‘My Cousin Rachel’ af Daphne du Maurier

Titel: My Cousin Rachel. Forfatter: Daphne du Maurier. Udgivet: 2003 (opr. udgivet 1951). Forlag: Virago. Antal sider: 335.  5/5 stjerner 

Den forældreløse Philip vokser op hos sin velhavende fætter, den inkarnerede ungkarl Ambrose. Af Ambrose lærer Philip, at livet er mest behageligt uden kvinder i huset, og ingen af de to mænd har planer om nogensinde at gifte sig. 

Alt dette ændres imidlertid, da Ambrose pga. sit helbred må tilbringe vinteren i det varmere Italien og dér møder en fjern slægtning, Rachel, som han til Philips store fortrydelse gifter sig med. Ikke mange måneder efter brylluppet begynder Ambroses helbred at svigte, og han dør, inden Philip kan nå at se ham igen. 

Ambroses sidste breve var fyldt med antydninger om, at Rachel på en eller anden måde havde taget livet af ham, og Philips afsky mod den ukendte enke vokser. Alt dette ændres dog, da Rachel pludselig kommer til England, og Philip drages fuldstændig hjælpeløst imod hende. Men har Rachel i virkeligheden skjulte motiver? 

Jeg har vidst, at jeg skulle læse ‘My Cousin Rachel’ lige siden jeg læste den sidste side i ‘Rebecca’. Det to bøger har mange fællestræk; begge steder leger Daphne du Maurier med læserens opfattelse af virkeligheden, men jeg synes faktisk, ‘My Cousin Rachel’ gør det lige en tand bedre end ‘Rebecca’, så historien bliver dybere og mere tvetydig. 

I ingen af de to romaner bliver læseren klogere end fortællerne, der er helt igennem utroværdige i deres narration. ‘My Cousin Rachel’ fortælles fra Philips synsvinkel. Philip er en en naiv og stædig ung mand, der på ingen måde er i stand til at se begrænsningerne i sine egne evner til at gennemskue omgivelserne. Han er hele vejen igennem overbevist om, at hans – skiftende – opfattelser er de rigtige, mens man som læser frustreres over, at han ikke vil lytte til de gode og velmente råd, som de mere afbalancerede personer i hans omgivelser prøver at give ham; i stedet lukker han gamle venner ude og hengiver sig helt til sin grænseløse forgabelse i Rachel. Jeg havde lyst til at slå ham. 

“‘There are some women, Philip,’ he observed, ‘good women very possibly, who through no fault of their own impel disaster. Whatever they touch, somehow turns to tragedy. I don’t know why I say this to you, but I feel I must.'”

For læseren er det virkelig en udfordring at se igennem Philips forståelse og forsøge at fange virkeligheden bag hans drømmeslør. Daphne du Maurier lykkes således med at kaste en tåge over virkeligheden, som læseren hele vejen igennem må kæmpe for at se igennem. Det
er virkelig elegant gjort, og jeg nød spændingen i fulde drag. 

Bogen er oprindeligt udgivet i 1951, men jeg havde svært ved at placere den i en tidsmæssig sammenhæng. Der er ingen biler, og jeg så ingen spor af, at moderne tider var ved at ændre livet for den engelske overklasse. Jeg tænker derfor, at romanens handling tidsmæssigt må placeres noget længere tilbage, før 1. verdenskrig eller måske endda i slutningen af 1800-tallet.

Reklamer

‘Det brogede slør’ af W. Somerset Maugham

Det brogede slørTitel: Det brogede slør (oversat fra engelsk: The Painted Veil). Forfatter: W. Somerset Maugham. Opr. udgivet: 1925 (denne udgave 2012). Forlag: AV-Forlaget Den Grimme Ælling. Varighed: 6 t. og 55 min. Oplæser: Esther Rützou. Lånt via eReolen. 3/5 stjerner

Kitty er ung, morsom og ganske smuk og har derfor gode chancer for at gøre en god fangst på ægteskabsmarkedet. Årene går imidlertid, uden at den rigtige rigmand dukker op blandt Kittys beundrere, og da hendes yngre søster pludselig står til at indgå lige præcis den slags ægteskab, som var tiltænkt Kitty, gifter Kitty sig i panik med lægen Walter Fane, der arbejder som epidemiolog i kolonien i Hong Kong. Kitty foragter Walter for hans alvorlige adfærd, mangel på status og for hans grænseløse forelskelse i hende, og ægteskabet fungerer ikke. Da Walter opdager, at Kitty er ham utro, tvinger han hende som straf til at tage med sig til en kolerahærget kinesisk by. Der må Kitty indse, at hun har en del at lære om andre mennesker – og om sig selv.

Historien fortælles fra Kittys synsvinkel, og der er en del passager, hvor læseren følger med i Kittys tankestrøm. Det bliver mange steder ret langtrukkent, men det er fordelen ved lydbøger – det er lettere at komme igennem de kedelige passager, når bogen bare kværner afsted ved siden af mig, mens jeg laver noget andet.

Passagerne giver samtidig et indblik i Kittys sind, der ikke er videre flatterende. Hun er egoistisk, uintelligent, naiv, navlebeskuende, og selvom det er forfriskende med en “heltinde” med så mange fejl, kunne jeg simpelthen ikke holde af hende.

Hun foretager sig ikke rigtig noget, der ikke i sidste ende kommer hende selv til gode. Selv når hun involverer sig i nonnernes velgørenhedsarbejde, er det i bund og grund af egoistiske årsager; fordi nonnernes livsførelse fascinerer, og hun ønsker, at de skal lægge mærke til hende.

Selv hendes forsøg på at forbedre sig er så selvcentrerede, at det heller ikke gør noget godt for mit syn på hende. Godt nok indser hun efterhånden, at hendes handlinger og værdier har været forkerte, men hun skubber ansvaret fra sig og skyder størstedelen af skylden på sin mor og på manden, der forførte hende.

Bogen er dog samtidig et rigtig fint billede af en kvinde, der forsøger at gøre op med de værdier, hun er opdraget til – og af, hvor vanskeligt det egentlig er. Der er ikke ét vendepunkt eller en begivenhed, hvor Kitty pludselig bliver et nyt og bedre menneske. Det er tværtimod en lang, sej kamp, hun begiver sig ud i.

Samtidig er det en ret rørende historie om ugengældt kærlighed og om, hvordan mennesker kan gå fejl af hinanden og overse hinandens virkelige kvaliteter.

Disse ting gør bogen værd at læse; på trods af de langtrukne passager og den begrænsede handling.

Bogen er i øvrigt filmatiseret flere gange; senest i 2006 med Naomi Watts og Edward Norton som henholdsvis Kitty og Walter. Det er ved at være nogle år siden, jeg så den, men jeg husker den som klart anbefalelsesværdig og mere stemningsfuld end bogen.

“The Night Circus” af Erin Morgenstern

“The finest of pleasures are always the unexpected ones”

 Titel: The Night Circus. Forfatter: Erin Morgenstern. Forlag: Vintage Books. Opr. udgivet: 2011. Antal sider: 490. 4/5 stjerner.

“The circus arrives without warning. No announcements precede it, no paper notices on downtown posts and billboards, no mentions or advertisements in local newspapers. It is simply there, when yesterday it was not”. 

Cirkusset er kun åbent om natten og er helt blottet for farver; alt er sort og hvidt. Men bag indgangen venter et væld af helt unikke oplevelser, der næsten er for fantastiske til at være mulige. Og det er de heller ikke; det er nemlig magi, der holder cirkusset sammen og magi, der gør, at det adskiller sig fuldstændig fra alle andre forlystelser, der nogensinde er set.

Men bag alt det, som publikum ser, foregår noget meget mere dystert; cirkusset er nemlig ikke andet end scenen for en konkurrence på evner og udholdenhed mellem to unge magikere, der er blevet trænet til netop dét siden deres barndom. Selvfølgelig forelsker de to konkurrenter sig efterhånden i hinanden, hvilket gør det svært at deltage i en konkurrence, der viser sig at være alt andet end ufarlig; både for dem selv og for alle med tilknytning til cirkusset.

“The Night Circus” lægger smukt ud. Spændingen og mystikken breder sig fra allerførste side. Desværre mister historien tempo, og spændingen, der er eminent bygget op fra begyndelsen, begynder at flade ud hen imod slutningen.

Karaktererne kommer heller aldrig rigtigt til live; deres visuelle fremtoning er knivskarpt beskrevet, men de fleste forbliver alligevel livløse, endimensionelle skitser.

Selv de to hovedpersoner er hver især ret flade karakterer; man lærer dem aldrig rigtigt at kende og bliver aldrig lukket ret meget ind i deres tanker. Den ene af dem kunne endda have fungeret glimrende som skurk – iskold forfører og manipulerende ansat – i en anden roman.

Men i de få scener, hvor de to er sammen, slår det gnister, og der bliver skabet en af de meget få historier om stormende, altopslugende kærlighed, som jeg rent faktisk har fundet både troværdig og medrivende.

“I am haunted by the ghost of my father, I think that should allow me to quote Hamlet as much as I please.”

Når jeg alligevel syntes, at det var en fantastisk oplevelse at læse “The Night Circus”, skyldes det primært sproget og fortællestilen. Hele historien er fortalt i nutid, og sammen med det flotte billedsprog giver det en unik følelse af at være tilstede i det mystiske univers.

Beskrivelserne af omgivelserner var så perfekte, at jeg til tider kunne lukke øjnene og forestille mig, at jeg selv vandrede rundt i “Le Cirque des Rêves” ved midnatstid. Jeg kunne nærmest se en filmatisering for mit indre øje, med karakterene i æteriske, ekstravagante kostumer udelukkende i sort og hvidt.

Opbygningen af handlingen, der foregik i to tempi, hvor den ene del langsomt indhentede den anden, syntes jeg også fungerede rigtig godt.

Det var dog en skam, at der ikke var brugt lidt flere kræfter på at forankre den magiske verden i virkeligheden. Det var som om, koblingen til virkelighedens verden manglede, hvilket på en måde tog lidt fra den magiske verden. Noget af charmen ved f.eks. Harry Potter er i mine øjne netop, at bøgerne formår at forankre det magiske univers i virkeligheden, og det savnede jeg her.

Men. Svaghederne til side var jeg helt eminent underholdt og havde meget svært ved at lægge bogen fra mig, og det overtrumfer altså alt andet.

“Mig før dig” af Jojo Moyes

 Titel: Mig før dig (oversat fra engelsk: Me before you). Forfatter: Jojo Moyes. Forlag: Biblioteksmedier A/S. Opr. udgivet: 2012 (denne udgave: 2013). Varighed: 15 t. og 36 min. Oplæser: Randi Winther. Lånt via eReolen. 2/5 stjerner.

Louisa Clarke lever et ret kedeligt liv. Hun bor i en alder af 27 stadig hjemme hos sine forældre, og hun er kæreste med en fyr, som hun ikke er forelsket i, og som går mere op i at løbetræne end i noget andet. Men så mister hun sit job på den lokale café og bliver i stedet ansat som handicaphjælper for Will Traynor, der er blevet lam mere eller mindre fra halsen og ned efter et trafikuheld. Will har mistet lysten til at leve efter ulykken, og snart gør Louisa det til sin mission at lære ham at finde glæden ved tilværelsen.

Det er ved at være noget tid siden, jeg blev færdig med at lytte til bogen, og jeg har tænkt meget over anmeldelsen; jeg kan ikke rigtig lide at skrive en dårlig anmeldelse af en bog, som så mange, hvis bogsmag jeg har stor respekt for, har været begejstrede for. Men jeg kan simpelthen ikke se det gode ved bogen her, som andre åbenbart har øjne for. Tværtimod var jeg vred på den, og det har ikke hjulpet at bruge mere tid på at tænke over den – tværtimod.

Jeg lyttede til ‘Mig før dig’, og havde jeg ikke gjort det, havde jeg sandsynligvis aldrig fået den læst færdig. Jeg havde meget svært ved at komme i gang med bogen og glemte den i en lang periode, og hvis jeg ikke var blevet syg og nødt til at tilbringe en dag i sengen uden andet at tage mig til end at høre bogen færdig, havde jeg næppe nået det inden lånet udløb. Havde det ikke været en lydbog, havde jeg nok bare læst begyndelsen, skimmet resten og læst slutningen som jeg plejer at gøre med bøger, der ikke rigtig fanger mig.

Historien er såmænd spændende nok, og bogen forsøger også at tumle med et meget alvorligt og interessant emne. Men jeg kunne simpelthen ikke blive grebet af handlingen, fordi den var pakket ind i så mange klichéer, at det fuldstændig stjal mit fokus.

Det var tydeligt, at forfatteren har gjort et forsøg på at gøre sine karakterer nuancerede og komplekse, men der var ikke én af dem, som ikke forekom mig så stereotyp, at det var (ufrivilligt) morsomt. Jeg ved ikke, om det var forfatterens hensigt at bruge de overdrevne biroller og Louisas barnlige hjemlige konflikter som et sjovt indspark i det alvorlige, men det faldt fuldstændig til jorden for mig.

Louisa syntes jeg var så irriterende umoden og selvcentreret, at det var umuligt at interessere mig for, hvad der skete med hende. Hun havde ingen ambitioner, ingen planer, virkede selv fuldstændig uinteresseret i sin fremtid. Indtil hun altså øjnede muligheden for at give sit liv mening gennem Will.

Det var nok det, der irriterede mig allermest ved bogen. Historien om en ung, uuddannet og kikset pige, der bare lige skal møde den rigtige mand for at indse, at hun er smuk og talentfuld osv. er fortalt mange gange før i alle mulige afskygninger, og jeg bliver lige irriteret over den underliggende præmis hver gang: Pige skal bare have nogle belærende ord gode råd fra mand, og så kan hun pludselig det hele og har i øvrigt slet ikke brug for psykologhjælp til at bearbejde fortidens traumatiske oplevelser.

Will kunne jeg heller ikke lide. Selvom man kan forklare meget af hans opførsel med den håbløse situation efter ulykken, virkede han heller ikke som et særligt sympatisk menneske før ulykken.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor interessant historien mon kunne have været, hvis den havde udspillet sig i et mindre karikeret univers med personer, som jeg faktisk brød mig om; men som det var, var jeg ret ligeglad med, hvad der skete. Den, jeg havde mest medfølelse med i hele fortællingen, var nok Wills mor (hvor overklassekarikeret hun end var). Sikke en grim situation at stå i, og sikke en behandling hun skulle udsættes for.

Hvorfor historien skulle pakkes ind i gang sødsuppet kærlighedshistorie forstår jeg ikke helt. Jeg synes ikke, kærlighedsdelen bidrog med noget til historien; tværtimod virkede den utroværdig og rørte mig overhovedet ikke. Jeg tror faktisk, jeg kunne have holdt lidt mere af historien, hvis der ikke havde været nogen, der blev forelskede i nogen undervejs.

Mange skriver, at de kneb en tåre ved slutningen. Det gjorde jeg ikke; jeg åndede lettet op over, at den var færdig og ærgrede mig over også at skulle lytte til en hel epilog, før jeg kunne slukke for bogen.

Endelig (og jeg understreger, at jeg ikke har vægtet det i bedømmelsen, da det jo kun har med lytteoplevelsen at gøre), var jeg virkelig, virkelig irriteret på oplæseren. Jeg fik nærmest ticks over den måde, hvorpå hun betonede ordene og replikkerne, og den skingre, pibede klang hun gav Louisas stemme. Selvom den skingre, barnligt forurettede stemme måske ved nærmere eftertanke passede meget godt nok til Louisa…

Nu er jeg færdig med at lukke galde ud og glæder mig over at have fået det ud af verden, så jeg kan fokusere på noget mere positivt. Jojo Moyes tror jeg, jeg giver en meget lang pause.

‘De Fem i Smuglerreden’ af Enid Blyton

 Titel: De Fem i Smuglerreden (oversat fra engelsk: Five go to Smuggler’s Top). Opr. udgivet: 1945. Forlag: Grafisk Forlag. Antal sider: 124.

Selvom ‘De Fem i Smuglerreden’ er en børnebog, læste den selv, helt for min egen skyld, selvom der er længe til, mine børn vil kunne læse den.

Jeg elskede ‘De fem’ som barn. Jeg tror næsten, jeg har været igennem alle bøgerne – eller i hvert fald de fleste af dem.

Jeg elskede de fantastiske locations; gamle huse med hemmelige rum og skjulte gange, borgruiner, klippehuler osv. Og at omgivelserne altid gemte på endnu flere hemmeligheder, der havde noget med farlige kriminelle at gøre. Faktisk virkede det som om, England vrimlede med smuglere, kidnappere og andre røvere og banditter. Men børnene løste altid gåden, uden at det blev sådan for alvor skræmmende. Og der var altid tid til at drikke “high tea” om eftermiddagen.

Jeg har været lidt betænkelig ved at genlæse bøgerne. Ikke bare fordi, en portion voksen realitetssans betyder, at man forholder sig lidt mere skeptisk til alle de fantastiske ting, børnene oplever. Men også fordi, der er mange andre årsager til at være kritisk overfor ‘De fem’ i dag. Kønsrollerne, for nu at starte et sted. Hvorfor må pigerne aldrig være med, når det bliver spændende? Og hvorfor er det en ros til George, når hun får at vide, at hun er “lige så god som en dreng”?

Derudover må jeg undre mig lidt over, hvor børnenes forældre er henne. Det virker lidt påfaldende, at forældrene har så lidt imod at undvære deres kostskoleunger, når de endelig har ferie, at de både planlægger rejser uden børn og gladeligt sender ungerne afsted for at bo hos andre mennesker, som forældrene ikke rigtig kender. Men hvad ved jeg – måske fandtes sådanne forældre virkelig i efterkrigstidens engelske middelklasse.

Og nu jeg var ved kønsroller – Hvad er det så egentlig med George? Vil hun bare gerne anerkendes på lige fod med drengene og har indset, at den eneste måde, hun kan opnå det, er ved at lade som om, hun er en dreng? Eller lider hun mon af en egentlig kønsidentitetsforstyrrelse?

Alle spørgsmålene til side, så er ‘De fem’ og deres simple mysterier nu stadig god underholdning, og jeg kan ikke sige mig helt fri for at drømme om at bo i et mystisk gammelt hus med skjulte døre og nedgange til hemmelige labyrinter.

‘Mus og mænd’ af John Steinbeck

“Vi har hinanden, derfor er der nogen, der bryder sig en kæft om os.”

Titel: Mus og mænd (dobbeltudgave sammen med Dagdriverbanden). Oversat fra engelsk: Of Mice and Men. Forfatter: John Steinbeck. Opr. udgivet: 1937. Denne udgave: 1973. 5/5 stjerner

George og Lennie ernærer sig som landarbejdere ved at gå fra gård til gård, hvor der er arbejde at få. George er lille og intelligent, Lennie er stor, meget stærk og retarderet, så han mentalt svarer til et lille barn. Selvom George ikke altid er lige venlig overfor Lennie, passer han på ham og forsøger at holde ham ude af problemer. Sammen har de en drøm om en dag at spare penge sammen til at købe deres eget lille sted, hvor de kan være deres egne herrer, og Lennie kan få lov at passe kaninerne. Kaniner er nemlig større end mus, og måske kan Lennie så kæle med dem uden at slå dem ihjel med sine stærke hænder.

Mit første forsøg i mange år på at læse Steinbeck begyndte ikke så godt. Først knækkede ryggen på min fars indtørrer gamle dobbeltudgave af ‘Dagdriverbanden’ og ‘Mus og mænd’, og der dryssede små stykker pap fra omslaget, indtil jeg reparerede det nødtørftigt med tape (Det var ikke min skyld, helt ærligt!). Dernæst opgav jeg med en blanding af irritation og vrede at læse ‘Dagdriverbanden’ færdig, da jeg havde tygget mig igennem 1/3 af historien. Havde jeg gjort den færdig, var det nok blevet noget med 1-2/5 stjerner – Hold nu op, hvor var den kedelig.

Heldigvis har jeg længe ønsket at få læst ‘Mus og mænd’; faktisk lige siden min engelsklærer præsenterede os for filmatiseringen med John Malkovich. Så jeg besluttede mig for alligevel at give den en chance. Og det er jeg glad for, for ‘Mus og mænd’ er alt det, som jeg savnede i ‘Dagdriverbanden’.

Historien er medrivende, personerne er den slags, som man holder af, selvom de langt fra er perfekte, og slutningen gav mig en klump i halsen, selvom jeg allerede kendte den fra filmen.

“Der er ikke mange, der sådan rejser rundt sammen,” sagde han eftertænksomt. “Jeg ved ikke, hvad det kommer af. Måske alle mennesker i hele denne forbandede verden er bange for alle andre mennesker.”

På de ganske få sider, som bogen fylder (i min udgave var det sølle 99 sider), når Steinbeck at tegne et jordnært og realistisk billede af landdistrikternes arbejderklasse i 1930’ernes USA. Det er ikke for ingenting, at Steinbeck er kendt for sine proletariat-romaner.

Det er en verden, hvor der ikke er megen plads til venskaber, og hvor drømme om en bedre tilværelse oftest ender lørdag aften, når pengene bliver brugt på whisky på det lokale bordel.

Og det er en verden, hvor der slet ikke er plads til én som Lennie. Jeg kan godt lide, at Steinbeck på ingen måde har fremstillet Lennie som en “morsom idiot”. Det er nemlig absolut intet morsomt over Lennies situation; det bedste, Lennie kunne håbe på uden Georges beskyttelse, var at blive spærret inde på en tosseanstalt, og der hviler hele tiden en skygge af tragedie over Lennie – Hvor længe kan det blive ved med at gå?

Jeg læste bogen på dansk, fordi jeg snuppede den i min fars reol. Ellers ville jeg helt sikkert have valgt at læse den på originalsproget, for det er svært helt at få den drævende amerikanske arbejders udtale med i den pæne danske oversættelse. Jeg har efterfølgende googler nogle citater og uddrag af bogen og kan godt fornemme, at der er noget mere “saft og kraft” i originalen.

‘Junglebogen’ af Rudyard Kipling

“Hvorledes lyder junglens lov? Dræb først – og giv hals bagefter.”

 Titel: Junglebogen. Oversat fra engelsk: The Jungle Book. Forfatter: Rudyard Kipling. Opr. udgivet: 1894 (denne udgave 1990). Antal sider 173. 4/5 stjerner

Det er længe siden, jeg læste ‘Junglebogen’ for første gang, og jeg blev derfor rigtig glad, da den blev trukket op af dåsen med titler i min læseklub. Og det var også et dejligt gensyn.

De fleste kender ‘Junglebogen’ fra Disneys tegnefilm fra 1967, og selvom jeg havde læst bogen før, blev jeg faktisk overrasket over, hvor forskellig bogen er fra filmen. Der er ikke bare det, at tonen er meget mere barsk end i filmen; Disneyfilm er jo altid noget mere afslebne end deres inspiration. Men der er også ret store forskelle i handlingen og i dyrenes – særligt Baloos – personligheder.

Derudover handler ‘Junglebogen’ jo ikke kun om Mowgli, selvom fortællingen om ham er den, der fylder mest. ‘Junglebogen’ er faktisk en samling af noveller, der har det til fælles, at dyrene er hovedpersoner, og at de fleste af dem foregår i Indien.

Min yndlingshistorie er stadig ‘Rikki-tikki-tavi’; historien om den lille mangust, der går på cobrajagt i den engelske families hus og have. Derudover kunne jeg godt lide ‘Den hvide sæl’, mens andre af historierne var mindre interessante.

Udgaven, jeg læste, er den, jeg fik som barn. Jeg kan dog ikke anbefale at læse bogen på dansk. Der er en del sange i bogen, som ikke rigtig lader sig oversætte til dansk uden at miste enten betydningen eller de rim, der er i originalen.