‘De Fem i Smuglerreden’ af Enid Blyton

 Titel: De Fem i Smuglerreden (oversat fra engelsk: Five go to Smuggler’s Top). Opr. udgivet: 1945. Forlag: Grafisk Forlag. Antal sider: 124.

Selvom ‘De Fem i Smuglerreden’ er en børnebog, læste den selv, helt for min egen skyld, selvom der er længe til, mine børn vil kunne læse den.

Jeg elskede ‘De fem’ som barn. Jeg tror næsten, jeg har været igennem alle bøgerne – eller i hvert fald de fleste af dem.

Jeg elskede de fantastiske locations; gamle huse med hemmelige rum og skjulte gange, borgruiner, klippehuler osv. Og at omgivelserne altid gemte på endnu flere hemmeligheder, der havde noget med farlige kriminelle at gøre. Faktisk virkede det som om, England vrimlede med smuglere, kidnappere og andre røvere og banditter. Men børnene løste altid gåden, uden at det blev sådan for alvor skræmmende. Og der var altid tid til at drikke “high tea” om eftermiddagen.

Jeg har været lidt betænkelig ved at genlæse bøgerne. Ikke bare fordi, en portion voksen realitetssans betyder, at man forholder sig lidt mere skeptisk til alle de fantastiske ting, børnene oplever. Men også fordi, der er mange andre årsager til at være kritisk overfor ‘De fem’ i dag. Kønsrollerne, for nu at starte et sted. Hvorfor må pigerne aldrig være med, når det bliver spændende? Og hvorfor er det en ros til George, når hun får at vide, at hun er “lige så god som en dreng”?

Derudover må jeg undre mig lidt over, hvor børnenes forældre er henne. Det virker lidt påfaldende, at forældrene har så lidt imod at undvære deres kostskoleunger, når de endelig har ferie, at de både planlægger rejser uden børn og gladeligt sender ungerne afsted for at bo hos andre mennesker, som forældrene ikke rigtig kender. Men hvad ved jeg – måske fandtes sådanne forældre virkelig i efterkrigstidens engelske middelklasse.

Og nu jeg var ved kønsroller – Hvad er det så egentlig med George? Vil hun bare gerne anerkendes på lige fod med drengene og har indset, at den eneste måde, hun kan opnå det, er ved at lade som om, hun er en dreng? Eller lider hun mon af en egentlig kønsidentitetsforstyrrelse?

Alle spørgsmålene til side, så er ‘De fem’ og deres simple mysterier nu stadig god underholdning, og jeg kan ikke sige mig helt fri for at drømme om at bo i et mystisk gammelt hus med skjulte døre og nedgange til hemmelige labyrinter.

‘Junglebogen’ af Rudyard Kipling

“Hvorledes lyder junglens lov? Dræb først – og giv hals bagefter.”

 Titel: Junglebogen. Oversat fra engelsk: The Jungle Book. Forfatter: Rudyard Kipling. Opr. udgivet: 1894 (denne udgave 1990). Antal sider 173. 4/5 stjerner

Det er længe siden, jeg læste ‘Junglebogen’ for første gang, og jeg blev derfor rigtig glad, da den blev trukket op af dåsen med titler i min læseklub. Og det var også et dejligt gensyn.

De fleste kender ‘Junglebogen’ fra Disneys tegnefilm fra 1967, og selvom jeg havde læst bogen før, blev jeg faktisk overrasket over, hvor forskellig bogen er fra filmen. Der er ikke bare det, at tonen er meget mere barsk end i filmen; Disneyfilm er jo altid noget mere afslebne end deres inspiration. Men der er også ret store forskelle i handlingen og i dyrenes – særligt Baloos – personligheder.

Derudover handler ‘Junglebogen’ jo ikke kun om Mowgli, selvom fortællingen om ham er den, der fylder mest. ‘Junglebogen’ er faktisk en samling af noveller, der har det til fælles, at dyrene er hovedpersoner, og at de fleste af dem foregår i Indien.

Min yndlingshistorie er stadig ‘Rikki-tikki-tavi’; historien om den lille mangust, der går på cobrajagt i den engelske families hus og have. Derudover kunne jeg godt lide ‘Den hvide sæl’, mens andre af historierne var mindre interessante.

Udgaven, jeg læste, er den, jeg fik som barn. Jeg kan dog ikke anbefale at læse bogen på dansk. Der er en del sange i bogen, som ikke rigtig lader sig oversætte til dansk uden at miste enten betydningen eller de rim, der er i originalen.

Barndomsbøger #3: “Elmer og dragen”-serien af Ruth Stiles Gannett

foto2

Titler: Min fars drage, Elmer og dragen og Dragernes bjerg (originale titler “My Father’s Dragon”, “Elmer and the Dragon” og “The Dragons of Blueland”). Forfatter: Ruth Stiles Gannett. Opr. udgivet: 1948.

“Da min far var en lille dreng, mødte han en kold regnvejrsdag en gammel herreløs kat på gaden. Katten var drivvåd og forkommen, så min far sagde: „Vil du ikke gerne med hjem til mig?””

Sådan begynder historien om den 9-årige Elmer, der møder herreløs kat og derefter tager afsted til Vildøen for at befri en drageunge.

Jeg kan ikke huske, hvornår eller fra hvem jeg har fået disse bøger. Jeg kan heller ikke huske, at jeg nogensinde er stødt på dem andre steder. Til gengæld kan jeg tydeligt huske de fine sort/hvide illustrationer, og hvordan man krydser en flod ved hjælp af krokodiller og slikkepinde.

Jeg fik bøgerne i hænderne igen i går, da jeg var ved at pakke indholdet af reolen ned i flyttekasser (vi skal nemlig flytte til et større hus om en måned – Hurra!). Jeg gik lidt i stå og kunne ikke pakke bøgerne væk, før jeg havde siddet og bladret lidt i dem og haft tid til at mindes historien og nyde de fine tegninger.

Det er egentlig en skam, at bøgerne ikke er mere kendte herhjemme, for det er sådan en fin historie. Eller faktisk er det jo 3 fine historier, for hver bog i serien har sit eget lille eventyr i en fantasiverden beboet af drager, talende katte, banditter og bortfløjne kanariefugle.

Hvis de stadig kan støves op på dansk, kan de varmt anbefales – De har i hvert fald stadig et enkelt eksemplar på bibliotekerne her i Aarhus.

Sara, Sofus og Leander – og Barndomsbøger #2

IMG_2443-0.JPG

Nu er vi tilbage i min tidlige barndom – og samtidig på mine børns værelse.

Min egen mor fortæller, at hun læste den bog så tit, at hun næsten kunne den udenad. Og da jeg så bogen i Bilka for et par år siden, blev jeg ramt af nostalgi og kunne alle disse år efter høre det runge i mit eget hoved:

Tre små katte, som hed Sara, Sofus og Leander,
græd og råbte: vi har tabt vore uldne vanter

Find dem straks, sagde deres mor,
bring dem her tilbage,
ellers får I hverken mælk
eller nybagt kage.

Jeg fik straks fundet mit eget gamle eksemplar frem og begyndte at læse den for ungerne. Og de elskede den og elsker den stadig – i nogle perioder mindre end i andre, men “Sara, Sofus og Elleander” bliver ved med at dukke op med mellemrum, når der skal læses godnathistorie.

Og jeg kan recitere teksten udenad. Halvt i søvne. Jeg er sikker på, at hvis man vækkede mig midt om natten, kunne jeg lire hele remsen af om vanterne, der bliver væk, fundet igen, smurt ind i syltetøj, vasket og hængt til tørre.

Børnene elsker den for de fængende rim, den simple historie og de søde tegninger, som giver anledning til mere snak, og hvor man kan lede efter den lille mus, der gemmer sig på hvert billede.

En vaskeægte børneklassiker, som tåler at blive læst igen og igen, uden trang til at kaste bogen ud af vinduet.

Barndomsbøger #1

Jeg har læst og fået læst mange bøger som barn. Nogle af dem er gået tabt i glemslen; nogle af dem kan jeg pludselig huske noget fra, når jeg falder over dem på biblioteket eller i boghandlernes børneafdeling; andre husker og elsker jeg den dag i dag. Dette her handler om den sidste slags – De bøger, jeg stadig mindes med glæde.

IMG_0374-2.JPG

De bøger, der har betydet mest for mig, er nok Laura Ingalls Wilders “Det Lille Hus”-serie.

Bøgerne om den lille nybyggerpiges opvækst og familiens trængsler på Nordamerikas barske prærie har jeg både fået læst højt og siden læst selv – og med forskelligartede følelser.

Da jeg fik “Laura-bøgerne”, som vi kaldte dem dengang, læst højt af mine forældre fra jeg var omkring 6 år, var det de små historier fra dagligdagen, der fyldte mest. Jeg var helt fascineret over, hvordan de lavede mad, tappede ahornsirup, fik svineblæren at lege med som ballon, fik kludedukker i julegave osv. Jeg kan dog også huske, at uretfærdighederne og den meget strenge opdragelse meget for mig. Jeg kunne nærmest blive helt vred på Lauras vegne over de krav der blev stillet til børnene om at være kærlige og uselviske.

Da jeg senere selv læste dem, var det i højere grad den ældre Laura, der optog mig. De første bøger var jeg stadig glad for, men til forskel fra tidligere forstod jeg nu bedre især de sidste bøger, der handler om Lauras liv som næsten voksen, forlovet, nygift og ung mor.

Undervejs i Lauras opvækst rammes familien af den ene katastrofe efter den anden; græshopper æder høsten, storesøster Mary bliver blind osv.; men det er ikke det, der fylder bøgerne.

Nogen kunne måske kritisere bøgerne for at tegne et glansbillede og skøjte for let henover de virkelig tunge ting – Laura Ingalls Wilders har fx udeladt lillebroderen, der døde i en alder af 9 mdr., af historien og har sprunget de år over, hvor familien boede i byen og forsøgte sig med hoteldrift. Men jeg synes netop, at det fine ved bøgerne er, at de formår at fortælle om den barske tilværelse på et niveau, hvor de børn, som bøgerne er skrevet til, kan være med. Og måske også det niveau, som forfatteren, der selv var et barn, oplevede dem på. For mig er det faktisk bøgernes største charme.

Bøgerne tager meget af det svære med, men svælger ikke i det, og det indtryk, bøgerne efterlader, er derfor fyldt med kærlighed, mørke aftener med violinspil og historier og en ukuelig optimisme.

Jeg elsker alle bøgerne, men hvis jeg skal vælge en favorit, er det alligevel den første bog i serien, “Det lille hus i den store skov”, der med ahorn-tapning, sjælne indkøbsture til byen, familievisitterm juleaftener og leg, krydret med historier om bjørne og pumaer, har gjort det største indtryk på mig.

IMG_0376.JPG

Jeg brød mig i øvrigt ikke om den sukkersøde tv-serie med Melissa Gilbert i hovedrollen. Hun var ikke Laura, og den serie blev ved alt, alt for længe.