldelsen; jeg kan ikke rigtig lide at skrive en dårlig anmeldelse af en bog, som så mange, hvis bogsmag jeg har stor respekt for, har været begejstrede for. Men jeg kan simpelthen ikke se det gode ved bogen her, som andre åbenbart har øjne for. Tværtimod var jeg vred på den, og det har ikke hjulpet at bruge mere tid på at tænke over den – tværtimod.

Jeg lyttede til ‘Mig før dig’, og havde jeg ikke gjort det, havde jeg sandsynligvis aldrig fået den læst færdig. Jeg havde meget svært ved at komme i gang med bogen og glemte den i en lang periode, og hvis jeg ikke var blevet syg og nødt til at tilbringe en dag i sengen uden andet at tage mig til end at høre bogen færdig, havde jeg næppe nået det inden lånet udløb. Havde det ikke været en lydbog, havde jeg nok bare læst begyndelsen, skimmet resten og læst slutningen som jeg plejer at gøre med bøger, der ikke rigtig fanger mig.

Historien er såmænd spændende nok, og bogen forsøger også at tumle med et meget alvorligt og interessant emne. Men jeg kunne simpelthen ikke blive grebet af handlingen, fordi den var pakket ind i så mange klichéer, at det fuldstændig stjal mit fokus.

Det var tydeligt, at forfatteren har gjort et forsøg på at gøre sine karakterer nuancerede og komplekse, men der var ikke én af dem, som ikke forekom mig så stereotyp, at det var (ufrivilligt) morsomt. Jeg ved ikke, om det var forfatterens hensigt at bruge de overdrevne biroller og Louisas barnlige hjemlige konflikter som et sjovt indspark i det alvorlige, men det faldt fuldstændig til jorden for mig.

Louisa syntes jeg var så irriterende umoden og selvcentreret, at det var umuligt at interessere mig for, hvad der skete med hende. Hun havde ingen ambitioner, ingen planer, virkede selv fuldstændig uinteresseret i sin fremtid. Indtil hun altså øjnede muligheden for at give sit liv mening gennem Will.

Det var nok det, der irriterede mig allermest ved bogen. Historien om en ung, uuddannet og kikset pige, der bare lige skal møde den rigtige mand for at indse, at hun er smuk og talentfuld osv. er fortalt mange gange før i alle mulige afskygninger, og jeg bliver lige irriteret over den underliggende præmis hver gang: Pige skal bare have nogle belærende ord gode råd fra mand, og så kan hun pludselig det hele og har i øvrigt slet ikke brug for psykologhjælp til at bearbejde fortidens traumatiske oplevelser.

Will kunne jeg heller ikke lide. Selvom man kan forklare meget af hans opførsel med den håbløse situation efter ulykken, virkede han heller ikke som et særligt sympatisk menneske før ulykken.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor interessant historien mon kunne have været, hvis den havde udspillet sig i et mindre karikeret univers med personer, som jeg faktisk brød mig om; men som det var, var jeg ret ligeglad med, hvad der skete. Den, jeg havde mest medfølelse med i hele fortællingen, var nok Wills mor (hvor overklassekarikeret hun end var). Sikke en grim situation at stå i, og sikke en behandling hun skulle udsættes for.

Hvorfor historien skulle pakkes ind i gang sødsuppet kærlighedshistorie forstår jeg ikke helt. Jeg synes ikke, kærlighedsdelen bidrog med noget til historien; tværtimod virkede den utroværdig og rørte mig overhovedet ikke. Jeg tror faktisk, jeg kunne have holdt lidt mere af historien, hvis der ikke havde været nogen, der blev forelskede i nogen undervejs.

Mange skriver, at de kneb en tåre ved slutningen. Det gjorde jeg ikke; jeg åndede lettet op over, at den var færdig og ærgrede mig over også at skulle lytte til en hel epilog, før jeg kunne slukke for bogen.

Endelig (og jeg understreger, at jeg ikke har vægtet det i bedømmelsen, da det jo kun har med lytteoplevelsen at gøre), var jeg virkelig, virkelig irriteret på oplæseren. Jeg fik nærmest ticks over den måde, hvorpå hun betonede ordene og replikkerne, og den skingre, pibede klang hun gav Louisas stemme. Selvom den skingre, barnligt forurettede stemme måske ved nærmere eftertanke passede meget godt nok til Louisa…

Nu er jeg færdig med at lukke galde ud og glæder mig over at have fået det ud af verden, så jeg kan fokusere på noget mere positivt. Jojo Moyes tror jeg, jeg giver en meget lang pause.

Advertisements

3 thoughts on ““Mig før dig” af Jojo Moyes

  1. Jeg har ikke læst denne Moyes bog – men har lige læst One plus One og den var super sød. Men måske man skulle hoppe på en anden af hendes bøger, end mig før dig?!

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s