‘My Cousin Rachel’ af Daphne du Maurier

Titel: My Cousin Rachel. Forfatter: Daphne du Maurier. Udgivet: 2003 (opr. udgivet 1951). Forlag: Virago. Antal sider: 335.  5/5 stjerner 

Den forældreløse Philip vokser op hos sin velhavende fætter, den inkarnerede ungkarl Ambrose. Af Ambrose lærer Philip, at livet er mest behageligt uden kvinder i huset, og ingen af de to mænd har planer om nogensinde at gifte sig. 

Alt dette ændres imidlertid, da Ambrose pga. sit helbred må tilbringe vinteren i det varmere Italien og dér møder en fjern slægtning, Rachel, som han til Philips store fortrydelse gifter sig med. Ikke mange måneder efter brylluppet begynder Ambroses helbred at svigte, og han dør, inden Philip kan nå at se ham igen. 

Ambroses sidste breve var fyldt med antydninger om, at Rachel på en eller anden måde havde taget livet af ham, og Philips afsky mod den ukendte enke vokser. Alt dette ændres dog, da Rachel pludselig kommer til England, og Philip drages fuldstændig hjælpeløst imod hende. Men har Rachel i virkeligheden skjulte motiver? 

Jeg har vidst, at jeg skulle læse ‘My Cousin Rachel’ lige siden jeg læste den sidste side i ‘Rebecca’. Det to bøger har mange fællestræk; begge steder leger Daphne du Maurier med læserens opfattelse af virkeligheden, men jeg synes faktisk, ‘My Cousin Rachel’ gør det lige en tand bedre end ‘Rebecca’, så historien bliver dybere og mere tvetydig. 

I ingen af de to romaner bliver læseren klogere end fortællerne, der er helt igennem utroværdige i deres narration. ‘My Cousin Rachel’ fortælles fra Philips synsvinkel. Philip er en en naiv og stædig ung mand, der på ingen måde er i stand til at se begrænsningerne i sine egne evner til at gennemskue omgivelserne. Han er hele vejen igennem overbevist om, at hans – skiftende – opfattelser er de rigtige, mens man som læser frustreres over, at han ikke vil lytte til de gode og velmente råd, som de mere afbalancerede personer i hans omgivelser prøver at give ham; i stedet lukker han gamle venner ude og hengiver sig helt til sin grænseløse forgabelse i Rachel. Jeg havde lyst til at slå ham. 

“‘There are some women, Philip,’ he observed, ‘good women very possibly, who through no fault of their own impel disaster. Whatever they touch, somehow turns to tragedy. I don’t know why I say this to you, but I feel I must.'”

For læseren er det virkelig en udfordring at se igennem Philips forståelse og forsøge at fange virkeligheden bag hans drømmeslør. Daphne du Maurier lykkes således med at kaste en tåge over virkeligheden, som læseren hele vejen igennem må kæmpe for at se igennem. Det
er virkelig elegant gjort, og jeg nød spændingen i fulde drag. 

Bogen er oprindeligt udgivet i 1951, men jeg havde svært ved at placere den i en tidsmæssig sammenhæng. Der er ingen biler, og jeg så ingen spor af, at moderne tider var ved at ændre livet for den engelske overklasse. Jeg tænker derfor, at romanens handling tidsmæssigt må placeres noget længere tilbage, før 1. verdenskrig eller måske endda i slutningen af 1800-tallet.

Filmatisering: ‘Far from the Madding Crowd’

Sidste sommer valgte jeg Thomas Hardys ‘Far from the Madding Crowd’ som sommerferielæsning. Jeg var ikke synderligt begejstret for bogen. Handlingen var egentlig interessant nok, men hvis der er noget, som kan dræbe min begejstring for en bog, er det langtrukne passager, der dvæler ved landskaber og dialoger mellem bipersoner, som er uden egentlig betydning for handlingen. Og Hardys roman rummer begge dele til overmål.

Da jeg var færdig med at læse romanen, tænkte jeg faktisk, at den sikkert kunne være udmærket i en filmsversion, hvor der var skåret lidt mere ind til benet. Da jeg så filmtraileren i Øst for Paradis for flere måneder siden, var jeg derfor straks helt sikker på, at den skulle ses.

Jeg blev ikke skuffet. Thomas Vinterbergs filmatisering koncentrerer sig om den handling, som fangede mig, og Hardys forlibelse i grønne marker og levende hegn er skåret ned til den filmiske baggrund for historien. Væk er også det store galleri af idyllisk portrætterede lokale landbrugsarbejdere og deres samtaler  på kroen. Jeg savnede dem ikke.

Det, der er tilbage, er plads til at lade handlingen udfolde sig, og jeg har sjældent oplevet en filmatiserig, som er så loyal over for romanenforlæggets handling. Selv med bogen i relativt frisk erindring opdagede jeg kun meget begrænsede afvigelser i handlingen, og der var forsvindende få scener fra bogen, som jeg savnede i filmen.

Ulempen ved dette er, at handlingen nogle gange virker lovlig forhastet; nogle scener er skåret ned til meget hastige ordvekslinger, og det ville måske have givet historien lidt mere tyngde, hvis der havde været undladt lidt mere for at give plads til at dvæle lidt ved andet. Men man kan jo ikke få det hele.

Den kvindelige hovedrolle, Batsheba Everden, er en stæk, selvstændig kvinde, der på mange måder er forud for sin tid. Hun minder mig på mange måder om Willa Cathers Alexandra Bergson (fra O Pioneers!), men adskiller sig også fra hende ved at være  temperamentsfuld, impulsiv og modtagelig for mandlig charme på det mere erotiske plan. Selvom erotikken er så skjult, at den næsten forsvinder i Hardys roman, er der ingen tvivl om, at seksuel tiltrækning er grundstenen i Batshebas fatale forhold til den forføriske og uværdige sergent Troy. Den del er naturligvis mere udpenslet i filmversionen.

Jeg var spændt på, hvordan det ville fungere med Carey Mulligan i hovedrollen som Batsheba Everden. Hun slog mig ikke som et oplagt valg til Hardys strålende smukke Batsheba, som sergent Troy forelsker sig i udelukkende for hendes skønhed. Men hvad der mangler i fysisk lighed, bliver der til overmål kompenseret for ved fantastisk skuespil. Carey Mulligan fanger kombinationen af Batshebas stædigehed, selvstændighed og sårbarhed helt perfekt, og jeg endte med at være glad for, at Batsheba ikke blev reduceret til endnu en Kiera Knightley-hovedrolle.

Sergent Troy er lige præcis så slesk en forfører, som man kunne tænke sig, men ikke meget mere end det, og den midaldrende Boldwood, der bliver besat af tanken om at få Batsheba til hustru, spilles eminent af Michael Sheen; han fanger både værdigheden og vanviddet, der lurer under overfladen.

Billedet er lånt fra filmens promoveringsmateriale

Gabriel Oak, der ellers er den bærende karakter i Hardys roman, syntes jeg dog var fejlcastet. Matthias Schoenaerts er simpelthen for flot til at spille den solide, trofaste men mere beskedent udseende Gabriel. Schoenaerts sexede skægstubbe gør det simpelthen for svært at tro på, at en kvinde som Batsheba ville falde for den drengede Troy i stedet, og der er ikke rigtig nok substans i skuespillet til at kunne retfærdiggøre valget af ham. Forholdet mellem Batsheba og Gabriel er måske også lige lovlig romantisk ladet i forhold til bogen – Eye candy-faktoren må være forklaringen, og det er en ærgerlig rolle at ofre på det formål.

Alt i alt syntes jeg, det var en glimrende filmatisering. Undervejs spekulerede jeg på, om filmen kun fungerede, fordi jeg havde læst bogen først, og om handlingen kom nok i dybden med karaktererne til, at den også ville give mening for folk, som ikke er bekendt med bogen. Men min veninde, som jeg så filmen sammen med, og som aldrig har læst bogen (og – tør jeg godt sige – heller aldrig kunne finde på det), gav udtryk for, at hun også syntes, det var en god film. Jeg tør derfor godt anbefale filmen både til dem, der kunne tænke sig at se romanen i billeder og til dem, der bare kunne tænke sig at se en romantisk tragedie i gammeldags kostumer og flotte hatte.

‘Det brogede slør’ af W. Somerset Maugham

Det brogede slørTitel: Det brogede slør (oversat fra engelsk: The Painted Veil). Forfatter: W. Somerset Maugham. Opr. udgivet: 1925 (denne udgave 2012). Forlag: AV-Forlaget Den Grimme Ælling. Varighed: 6 t. og 55 min. Oplæser: Esther Rützou. Lånt via eReolen. 3/5 stjerner

Kitty er ung, morsom og ganske smuk og har derfor gode chancer for at gøre en god fangst på ægteskabsmarkedet. Årene går imidlertid, uden at den rigtige rigmand dukker op blandt Kittys beundrere, og da hendes yngre søster pludselig står til at indgå lige præcis den slags ægteskab, som var tiltænkt Kitty, gifter Kitty sig i panik med lægen Walter Fane, der arbejder som epidemiolog i kolonien i Hong Kong. Kitty foragter Walter for hans alvorlige adfærd, mangel på status og for hans grænseløse forelskelse i hende, og ægteskabet fungerer ikke. Da Walter opdager, at Kitty er ham utro, tvinger han hende som straf til at tage med sig til en kolerahærget kinesisk by. Der må Kitty indse, at hun har en del at lære om andre mennesker – og om sig selv.

Historien fortælles fra Kittys synsvinkel, og der er en del passager, hvor læseren følger med i Kittys tankestrøm. Det bliver mange steder ret langtrukkent, men det er fordelen ved lydbøger – det er lettere at komme igennem de kedelige passager, når bogen bare kværner afsted ved siden af mig, mens jeg laver noget andet.

Passagerne giver samtidig et indblik i Kittys sind, der ikke er videre flatterende. Hun er egoistisk, uintelligent, naiv, navlebeskuende, og selvom det er forfriskende med en “heltinde” med så mange fejl, kunne jeg simpelthen ikke holde af hende.

Hun foretager sig ikke rigtig noget, der ikke i sidste ende kommer hende selv til gode. Selv når hun involverer sig i nonnernes velgørenhedsarbejde, er det i bund og grund af egoistiske årsager; fordi nonnernes livsførelse fascinerer, og hun ønsker, at de skal lægge mærke til hende.

Selv hendes forsøg på at forbedre sig er så selvcentrerede, at det heller ikke gør noget godt for mit syn på hende. Godt nok indser hun efterhånden, at hendes handlinger og værdier har været forkerte, men hun skubber ansvaret fra sig og skyder størstedelen af skylden på sin mor og på manden, der forførte hende.

Bogen er dog samtidig et rigtig fint billede af en kvinde, der forsøger at gøre op med de værdier, hun er opdraget til – og af, hvor vanskeligt det egentlig er. Der er ikke ét vendepunkt eller en begivenhed, hvor Kitty pludselig bliver et nyt og bedre menneske. Det er tværtimod en lang, sej kamp, hun begiver sig ud i.

Samtidig er det en ret rørende historie om ugengældt kærlighed og om, hvordan mennesker kan gå fejl af hinanden og overse hinandens virkelige kvaliteter.

Disse ting gør bogen værd at læse; på trods af de langtrukne passager og den begrænsede handling.

Bogen er i øvrigt filmatiseret flere gange; senest i 2006 med Naomi Watts og Edward Norton som henholdsvis Kitty og Walter. Det er ved at være nogle år siden, jeg så den, men jeg husker den som klart anbefalelsesværdig og mere stemningsfuld end bogen.

Nyt system i reolen

Jeg har gjort noget vildt. Noget som jeg ikke i min vildeste fantasi havde troet, jeg kunne finde på.

Jeg har farvesorteret mine bøger!

Indrømmet; det er længe siden, min reol har været særlig velordnet. Tidligere havde jeg bøgerne sorteret alfabetisk, men de sidste år har de bare været sorteret overordnet i skønlitteratur og faglitteratur, og de skønlitterære bøger så igen efter forfatterens nationalitet. Det har været ret overskueligt, for jeg har ikke så mange bøger i min reol, så selv den største nationalitetsgruppe (britisk) fyldte kun 1½ hylde.

Det eneste system, jeg altid har afvist, var farvesorteringen. Jeg får nærmest ticks ved tanken om at skille serier og bøger delt i flere bind ad, fordi de enkelte bind ikke bærer den samme farve på ryggen.

Men så en aften for et par dage siden sneg tanken sig alligevel ind på mig og ville ikke rigtig forsvinde igen: Gad vide, hvordan det egentlig ville se ud med en farvesortering? Når det kom til stykket, var der ikke langt fra tanke til handling – efter 20 minutter stod mine bøger pludselig i (nogenlunde) farveorden. Med ‘A Song og Ice and Fire’ spredt ud over flere hylder. Og med biografier, historiebøger og min mands kedelige bøger om selskabsret og finansielle virksomheder blandet sammen med de skønlitterære.

Jeg hadede det. Og lige bagefter tænkte jeg kun på, at jeg bare ikke orkede at gå i gang med at sortere bøgerne tilbage på deres vante pladser lige på det tidspunkt.

Men det er dog som om, det lige så stille og roligt er vokset på mig. Nu tænker jeg, at jeg giver det en chance og lader dem blive stående i farveorden, indtil næste gang jeg pludselig får trang til at sortere dem.

Sådan her ser det ud:

IMG_2662

De eneste bøger, der ikke er blevet farvesorteret, er hylderne med bøger, som jeg mangler at læse. Jeg tænker, at det er et ekstra incitament for mig til at få læst de bøger, jeg har i reolen, at det nu ser helt forkert ud.

“The Night Circus” af Erin Morgenstern

“The finest of pleasures are always the unexpected ones”

 Titel: The Night Circus. Forfatter: Erin Morgenstern. Forlag: Vintage Books. Opr. udgivet: 2011. Antal sider: 490. 4/5 stjerner.

“The circus arrives without warning. No announcements precede it, no paper notices on downtown posts and billboards, no mentions or advertisements in local newspapers. It is simply there, when yesterday it was not”. 

Cirkusset er kun åbent om natten og er helt blottet for farver; alt er sort og hvidt. Men bag indgangen venter et væld af helt unikke oplevelser, der næsten er for fantastiske til at være mulige. Og det er de heller ikke; det er nemlig magi, der holder cirkusset sammen og magi, der gør, at det adskiller sig fuldstændig fra alle andre forlystelser, der nogensinde er set.

Men bag alt det, som publikum ser, foregår noget meget mere dystert; cirkusset er nemlig ikke andet end scenen for en konkurrence på evner og udholdenhed mellem to unge magikere, der er blevet trænet til netop dét siden deres barndom. Selvfølgelig forelsker de to konkurrenter sig efterhånden i hinanden, hvilket gør det svært at deltage i en konkurrence, der viser sig at være alt andet end ufarlig; både for dem selv og for alle med tilknytning til cirkusset.

“The Night Circus” lægger smukt ud. Spændingen og mystikken breder sig fra allerførste side. Desværre mister historien tempo, og spændingen, der er eminent bygget op fra begyndelsen, begynder at flade ud hen imod slutningen.

Karaktererne kommer heller aldrig rigtigt til live; deres visuelle fremtoning er knivskarpt beskrevet, men de fleste forbliver alligevel livløse, endimensionelle skitser.

Selv de to hovedpersoner er hver især ret flade karakterer; man lærer dem aldrig rigtigt at kende og bliver aldrig lukket ret meget ind i deres tanker. Den ene af dem kunne endda have fungeret glimrende som skurk – iskold forfører og manipulerende ansat – i en anden roman.

Men i de få scener, hvor de to er sammen, slår det gnister, og der bliver skabet en af de meget få historier om stormende, altopslugende kærlighed, som jeg rent faktisk har fundet både troværdig og medrivende.

“I am haunted by the ghost of my father, I think that should allow me to quote Hamlet as much as I please.”

Når jeg alligevel syntes, at det var en fantastisk oplevelse at læse “The Night Circus”, skyldes det primært sproget og fortællestilen. Hele historien er fortalt i nutid, og sammen med det flotte billedsprog giver det en unik følelse af at være tilstede i det mystiske univers.

Beskrivelserne af omgivelserner var så perfekte, at jeg til tider kunne lukke øjnene og forestille mig, at jeg selv vandrede rundt i “Le Cirque des Rêves” ved midnatstid. Jeg kunne nærmest se en filmatisering for mit indre øje, med karakterene i æteriske, ekstravagante kostumer udelukkende i sort og hvidt.

Opbygningen af handlingen, der foregik i to tempi, hvor den ene del langsomt indhentede den anden, syntes jeg også fungerede rigtig godt.

Det var dog en skam, at der ikke var brugt lidt flere kræfter på at forankre den magiske verden i virkeligheden. Det var som om, koblingen til virkelighedens verden manglede, hvilket på en måde tog lidt fra den magiske verden. Noget af charmen ved f.eks. Harry Potter er i mine øjne netop, at bøgerne formår at forankre det magiske univers i virkeligheden, og det savnede jeg her.

Men. Svaghederne til side var jeg helt eminent underholdt og havde meget svært ved at lægge bogen fra mig, og det overtrumfer altså alt andet.