To gode børnebøger

 
Hvis der er noget, jeg sætter pris på, er det rigtig gode børnebøger. Jeg har et blødt punkt for flotte illustrationer og tidløse historier – bøger, hvor man har gjort sig umage for at skabe historier og billeder, der  giver de små mere end bare en kortvarig interesse for historien, en noget der samtidig kan gøre dem lidt klogere på verden, sig selv og hinanden. Virkelig gode bøger til børn er i mine øjne dem, der udover at en god historie og godt udførte tegninger også åbner op for en snak med barnet om det, der ligger bagved historien.
Netop nogle bøger er “Stormhvalen” af Benji Davies og “Hittegods” af Oliver Jeffers. Begge rummer de en fin lille historie, men de giver også mulighed for at tale med børnene om, hvordan personerne har det inde i maven undervejs.

Begge bøgerne er historier om ensomhed og venskab, og selvom forfatterne er forskellige, er aldersgruppen og stemningen i bøgerne så ens, at det giver mening for mig at omtale dem i samme indlæg (dét, og så fordi jeg opdagede bøgerne ved at læse en samlet anmeldelse i Politiken).

Bøgerne egner sig til børn fra ca. 3 år. Der fine ved bøgerne er, at man kan bygge mere på i snakken med barnet afhængig af, hvor gammel den lille lytter er. Min 4-årige dreng og min 5 1/2-årige pige er begge glade for bøgerne, men dialogen med er selvfølgelig på forskellige niveauer.

Og så lidt mere om den enkelte bog.

Stormhvalen

  Titel: Stormhvalen. Forfatter: Benji Davies. Udgivet: 2016 (engelsk 2013). Forlag: Gyldendal

Louie bor ved stranden med sin far, som er fisker og væk hele dagen – helt til det bliver mørkt. En dag finder Louie en strandet hval, som han redder ved at lægge den i badekarret. Hvalen er god til at lytte.

Den lille historie er hurtigt fortalt, men giver rigtig mange muligheder for snak med den lille lytter undervejs. 

Teksten er minimalistisk, simpel og siger lige præcis det, der skal siges. Ikke mere. Men den gør det, den skal, ved at føre læseren gennem den historien og åbne 

Derudover har bogen de fineste illustrationer med detaljerede billeder. som næsten indeholder flere informationer end selve historien. Det er en bog, hvor billederne er mindst lige så vigtige som teksten. 

 Hittegods

  Titel: Hittegods. Forfatter: Oliver Jeffers. Udgivet: 2016 (engelsk 2005). Forlag: Gyldendal

“Der var engang en dreng, og en dag bankede en pingvin på hans dør”. Sådan begynder “Hittegods”. Pingvinen er trist, og drengen tænker, at den nok er blevet væk hjemmefra. Han beslutter sig derfor for at hjælpe den hjem.

Bogen er en finurligt humoristisk fortælling om at rejse til verdens ende for at hjælpe en anden, kun for at opdage, at det slet ikke var det, ham havde brug for.

Teksten har de samme kvaliteter som”Stormhvalen”, men det er lidt mere af den, og humoren er mere fremherskende – også på billedsiden. Illustrationerne er mindre detaljerede, men stadig smukke og stemninggsfulde.

Når det kommer til børnebøger er det vigtigste selvfølgelig ikke, om de appellerer til voksne, men om børnene rent faktisk også kan lide dem. Jeg overlader derfor ordet til min 5-årige datter:

“De her bøger kan jeg godt lide, fordi de er rigtig spændende og sjove”.

Men det er nok detaljerene i tegningerne, der gør, at mine børn syntes lige lidt bedre om “Stormhvalen”. Adspurgt, hvilken af bøgerne vi eventuelt kunne give som afskedsgave til børnehaven, når hun lige om lidt begynder i skole (et andet eksemplar vel at mærke – vores skal ingen steder) var svaret i hvert fald tydeligt “Stormhvalen”.

“The Tenant of Wildfell Hall” af Anne Brontë

The Tenant2Titel: The Tenant of Wildfell Hall. Forfatter: Anne Brontë. Opr. udgivet 1848. Forlag: Wordsworth Classics.  4/5 stjerner

Pyh, det er længe siden, jeg sidst har fået skrevet et indlæg herinde. Årsagerne er en kombination af en periode med mindre læselyst, træthed og uvilje mod at sidde med en bærbar computer eller iPad mod maveskindet, mens en lille hjerne udvikler sig på den anden side. Lige p.t. er mine indlæg derfor begrænset af, at jeg skal have 1) lyst, 2) overskud og 3) adgang til en stationær computer… Måske ikke så mærkeligt, at der er lidt langt imellem. Og at de bliver lidt korte – men korte anmeldelser er vel bedre end ingenting?

I min tavse periode har jeg fx læst Emily Brontës “Wuthering Heights”; det har jeg taget tilløb til over mere end 5 år, og jeg var faktisk ikke særligt imponeret. Bevares, det er da en god bog – Men forstå den store begejstring for den kan jeg altså ikke.

Jeg ville så sørge for at komme hele cirklen af Brontë-søstrene rundt ved også at læse noget af Anne Brontë, som er forfatter til de lidt mindre kendte “Agnes Grey” og “The Tenant of Wildfell Hall”. Den sidste stod i min reol i forvejen, så det var en let beslutning.

Bogens handling går i sin enkelhed ud på, at en mystisk fremmed kvinde, Helen Graham, med sin lille søn flytter ind på den nedslidte ejendom Wildfell Hall. En af naboerne er den unge landmand Gilbert Markham, som stille og roligt tiltrækkes af den elegante Helen med de faste meninger. Men der går selvfølgelig ikke længe, før sladderen går i det lille samfund.

Historien fortælles som en lang række breve fra Gilbert Markham til sin svoger mange år senere, men en stor del af den er formet som en gengivelse af Helens dagbog (en slags fortællerstemme inden i fortællingen), der beretter om baggrunden for, hvordan hun endte på Wildfell Hall med sin søn.

Jeg kan forstå, at især dagbogsafsnittene har virket meget chokerende på samtiden – åbenbart i en sådan grad, at Charlotte Brontë forhindrede et genoptryk af bogen efter Annes død. Jeg er dog glad for, at romanen ikke gik helt i glemmebogen, for jeg syntes meget bedre om den end om “Wuthering Heights”, selvom Helen som hovedperson er lidt for perfekt. Hendes eneste fejl er at gifte sig med den forkerte i ungdommelig uvidenhed; alt derefter er en perlerække af godhed og urokkelige karakterfasthed, som bliver lidt trættende i længden. Det var meget godt, at Gilbert Markham som den anden fortællerstemme kunne kompensere lidt for det.

Alt i alt syntes jeg dog, bogen var god underholdning – i mine øjne bedre end Wuthering Heights, om end ikke helt på højde med Jane Eyre.

 

Filmatisering: ‘Far from the Madding Crowd’

Sidste sommer valgte jeg Thomas Hardys ‘Far from the Madding Crowd’ som sommerferielæsning. Jeg var ikke synderligt begejstret for bogen. Handlingen var egentlig interessant nok, men hvis der er noget, som kan dræbe min begejstring for en bog, er det langtrukne passager, der dvæler ved landskaber og dialoger mellem bipersoner, som er uden egentlig betydning for handlingen. Og Hardys roman rummer begge dele til overmål.

Da jeg var færdig med at læse romanen, tænkte jeg faktisk, at den sikkert kunne være udmærket i en filmsversion, hvor der var skåret lidt mere ind til benet. Da jeg så filmtraileren i Øst for Paradis for flere måneder siden, var jeg derfor straks helt sikker på, at den skulle ses.

Jeg blev ikke skuffet. Thomas Vinterbergs filmatisering koncentrerer sig om den handling, som fangede mig, og Hardys forlibelse i grønne marker og levende hegn er skåret ned til den filmiske baggrund for historien. Væk er også det store galleri af idyllisk portrætterede lokale landbrugsarbejdere og deres samtaler  på kroen. Jeg savnede dem ikke.

Det, der er tilbage, er plads til at lade handlingen udfolde sig, og jeg har sjældent oplevet en filmatiserig, som er så loyal over for romanenforlæggets handling. Selv med bogen i relativt frisk erindring opdagede jeg kun meget begrænsede afvigelser i handlingen, og der var forsvindende få scener fra bogen, som jeg savnede i filmen.

Ulempen ved dette er, at handlingen nogle gange virker lovlig forhastet; nogle scener er skåret ned til meget hastige ordvekslinger, og det ville måske have givet historien lidt mere tyngde, hvis der havde været undladt lidt mere for at give plads til at dvæle lidt ved andet. Men man kan jo ikke få det hele.

Den kvindelige hovedrolle, Batsheba Everden, er en stæk, selvstændig kvinde, der på mange måder er forud for sin tid. Hun minder mig på mange måder om Willa Cathers Alexandra Bergson (fra O Pioneers!), men adskiller sig også fra hende ved at være  temperamentsfuld, impulsiv og modtagelig for mandlig charme på det mere erotiske plan. Selvom erotikken er så skjult, at den næsten forsvinder i Hardys roman, er der ingen tvivl om, at seksuel tiltrækning er grundstenen i Batshebas fatale forhold til den forføriske og uværdige sergent Troy. Den del er naturligvis mere udpenslet i filmversionen.

Jeg var spændt på, hvordan det ville fungere med Carey Mulligan i hovedrollen som Batsheba Everden. Hun slog mig ikke som et oplagt valg til Hardys strålende smukke Batsheba, som sergent Troy forelsker sig i udelukkende for hendes skønhed. Men hvad der mangler i fysisk lighed, bliver der til overmål kompenseret for ved fantastisk skuespil. Carey Mulligan fanger kombinationen af Batshebas stædigehed, selvstændighed og sårbarhed helt perfekt, og jeg endte med at være glad for, at Batsheba ikke blev reduceret til endnu en Kiera Knightley-hovedrolle.

Sergent Troy er lige præcis så slesk en forfører, som man kunne tænke sig, men ikke meget mere end det, og den midaldrende Boldwood, der bliver besat af tanken om at få Batsheba til hustru, spilles eminent af Michael Sheen; han fanger både værdigheden og vanviddet, der lurer under overfladen.

Billedet er lånt fra filmens promoveringsmateriale

Gabriel Oak, der ellers er den bærende karakter i Hardys roman, syntes jeg dog var fejlcastet. Matthias Schoenaerts er simpelthen for flot til at spille den solide, trofaste men mere beskedent udseende Gabriel. Schoenaerts sexede skægstubbe gør det simpelthen for svært at tro på, at en kvinde som Batsheba ville falde for den drengede Troy i stedet, og der er ikke rigtig nok substans i skuespillet til at kunne retfærdiggøre valget af ham. Forholdet mellem Batsheba og Gabriel er måske også lige lovlig romantisk ladet i forhold til bogen – Eye candy-faktoren må være forklaringen, og det er en ærgerlig rolle at ofre på det formål.

Alt i alt syntes jeg, det var en glimrende filmatisering. Undervejs spekulerede jeg på, om filmen kun fungerede, fordi jeg havde læst bogen først, og om handlingen kom nok i dybden med karaktererne til, at den også ville give mening for folk, som ikke er bekendt med bogen. Men min veninde, som jeg så filmen sammen med, og som aldrig har læst bogen (og – tør jeg godt sige – heller aldrig kunne finde på det), gav udtryk for, at hun også syntes, det var en god film. Jeg tør derfor godt anbefale filmen både til dem, der kunne tænke sig at se romanen i billeder og til dem, der bare kunne tænke sig at se en romantisk tragedie i gammeldags kostumer og flotte hatte.

‘Den utrolige historie om den kæmpestore pære’ af Jakob Martin Strid

IMG_3510.JPGTitel: Den utrolige historie om den kæmpestore pære. Forfatter: Jakob Martin Strid. Udgivet: 2012. Forlag: Gyldendal. Antal sider: 99

Mitcho og Sebastian finder en flaskepost med et brev og et frø i. De planter frøet, og natten over vokser en kæmpestor pære frem. Da den sure borgmester, som ikke kan lide store pærer, vil jage dem ud af byen, beslutter de sig for at sejle afsted i den store pære (som i mellemtiden er blevet udhulet) for at finde flaskepostens afsender og Den Mystiske Ø.

Billedet viser, hvordan jeg fandt ‘Den utrolige historie om den kæmpestore pære’ (som herefter kaldes ‘Pærebogen’ – det hedder den nemlig herhjemme), da jeg kiggede ind på børneværelset i går. Min søn havde nemlig fået lov til at tage “min pærebog” med i seng. Det gør han tit, fordi det nogle gange betyder, at han kan falde i søvn, uden at jeg holder ham i hånden.

Selvom han egentlig nok er lidt lille til at følge med i historien, er han helt vild med de fantasifulde billeder; særligt én bestemt scene, hvor pæren ruller ned ad gaden forfulgt af en brandbil, en politibil og en tank.

Historien er egentlig ret langt ude, men det er lige noget, der taler til børnenes fantasi. Og i kombination med de fine, humoristiske tegninger, bliver bogen fantastisk underholdning.

Jakob Martin Strid har i øvrigt også skrevet og tegnet nye børnebogsklassikere som ‘Mustafas kiosk’, ‘Min mormors gebis’, ‘Lille Frø’ og Mimbo Jimbo-bøgerne, som også er vældigt populære herhjemme.

Der kommer også lige et billede af pærebogen uden arm, der dækker for den fine illustration. Den ser da ret indbydende ud.

IMG_3509.JPG

Barndomsbøger #1

Jeg har læst og fået læst mange bøger som barn. Nogle af dem er gået tabt i glemslen; nogle af dem kan jeg pludselig huske noget fra, når jeg falder over dem på biblioteket eller i boghandlernes børneafdeling; andre husker og elsker jeg den dag i dag. Dette her handler om den sidste slags – De bøger, jeg stadig mindes med glæde.

IMG_0374-2.JPG

De bøger, der har betydet mest for mig, er nok Laura Ingalls Wilders “Det Lille Hus”-serie.

Bøgerne om den lille nybyggerpiges opvækst og familiens trængsler på Nordamerikas barske prærie har jeg både fået læst højt og siden læst selv – og med forskelligartede følelser.

Da jeg fik “Laura-bøgerne”, som vi kaldte dem dengang, læst højt af mine forældre fra jeg var omkring 6 år, var det de små historier fra dagligdagen, der fyldte mest. Jeg var helt fascineret over, hvordan de lavede mad, tappede ahornsirup, fik svineblæren at lege med som ballon, fik kludedukker i julegave osv. Jeg kan dog også huske, at uretfærdighederne og den meget strenge opdragelse meget for mig. Jeg kunne nærmest blive helt vred på Lauras vegne over de krav der blev stillet til børnene om at være kærlige og uselviske.

Da jeg senere selv læste dem, var det i højere grad den ældre Laura, der optog mig. De første bøger var jeg stadig glad for, men til forskel fra tidligere forstod jeg nu bedre især de sidste bøger, der handler om Lauras liv som næsten voksen, forlovet, nygift og ung mor.

Undervejs i Lauras opvækst rammes familien af den ene katastrofe efter den anden; græshopper æder høsten, storesøster Mary bliver blind osv.; men det er ikke det, der fylder bøgerne.

Nogen kunne måske kritisere bøgerne for at tegne et glansbillede og skøjte for let henover de virkelig tunge ting – Laura Ingalls Wilders har fx udeladt lillebroderen, der døde i en alder af 9 mdr., af historien og har sprunget de år over, hvor familien boede i byen og forsøgte sig med hoteldrift. Men jeg synes netop, at det fine ved bøgerne er, at de formår at fortælle om den barske tilværelse på et niveau, hvor de børn, som bøgerne er skrevet til, kan være med. Og måske også det niveau, som forfatteren, der selv var et barn, oplevede dem på. For mig er det faktisk bøgernes største charme.

Bøgerne tager meget af det svære med, men svælger ikke i det, og det indtryk, bøgerne efterlader, er derfor fyldt med kærlighed, mørke aftener med violinspil og historier og en ukuelig optimisme.

Jeg elsker alle bøgerne, men hvis jeg skal vælge en favorit, er det alligevel den første bog i serien, “Det lille hus i den store skov”, der med ahorn-tapning, sjælne indkøbsture til byen, familievisitterm juleaftener og leg, krydret med historier om bjørne og pumaer, har gjort det største indtryk på mig.

IMG_0376.JPG

Jeg brød mig i øvrigt ikke om den sukkersøde tv-serie med Melissa Gilbert i hovedrollen. Hun var ikke Laura, og den serie blev ved alt, alt for længe.

Nu med header

Og sikke da et bøvl det var at få sådan en sølle lille tegning til at opføre sig som jeg gerne ville og få teksten til at blive nogenlunde skarp.

Nu orker jeg ikke mere, så sådan kommer den til at se ud.

Noget helt andet er, at mit farvetema nu slet ikke matcher headerteksten og baggrundsfarven… Gad vidst, hvordan jeg ændrer det…

Så begynder vi!

Jeg har længe tænkt, at jeg gerne ville prøve at blogge. Rigtig længe. Primært om de bøger jeg læser; men også om andre ting, jeg falder over i hverdagen.

Hvorfor er jeg så ikke kommet i gang?

Fordi jeg er perfektionist. Jeg skulle jo først lige finde ud af, hvor man starter sådan en blog, hvordan det hele sættes op, så det bliver pænt visuelt osv. osv. Jeg følger så mange fantastiske blogs, hvor det hele ser så fint ud, og jeg kan da ikke begynde på noget, som ikke er i hvert fald middelmådigt ok? Kan jeg?

Har jeg haft tid til at finde ud af alt det?

Ikke det mindste!

Så nu starter jeg et opgør med min egen perfektionisme. Lige nu. Jeg udgiver dette her indlæg helt uden at have overvejet, hvordan det tager sig ud, og om det nu er godt nok til at blive set af andre.

Jeg har for nylig købt denne fine notesbog, som skal bruges til at nedskrive mine tanker om de bøger, jeg læser. Det skulle gerne blive startskuddet til at få skrevet min første boganmeldelse. Håber jeg.

Så. Hvis der er andre end mig selv, der falder over min lille blog og ser dette indlæg: Undskyld at her roder. Jeg skal nok få det til at se pænt ud… med tiden… måske.

<a href=”http://www.bloglovin.com/blog/12962537/?claim=hgmupphx8dx”>Follow my blog with Bloglovin</a>