‘De Fem i Smuglerreden’ af Enid Blyton

 Titel: De Fem i Smuglerreden (oversat fra engelsk: Five go to Smuggler’s Top). Opr. udgivet: 1945. Forlag: Grafisk Forlag. Antal sider: 124.

Selvom ‘De Fem i Smuglerreden’ er en børnebog, læste den selv, helt for min egen skyld, selvom der er længe til, mine børn vil kunne læse den.

Jeg elskede ‘De fem’ som barn. Jeg tror næsten, jeg har været igennem alle bøgerne – eller i hvert fald de fleste af dem.

Jeg elskede de fantastiske locations; gamle huse med hemmelige rum og skjulte gange, borgruiner, klippehuler osv. Og at omgivelserne altid gemte på endnu flere hemmeligheder, der havde noget med farlige kriminelle at gøre. Faktisk virkede det som om, England vrimlede med smuglere, kidnappere og andre røvere og banditter. Men børnene løste altid gåden, uden at det blev sådan for alvor skræmmende. Og der var altid tid til at drikke “high tea” om eftermiddagen.

Jeg har været lidt betænkelig ved at genlæse bøgerne. Ikke bare fordi, en portion voksen realitetssans betyder, at man forholder sig lidt mere skeptisk til alle de fantastiske ting, børnene oplever. Men også fordi, der er mange andre årsager til at være kritisk overfor ‘De fem’ i dag. Kønsrollerne, for nu at starte et sted. Hvorfor må pigerne aldrig være med, når det bliver spændende? Og hvorfor er det en ros til George, når hun får at vide, at hun er “lige så god som en dreng”?

Derudover må jeg undre mig lidt over, hvor børnenes forældre er henne. Det virker lidt påfaldende, at forældrene har så lidt imod at undvære deres kostskoleunger, når de endelig har ferie, at de både planlægger rejser uden børn og gladeligt sender ungerne afsted for at bo hos andre mennesker, som forældrene ikke rigtig kender. Men hvad ved jeg – måske fandtes sådanne forældre virkelig i efterkrigstidens engelske middelklasse.

Og nu jeg var ved kønsroller – Hvad er det så egentlig med George? Vil hun bare gerne anerkendes på lige fod med drengene og har indset, at den eneste måde, hun kan opnå det, er ved at lade som om, hun er en dreng? Eller lider hun mon af en egentlig kønsidentitetsforstyrrelse?

Alle spørgsmålene til side, så er ‘De fem’ og deres simple mysterier nu stadig god underholdning, og jeg kan ikke sige mig helt fri for at drømme om at bo i et mystisk gammelt hus med skjulte døre og nedgange til hemmelige labyrinter.

‘Skammerkrigen’ af Lene Kaaberbøl

Titel: Skammerkrigen (Skammerens Børn #4). Forfatter: Lene Kaaberbøl. Opr. udgivet: 2003. Forlag: Gyldendal Lyd. Oplæser: Ann-Britt Mathiesen. Varighed: 10 t. og 28 min. 4/5 stjerner

Dina og Davin er tilbage i højlandet efter begivenhederne i ‘Slangens Gave’; Dina med en ny evne, som hun ikke helt ved, hvad hun skal stille op med. Men dragefyrsten Drakan, der huserer i lavlandet, griber snart ind i deres tilværelse igen. Altimens Drakan planlægger at invadere højlandet for endelig at skaffe sig af med den retmæssige fyrste, Drakans halvbror Nico, har Nico endelig besluttet sig for, at det er hans ansvar at gøre en ende på Drakans rædselsregime. Han vælger dog en vej og nogle allierede, som ikke lige falder i Dinas smag, og så må hun jo følge efter ham for at prøve at sikre, at den endelige kamp ikke får det forkerte udfald.

‘Skammerkrigen’ er den sidste bog i serien, og den får handlingen i ‘Slangens Gave’, der ellers godt kunne virke lidt løsrevet fra den overordnede handling, til at give mening.

Det var en god afslutning, selvom jeg følte, at der manglede noget – lidt flere detaljer, lidt mere kød på den sidste del. Men det er jo en børnebog, som skal læses ud fra den præmis.

Jeg kom aldrig til at synes om Davin som fortæller, og det har betydet noget for mit syn på serien. Det er som om, han bliver ved med at tænke mest på at sikre en helterolle til sig selv og meget mindre på, om de ting, han gør undervejs, er smarte.

Det er dog noget af det, jeg mere overordnet godt kan lide med serien – Dem, som glemmer at bruge hovedet, kommer galt afsted, og bogen sætter mange gange evnen til at tænke over våben og fysisk styrke. Magten over andre mennesker er heller ikke noget, som de gode stræber efter, men noget som de modstræbende påtager sig.

Nico er også en forfriskende atypisk helt med sin uvilje til at lede og sin livstrætte pacifisme.

Nu skal oplæsningen selvfølgelig ikke være en del af vurderingen af bogen, men jeg kan ikke skrive om denne bog uden et par bemærkninger om oplæseren, for det var uden tvivl den oplæser, der har irriteret mig mest i min korte erfaring med lydbøger. En ting er, at hun talte meget gammeldags – det kunne jeg godt se igennem fingre med. Men at hun udtalte replikkerne med en helt forkert betoning, så de lød som spørgsmål eller fik en spydig eller overrasket tone, når det overhovedet ikke passede ind i sammenhængen, irriterede mig frygteligt. Og så kan jeg heller ikke forstå, at en oplæser af en lydbog ikke lige finder ud af, hvordan de foregående oplæsere udtalte egenavne og stednavne. Nu har jeg jo ikke set historien på skrift, så jeg ved jo ikke, hvilke udtalemåder der giver bedst mening – men det var virkelig, virkelig irriterende, at det pludselig var anderledes. Jeg er faktisk ret sikker på, at der var et enkelt navn, som oplæseren selv udtalte forskelligt gennem bogen.

 

“Slangens Gave” af Lene Kaaberbøl

Titel: Slangens Gave. Forfatter: Lene Kaaberbøl. Udgivet: 2001 (denne udgave 2009) Forlag: Gyldendal Lyd. Oplæser: Karin Rørbech. Varighed: 11 t. og 21. min. Lånt via eReolen. 4/5 stjerner

Dina og hendes familie gemmer sig stadig for den grusomme dragefyrste Drakan blandt klanerne i højlandet, og de er ved at finde sig til rette i tilværelsen der. Men da Dinas far, sortemesteren Sezuan, pludselig dukker op, må familien igen flygte over hals og hoved. Det er dog ikke så let at gemme sig for en sortemester, og der kan hurtigt komme en tid, hvor Dina har brug for hjælp fra en, der har slangens gave.

“Slangens Gave” er den tredje bog i serien om Dina og hendes familie, og i mine øjne klart den bedste indtil videre.

Jeg var begejstret for “Skammerens Datter” og noget mindre begejstret for “Skammertegnet”, men mens jeg lyttede til “Slangens Gave”, følte jeg mig virkelig hensat til en anden verden – en lidt genkendelig middelalderverden, der samtidig er befolket med drager, søuhyrer og mennesker med overnaturlige kræfter.

Hvor jeg ærgrede mig over, at “Skammertegnet” hastede overfladisk gennem handlingen uden at tage sig tid til at dvæle ved detaljerne, tog “Slangens Gave” sig netop tid til at tegne historiens omgivelser klart og tydeligt med det resultat, at jeg blev revet med af historien i en sådan grad, at jeg tvang mine larmende unger til gav mine børn lov til at se “To på flugt”, så jeg kunne få lov at lave aftensmad og høre bogen færdig i fred.

Dina kæmper i “Slangens Gave” stadig med sine skammerkræfter, som hun ikke længere har kontrol over. Men udover skammerevnen er nu også sortemesterevnen – eller slangens gave – som Dinas mystiske far besidder, en del af historiens univers. Jeg må indrømme, at jeg syntes slangens gave var en ret fantastisk evne at have, og jeg heppede hele historien igennem på, at Dina skulle have arvet den fra sin far, selvom hun selv meget gerne ville være fri.

Fortællerstemmen skifter stadig mellem Dina og hendes storebror Davin, og selvom jeg stadig synes bedst om Dina som fortæller og ventede på, at historien skulle vende tilbage til hendes synsvinkel, gav Davins kapitler meget mere mening i denne bog. En stor del af historiens mere alvorlige del kunne ikke være fortalt uden fortællerskiftet, og Davin udvikler sig meget gennem bogen og er ikke længere helt så tungnem og helt så meget en 16-årig dreng på den rigtig trælse måde. Set i bakspejlet kan jeg godt se, at de lidt overflødige kapitler med Davin i “Skammertegnet” var nødvendige for at få introduceret ham som fortæller inden “Slangens Gave”.

Jeg glæder mig til, at et af mine lån på eReolen udløber, så jeg kan få hentet “Skammerkrigen” og høre slutningen på historien.

‘Skammertegnet’ af Lene Kaaberbøl

IMG_3703.PNG

Titel: Skammertegnet. Forfatter: Lene Kaaberbøl. Forlag: Gyldendal Lyd. Udgivet: 2001 (lydbog indlæst 2009). Oplæser: Karin Rørbech. Varighed: 8 t. og 9 min. Lånt via eReolen. 3/5 stjerner

Efter at dragefyrsten Drakan nedbrændte deres gård, har Dina Tonerre og hendes familie sammen med den retmæssige arving til fyrstedømmet Dunark, Nicodemus, søgt tilflugt i højlandet og startet et nyt liv der. Men i lavlandet får den hævngerrige Drakan mere og mere magt, og snart er højlandet heller ikke længere et sikkert sted for Skammeren og hendes datter.

“Skammertegnet” er den anden bog i serien om Skammerens børn. I denne bog følger vi ikke længere kun Dina, men også hendes storebror Davin, som har sine egne udfordringer at kæmpe med; på kanten mellem dreng og mand vil han gerne respekteres som en voksen mand, der kan beskytte og kæmpe for sin familie. Fortællerstemmen skifter mellem Dina og Davin, så vi får flere sidet af historien med.

Jeg er ikke så begejstret for “Skammertegnet” som jeg var for “Skammerens Datter”. Jeg brød mig ikke om skiftet mellem de to fortællere – Ikke fordi det ikke fungerede, men fordi Davins historie simpelthen ikke fangede mig på samme måde som Dinas. Jeg blev ved med at vente på, at fortælleren skulle skifte til Dina igen.

Samtidig strækker handlingen sig tidsmæssigt over en længere periode, hvor den nogle steder nærmest blev jaget igennem, så jeg savnede flere detaljer og dybde; og andre steder gik i stå, så jeg havde svært ved at komme videre. Hvor jeg hørte “Skammerens Datter” på rekordtid i hvert ledigt øjeblik, jeg kunne finde, glemte jeg på et tidspunkt alt om “Skammertegnet” og fik den først hørt færdig, da eReolen mindede mig om, at lånet snart udløb.

Det var nu ikke fordi, jeg ikke brød mig om “Skammertegnet”. Det var ikke en dårlig bog; bare slet ikke så stærk som sin forgænger. Jeg håber, der kommer lidt mere kød på i de følgende bøger.

‘Den utrolige historie om den kæmpestore pære’ af Jakob Martin Strid

IMG_3510.JPGTitel: Den utrolige historie om den kæmpestore pære. Forfatter: Jakob Martin Strid. Udgivet: 2012. Forlag: Gyldendal. Antal sider: 99

Mitcho og Sebastian finder en flaskepost med et brev og et frø i. De planter frøet, og natten over vokser en kæmpestor pære frem. Da den sure borgmester, som ikke kan lide store pærer, vil jage dem ud af byen, beslutter de sig for at sejle afsted i den store pære (som i mellemtiden er blevet udhulet) for at finde flaskepostens afsender og Den Mystiske Ø.

Billedet viser, hvordan jeg fandt ‘Den utrolige historie om den kæmpestore pære’ (som herefter kaldes ‘Pærebogen’ – det hedder den nemlig herhjemme), da jeg kiggede ind på børneværelset i går. Min søn havde nemlig fået lov til at tage “min pærebog” med i seng. Det gør han tit, fordi det nogle gange betyder, at han kan falde i søvn, uden at jeg holder ham i hånden.

Selvom han egentlig nok er lidt lille til at følge med i historien, er han helt vild med de fantasifulde billeder; særligt én bestemt scene, hvor pæren ruller ned ad gaden forfulgt af en brandbil, en politibil og en tank.

Historien er egentlig ret langt ude, men det er lige noget, der taler til børnenes fantasi. Og i kombination med de fine, humoristiske tegninger, bliver bogen fantastisk underholdning.

Jakob Martin Strid har i øvrigt også skrevet og tegnet nye børnebogsklassikere som ‘Mustafas kiosk’, ‘Min mormors gebis’, ‘Lille Frø’ og Mimbo Jimbo-bøgerne, som også er vældigt populære herhjemme.

Der kommer også lige et billede af pærebogen uden arm, der dækker for den fine illustration. Den ser da ret indbydende ud.

IMG_3509.JPG

‘Skammerens datter’ af Lene Kaaberbøl

IMG_3473-0.PNG

Billedet er lånt fra eReolen

Titel: Skammerens datter. Forfatter: Lene Kaaberbøl. Forlag: Gyldendal Lyd. Udgivet: 2000. Oplæst af: Lene Kaaberbøl. Lånt via eReolen. Varighed: 6 t. og 38 min. 4/5 stjerner

Dina er skammerens datter, og hun har arvet sin mors gave – eller nærmere forbandelse, hvis man spørger Dina. Når hun ser folk i øjnene, ser hun alt det, de skammer sig over. Derfor tør ingen i landsbyen se hende i øjnene, og ingen af de andre børn vil lege med hende.

En dag kaldes Dinas mor, skammeren, til Dunark for at hjælpe med opklaringen af en frygtelig forbrydelse, og snart havner også Dina selv i Dunark, hvor hun må hjælpe en uskyldig morddømt med at flygte og samtidig forsøge at redde sin mors liv.

Jeg gik glip af ‘Skammerens Datter’, da den udkom. Dengang afskrev jeg den, fordi det var en børnebog, og jeg har egentlig aldrig haft lyst til at læse den. Men så så jeg traileren til den nye film under en sjælden biograftur med min mand og besluttede mig for, at jeg skulle se filmen – læse bogen inden.

Heldigvis ligger hele Skammer-serien som lydbøger på eReolen. Heldigvis, for jeg er bestemt ikke færdig med serien efter den første bog.

Bogen er en fantastisk kombination af en middelalder agtig verden, lidt magi og nogle drager. Samtidig er bogen – til trods for dragerne – realistisk nok til, at jeg ikke afskrev den som for fantastisk.

Handlingen er så medrivende, at jeg næsten ikke kunne lægge høretelefonerne fra mig. Der er en grusom forbrydelse, en uskyldig anklaget, en tronraner, en flugt og meget andet. Det er næsten ‘A Song of Ice and Fire’ for børn; uden sex, indviklede rænker og komplekse personskildringer.

Det er tydeligt at mærke, at det er en børnebog. Personerne er enkle og lette at opdele i gode og onde, og handlingen er ikke særlig kompliceret. Det gør bogen velegnet at høre som lydbog, hvor det nok ellers er lettere lige at gå glip af vigtige detaljer.

Oplæseren er forfatteren selv, og det var en god oplevelse. Hun har en rolig stemme, og der er ikke noget affekteret over oplæsningen af replikker eller Dinas tanker – noget som eller har irriteret mig meget ved andre lydbøger.

Alt i alt kan jeg godt forstå, ‘Skammerens datter’ er blevet så stor en succes, og jeg glæder mig til at læse resten af serien (når min lånegrænse på eReolen ikke længere er nået) og se filmatiseringen til marts.

Børnebogstema: “Den store numsebog” af Majbrith Andersen og Jesper Deleuran

“Alle skabninger på jorden har en numse. Der findes mange forskellige numser. Hullet i numsen bruges til at lukke ting ud af – prutter for eksempel.” IMG_3222.JPG Titel:Den store numsebog. Forfatter: Majbrith Andersen. Illustrationer: Jesper Deleuran. Forlag: ABC. Udgivet: 2008.

Min datter på 4 år fik “Den store numsebog” i julegave, og den er bestemt et hit. Hvornår får man ellers lige lov til at sidde og tale højt om numser, store numser og små numser, dyrenumser og menneskenumser – helt uden at nogen siger “shh” og beder én tale om noget andet?

I bogen er der masser af humoristiske illustrationer af mange forskellige numser med små korte tekster til – Lillebror på 2 1/2 år kan faktisk også sagtens følge med.

Og udover at det er sjovt og lidt frækt at tale om numser, er bogen også et fint udgangspunkt for en snak om, hvordan alle mennesker ser forskellige ud.

Jeg kan ikke afvise, at mor synes, numsebogen er mindst lige så sjov som datteren gør.