‘My Cousin Rachel’ af Daphne du Maurier

Titel: My Cousin Rachel. Forfatter: Daphne du Maurier. Udgivet: 2003 (opr. udgivet 1951). Forlag: Virago. Antal sider: 335.  5/5 stjerner 

Den forældreløse Philip vokser op hos sin velhavende fætter, den inkarnerede ungkarl Ambrose. Af Ambrose lærer Philip, at livet er mest behageligt uden kvinder i huset, og ingen af de to mænd har planer om nogensinde at gifte sig. 

Alt dette ændres imidlertid, da Ambrose pga. sit helbred må tilbringe vinteren i det varmere Italien og dér møder en fjern slægtning, Rachel, som han til Philips store fortrydelse gifter sig med. Ikke mange måneder efter brylluppet begynder Ambroses helbred at svigte, og han dør, inden Philip kan nå at se ham igen. 

Ambroses sidste breve var fyldt med antydninger om, at Rachel på en eller anden måde havde taget livet af ham, og Philips afsky mod den ukendte enke vokser. Alt dette ændres dog, da Rachel pludselig kommer til England, og Philip drages fuldstændig hjælpeløst imod hende. Men har Rachel i virkeligheden skjulte motiver? 

Jeg har vidst, at jeg skulle læse ‘My Cousin Rachel’ lige siden jeg læste den sidste side i ‘Rebecca’. Det to bøger har mange fællestræk; begge steder leger Daphne du Maurier med læserens opfattelse af virkeligheden, men jeg synes faktisk, ‘My Cousin Rachel’ gør det lige en tand bedre end ‘Rebecca’, så historien bliver dybere og mere tvetydig. 

I ingen af de to romaner bliver læseren klogere end fortællerne, der er helt igennem utroværdige i deres narration. ‘My Cousin Rachel’ fortælles fra Philips synsvinkel. Philip er en en naiv og stædig ung mand, der på ingen måde er i stand til at se begrænsningerne i sine egne evner til at gennemskue omgivelserne. Han er hele vejen igennem overbevist om, at hans – skiftende – opfattelser er de rigtige, mens man som læser frustreres over, at han ikke vil lytte til de gode og velmente råd, som de mere afbalancerede personer i hans omgivelser prøver at give ham; i stedet lukker han gamle venner ude og hengiver sig helt til sin grænseløse forgabelse i Rachel. Jeg havde lyst til at slå ham. 

“‘There are some women, Philip,’ he observed, ‘good women very possibly, who through no fault of their own impel disaster. Whatever they touch, somehow turns to tragedy. I don’t know why I say this to you, but I feel I must.'”

For læseren er det virkelig en udfordring at se igennem Philips forståelse og forsøge at fange virkeligheden bag hans drømmeslør. Daphne du Maurier lykkes således med at kaste en tåge over virkeligheden, som læseren hele vejen igennem må kæmpe for at se igennem. Det
er virkelig elegant gjort, og jeg nød spændingen i fulde drag. 

Bogen er oprindeligt udgivet i 1951, men jeg havde svært ved at placere den i en tidsmæssig sammenhæng. Der er ingen biler, og jeg så ingen spor af, at moderne tider var ved at ændre livet for den engelske overklasse. Jeg tænker derfor, at romanens handling tidsmæssigt må placeres noget længere tilbage, før 1. verdenskrig eller måske endda i slutningen af 1800-tallet.

Reklamer

‘Det brogede slør’ af W. Somerset Maugham

Det brogede slørTitel: Det brogede slør (oversat fra engelsk: The Painted Veil). Forfatter: W. Somerset Maugham. Opr. udgivet: 1925 (denne udgave 2012). Forlag: AV-Forlaget Den Grimme Ælling. Varighed: 6 t. og 55 min. Oplæser: Esther Rützou. Lånt via eReolen. 3/5 stjerner

Kitty er ung, morsom og ganske smuk og har derfor gode chancer for at gøre en god fangst på ægteskabsmarkedet. Årene går imidlertid, uden at den rigtige rigmand dukker op blandt Kittys beundrere, og da hendes yngre søster pludselig står til at indgå lige præcis den slags ægteskab, som var tiltænkt Kitty, gifter Kitty sig i panik med lægen Walter Fane, der arbejder som epidemiolog i kolonien i Hong Kong. Kitty foragter Walter for hans alvorlige adfærd, mangel på status og for hans grænseløse forelskelse i hende, og ægteskabet fungerer ikke. Da Walter opdager, at Kitty er ham utro, tvinger han hende som straf til at tage med sig til en kolerahærget kinesisk by. Der må Kitty indse, at hun har en del at lære om andre mennesker – og om sig selv.

Historien fortælles fra Kittys synsvinkel, og der er en del passager, hvor læseren følger med i Kittys tankestrøm. Det bliver mange steder ret langtrukkent, men det er fordelen ved lydbøger – det er lettere at komme igennem de kedelige passager, når bogen bare kværner afsted ved siden af mig, mens jeg laver noget andet.

Passagerne giver samtidig et indblik i Kittys sind, der ikke er videre flatterende. Hun er egoistisk, uintelligent, naiv, navlebeskuende, og selvom det er forfriskende med en “heltinde” med så mange fejl, kunne jeg simpelthen ikke holde af hende.

Hun foretager sig ikke rigtig noget, der ikke i sidste ende kommer hende selv til gode. Selv når hun involverer sig i nonnernes velgørenhedsarbejde, er det i bund og grund af egoistiske årsager; fordi nonnernes livsførelse fascinerer, og hun ønsker, at de skal lægge mærke til hende.

Selv hendes forsøg på at forbedre sig er så selvcentrerede, at det heller ikke gør noget godt for mit syn på hende. Godt nok indser hun efterhånden, at hendes handlinger og værdier har været forkerte, men hun skubber ansvaret fra sig og skyder størstedelen af skylden på sin mor og på manden, der forførte hende.

Bogen er dog samtidig et rigtig fint billede af en kvinde, der forsøger at gøre op med de værdier, hun er opdraget til – og af, hvor vanskeligt det egentlig er. Der er ikke ét vendepunkt eller en begivenhed, hvor Kitty pludselig bliver et nyt og bedre menneske. Det er tværtimod en lang, sej kamp, hun begiver sig ud i.

Samtidig er det en ret rørende historie om ugengældt kærlighed og om, hvordan mennesker kan gå fejl af hinanden og overse hinandens virkelige kvaliteter.

Disse ting gør bogen værd at læse; på trods af de langtrukne passager og den begrænsede handling.

Bogen er i øvrigt filmatiseret flere gange; senest i 2006 med Naomi Watts og Edward Norton som henholdsvis Kitty og Walter. Det er ved at være nogle år siden, jeg så den, men jeg husker den som klart anbefalelsesværdig og mere stemningsfuld end bogen.

‘De Fem i Smuglerreden’ af Enid Blyton

 Titel: De Fem i Smuglerreden (oversat fra engelsk: Five go to Smuggler’s Top). Opr. udgivet: 1945. Forlag: Grafisk Forlag. Antal sider: 124.

Selvom ‘De Fem i Smuglerreden’ er en børnebog, læste den selv, helt for min egen skyld, selvom der er længe til, mine børn vil kunne læse den.

Jeg elskede ‘De fem’ som barn. Jeg tror næsten, jeg har været igennem alle bøgerne – eller i hvert fald de fleste af dem.

Jeg elskede de fantastiske locations; gamle huse med hemmelige rum og skjulte gange, borgruiner, klippehuler osv. Og at omgivelserne altid gemte på endnu flere hemmeligheder, der havde noget med farlige kriminelle at gøre. Faktisk virkede det som om, England vrimlede med smuglere, kidnappere og andre røvere og banditter. Men børnene løste altid gåden, uden at det blev sådan for alvor skræmmende. Og der var altid tid til at drikke “high tea” om eftermiddagen.

Jeg har været lidt betænkelig ved at genlæse bøgerne. Ikke bare fordi, en portion voksen realitetssans betyder, at man forholder sig lidt mere skeptisk til alle de fantastiske ting, børnene oplever. Men også fordi, der er mange andre årsager til at være kritisk overfor ‘De fem’ i dag. Kønsrollerne, for nu at starte et sted. Hvorfor må pigerne aldrig være med, når det bliver spændende? Og hvorfor er det en ros til George, når hun får at vide, at hun er “lige så god som en dreng”?

Derudover må jeg undre mig lidt over, hvor børnenes forældre er henne. Det virker lidt påfaldende, at forældrene har så lidt imod at undvære deres kostskoleunger, når de endelig har ferie, at de både planlægger rejser uden børn og gladeligt sender ungerne afsted for at bo hos andre mennesker, som forældrene ikke rigtig kender. Men hvad ved jeg – måske fandtes sådanne forældre virkelig i efterkrigstidens engelske middelklasse.

Og nu jeg var ved kønsroller – Hvad er det så egentlig med George? Vil hun bare gerne anerkendes på lige fod med drengene og har indset, at den eneste måde, hun kan opnå det, er ved at lade som om, hun er en dreng? Eller lider hun mon af en egentlig kønsidentitetsforstyrrelse?

Alle spørgsmålene til side, så er ‘De fem’ og deres simple mysterier nu stadig god underholdning, og jeg kan ikke sige mig helt fri for at drømme om at bo i et mystisk gammelt hus med skjulte døre og nedgange til hemmelige labyrinter.

‘Mus og mænd’ af John Steinbeck

“Vi har hinanden, derfor er der nogen, der bryder sig en kæft om os.”

Titel: Mus og mænd (dobbeltudgave sammen med Dagdriverbanden). Oversat fra engelsk: Of Mice and Men. Forfatter: John Steinbeck. Opr. udgivet: 1937. Denne udgave: 1973. 5/5 stjerner

George og Lennie ernærer sig som landarbejdere ved at gå fra gård til gård, hvor der er arbejde at få. George er lille og intelligent, Lennie er stor, meget stærk og retarderet, så han mentalt svarer til et lille barn. Selvom George ikke altid er lige venlig overfor Lennie, passer han på ham og forsøger at holde ham ude af problemer. Sammen har de en drøm om en dag at spare penge sammen til at købe deres eget lille sted, hvor de kan være deres egne herrer, og Lennie kan få lov at passe kaninerne. Kaniner er nemlig større end mus, og måske kan Lennie så kæle med dem uden at slå dem ihjel med sine stærke hænder.

Mit første forsøg i mange år på at læse Steinbeck begyndte ikke så godt. Først knækkede ryggen på min fars indtørrer gamle dobbeltudgave af ‘Dagdriverbanden’ og ‘Mus og mænd’, og der dryssede små stykker pap fra omslaget, indtil jeg reparerede det nødtørftigt med tape (Det var ikke min skyld, helt ærligt!). Dernæst opgav jeg med en blanding af irritation og vrede at læse ‘Dagdriverbanden’ færdig, da jeg havde tygget mig igennem 1/3 af historien. Havde jeg gjort den færdig, var det nok blevet noget med 1-2/5 stjerner – Hold nu op, hvor var den kedelig.

Heldigvis har jeg længe ønsket at få læst ‘Mus og mænd’; faktisk lige siden min engelsklærer præsenterede os for filmatiseringen med John Malkovich. Så jeg besluttede mig for alligevel at give den en chance. Og det er jeg glad for, for ‘Mus og mænd’ er alt det, som jeg savnede i ‘Dagdriverbanden’.

Historien er medrivende, personerne er den slags, som man holder af, selvom de langt fra er perfekte, og slutningen gav mig en klump i halsen, selvom jeg allerede kendte den fra filmen.

“Der er ikke mange, der sådan rejser rundt sammen,” sagde han eftertænksomt. “Jeg ved ikke, hvad det kommer af. Måske alle mennesker i hele denne forbandede verden er bange for alle andre mennesker.”

På de ganske få sider, som bogen fylder (i min udgave var det sølle 99 sider), når Steinbeck at tegne et jordnært og realistisk billede af landdistrikternes arbejderklasse i 1930’ernes USA. Det er ikke for ingenting, at Steinbeck er kendt for sine proletariat-romaner.

Det er en verden, hvor der ikke er megen plads til venskaber, og hvor drømme om en bedre tilværelse oftest ender lørdag aften, når pengene bliver brugt på whisky på det lokale bordel.

Og det er en verden, hvor der slet ikke er plads til én som Lennie. Jeg kan godt lide, at Steinbeck på ingen måde har fremstillet Lennie som en “morsom idiot”. Det er nemlig absolut intet morsomt over Lennies situation; det bedste, Lennie kunne håbe på uden Georges beskyttelse, var at blive spærret inde på en tosseanstalt, og der hviler hele tiden en skygge af tragedie over Lennie – Hvor længe kan det blive ved med at gå?

Jeg læste bogen på dansk, fordi jeg snuppede den i min fars reol. Ellers ville jeg helt sikkert have valgt at læse den på originalsproget, for det er svært helt at få den drævende amerikanske arbejders udtale med i den pæne danske oversættelse. Jeg har efterfølgende googler nogle citater og uddrag af bogen og kan godt fornemme, at der er noget mere “saft og kraft” i originalen.

‘Junglebogen’ af Rudyard Kipling

“Hvorledes lyder junglens lov? Dræb først – og giv hals bagefter.”

 Titel: Junglebogen. Oversat fra engelsk: The Jungle Book. Forfatter: Rudyard Kipling. Opr. udgivet: 1894 (denne udgave 1990). Antal sider 173. 4/5 stjerner

Det er længe siden, jeg læste ‘Junglebogen’ for første gang, og jeg blev derfor rigtig glad, da den blev trukket op af dåsen med titler i min læseklub. Og det var også et dejligt gensyn.

De fleste kender ‘Junglebogen’ fra Disneys tegnefilm fra 1967, og selvom jeg havde læst bogen før, blev jeg faktisk overrasket over, hvor forskellig bogen er fra filmen. Der er ikke bare det, at tonen er meget mere barsk end i filmen; Disneyfilm er jo altid noget mere afslebne end deres inspiration. Men der er også ret store forskelle i handlingen og i dyrenes – særligt Baloos – personligheder.

Derudover handler ‘Junglebogen’ jo ikke kun om Mowgli, selvom fortællingen om ham er den, der fylder mest. ‘Junglebogen’ er faktisk en samling af noveller, der har det til fælles, at dyrene er hovedpersoner, og at de fleste af dem foregår i Indien.

Min yndlingshistorie er stadig ‘Rikki-tikki-tavi’; historien om den lille mangust, der går på cobrajagt i den engelske families hus og have. Derudover kunne jeg godt lide ‘Den hvide sæl’, mens andre af historierne var mindre interessante.

Udgaven, jeg læste, er den, jeg fik som barn. Jeg kan dog ikke anbefale at læse bogen på dansk. Der er en del sange i bogen, som ikke rigtig lader sig oversætte til dansk uden at miste enten betydningen eller de rim, der er i originalen.

‘Gjøngehøvdingen’ af Carit Etlar

Titel: Gjøngehøvdingen. Forfatter: Carit Etlar (pseudonym for Carl Brosbøll). Org. udgivet: 1853. Lånt via eReolen. 3/5 stjerner.

Vi befinder os i midten af 1600-tallet. Det forarmede danske kongerige har fået en ny svenskekrig på halsen, og Danmark er snart meget tæt på at blive til den sydligste del af Sverige. Sjælland bliver besat, og med den svenske hær følger horder af barbariske tyske lejesoldater.

Her kommer Svend Poulsen, aka Gjøngehøvdingen, ind i billedet. Sammen med makkeren Ib og sine folk (de tapre Gønger, som stammer fra området på grænsen mellem Halland og Blekinge) gør han livet surt for svensken og fører, hvad man i dag ville kalde guerillakrig mod de svenske besættelsesstyrker.

Rigtig spændende bliver det, da Gjøngehøvdingen får til opgave at føre det, der er tilbage af rigets skatte fra Vordingborg til kongen i det belejrede København.

Jeg kan svagt huske, at jeg som barn så den udskældte tv-serie om Gøngehøvdingen og var ret optaget af den. Nogle år senere læste jeg også bogen og efterfølgeren ‘Dronningens Vagtmester’, men jeg kunne ikke huske meget fra dem. Derfor tænkte jeg, at det kunne være sjovt at se, hvordan det ville være at læse bogen i dag.

‘Gjøngehøvdingen’ er historisk fiktion fra 1800-tallet. Den er baseret på virkelige historiske begivenheder og personer tilsat et tykt lag fri fantasi og nationalromantisk glansbilledmaleri. Der er ikke gjort mange forsøg på at nuancere karaktererne; mændene er enten gode, stærke, ædle og mandige eller de er feje og udspekulerede; kvinderne er enten fromme og selvopofrende eller smukke og hjerteløse. Jeg kunne ikke lade være med at more mig over, hvor mange gange Svends “ædle, åbne og mandige ansigt” blev omtalt – så er ingen vist tvivl om, at hovedpersonen et mandligt ideal i enhver henseende.

Handlingen udspiller sig med rappe replikker og diverse farer, der må bekæmpes, så heltene kan komme videre. Svend og hans muntre følgesvend, Ib, har held til at narre svenskerne igen og igen og snyde sig ud af enhver fare. Der er også en del lyttescener, hvor helte og skurke igen og igen meget belejligt overhører samtaler, der afslører modstanderens planer; et klassisk greb, hvis man ikke kan få sit plot til at fungere på andre måder.

Jeg kunne ikke lade være med at mindes Alexandre Dumas’ ‘De tre musketérer’, mens jeg læste ‘Gjøngehøvdingen’. Personerne er lige så sort/hvide og handlingen lige så fantastisk.

Det hele er dog ikke lutter fornøjeligt håndgemæng med svenske soldater. Der hviler også et skær af mørke over historien; bønderne sulter, lejetropperne hærger, klasseskellene er rigide, socialt avancement tæt på umuligt og Svend selv er fanget i et kærlighedsløst ægteskab med Ibs søster Ane Marie, mens han i virkeligheden elsker den smukke og (selvfølgelig) adelige og aldeles uopnåelige Julie Parsberg, som (selvfølgelig) slet ikke fortjener ham.

Alt i alt syntes jeg, det var et underholdende gensyn, og hvis man synes om ‘De Tre Musketerer’, ‘Ivanhoe’ og lignende helteeventyr, vil man helt sikkert også kunne lide ‘Gjøngehøvdingen’.

Historien er i øvrigt fortsat i ‘Dronningens Vagtmester’ (1855), som dog ikke findes på eReolen.

‘O Pioneers!’ af Willa Cather

“We come and go, but the land is always here. And the people who love it and understand it are the people who own it – for a little while.”

Titel: O Pioneers! Forfatter: Willa Cather. Udgivet første gang: 1913 (denne udgave i 1993). Forlag: Dover Publications, Inc. 5/5 stjerner 

Da Alexandra Bergsons far dør, overlader han den unge Alexandra rollen som familiens overhoved med ansvar for deres lille gård på den barske prærie i Nebraska og for hendes meget yngre bror Emil. Mange af de andre farmere opgiver kampen mod det uregerlige land, og Alexandras to ældste brødre ønsker at sælge jorden og drage østpå. Men Alexandra elsker prærien og er fast besluttet på at blive der og få faderens livsværk til at lykkes.

16 år senere møder vi igen Alexandra Bergson, der ved hjælp af sin arbejdsomhed og gode forretningssans nu er en velhavende kvinde og ejer af egnens mest succesfulde gård. Men Alexandra er også en ensom kvinde, og – på trods sin skarpe forretningssans – blind for mange af de følelser, der rører sig i andre mennesker, og hun opdager ikke den forbudte kærlighed, der blomstrer mellem broren Emil og naboens kone, den smukke og livlige Marie Shabata.

‘O Pioneers!’ er den anden bog af Willa Cather, jeg har læst (min anmeldelse af ‘A Lost Lady kan læses her), og endnu en gang er jeg vildt imponeret over Willa Cathers evne til at sige så meget på så få sider. ‘O Pioneers!’ fylder sølle 120 sider, men jeg har det, som om jeg havde læst en roman på 300 sider – på den gode måde.

Bogens titel leder tankerne hen på så mange andre bøger, der handler om det slidsomme nybyggerliv på prærien, og jeg havde forventet, at jeg skulle læse en beretning om livet på prærien og om tørke, græshopper og andre udfordringer for pioneerne. Men selvom kampen for at få tilværelsen på prærien til at lykkes er til stede som det, der former Alexandras liv, træder den i baggrunden for at give plads til personerne, deres karakterer og indbyrdes forhold.

Hovedpersonen er selvfølgelig den stærke, rolige og praktiske Alexandra. Jeg må dog indrømme, at det ikke var den storladne fortælling om pioneerånd og kærlighed til jorden, som Alexandra repræsenterer, der gjorde størst indtryk mig. Jeg er til fals for en klassisk umulig kærlighedshistorie, når den er skrevet ordentligt, og det var derfor Emil og Maries historie, der optog mig mest.

“It was like a sigh which they had breathed together; almost sorrowful, as if each were afraid of wakening something in the other.”

Det er virkelig sjældent, at jeg standser op og læser sætninger igen og igen, men ‘O Pioneers!’ er fuld af små, sproglige perler, og jeg måtte flere gange standse op, smage på ordene og tænke over dem. Samtidig er de ting, der må læses mellem linjerne, lige så vigtige som de, der bliver beskrevet med ord, og det er en sand fornøjelse for mig – der altid har elsket at analysere tekster lige så meget som at læse dem – at tænke tilbage på de uudtalte følelser, symboler og forvarsler, der er titter frem undervejs.

Bogens slutning var overraskende og uventet voldsom i forhold til det rolige tempo i resten af bogen, men den var på den måde også helt perfekt og det, der reddede bogen fra at blive endnu en lidt for amerikansk omgang nybyggerromantik.

Jeg var alligevel på nippet til ikke at give bogen 5 stjerner på grund af den underlige moraliseren på bogens sidste sider, som sikkert harmonerede godt nok med den tid, den er skrevet i, men er lidt svær at sluge i vores tid. Men bogen sidder stadig i kroppen på mig her to dage efter – og så fortjener den altså ikke mindre end 5 stjerner.

Der er – selvfølgelig – lavet en film. Den er fra 1992 og med Jessica Lange i rollen som Alexandra Bergson. Jeg kan kun sige: Lad være med at se den. Filmen er alt for meget “Det lille hus på prærien” (serien, ikke bøgerne) med konstant, nostalgisk baggrundsmusik, der ødelægger den simple skønhed ved Willa Cathers sætninger. Hvis I ser den, så sørg for alt i verden for at have læst bogen først.