’21 måder at dø’ af Sarah Engell

IMG_3698-1.PNGTitel: 21 måder at dø. Forfatter: Sarah Engell. Forlag: Carlsen. Udgivet: 2014. Lånt via eReolen. 4/5 stjerner

Stella var engang en livsglad pige, en af de mest populære i klassen og en talentfuld musiker, der allerede komponerede sine egne sange. Men hendes livsglæde fik er alvorligt knæk, da hendes mor døde, og kort tid efter gjorde jalousi en ende på forholdet til bedsteveninden Amalie.

Amalie nøjes dog ikke med at droppe venskabet med Stella – Hun lægger hende råt og hensynsløst for had og får effektivt vendt hele klassen imod hende, indtil Stella er efterladt med en far, der stadig er i dyb sorg, en veninde, der ikke tør tale med hende offentligt, og en anonym internetven, som måske, måske ikke er til at stole på.

Jeg er blevet lidt i ungdomsroman-genren med endnu en af Nenas anbefalinger, og jeg blev heller ikke skuffet denne gang. ’21 måder at dø’ er et råt billede på mobning i en tid, hvor det ikke kun foregår i skoletiden, men kan ramme over alt, døgnet rundt via sms og internet, så offeret aldrig kan vide sig sikker for ondsindede sms’er og Facebook-beskeder eller kreative videoklip.

Fortællingen brydes af korte, nøgterne beretninger fra virkeligheden om unge, der har begået selvmord efter intens mobning. 13 i alt. De danner en trist baggrund til Stellas historie og minder hele tiden om, hvordan det er endt for andre før hende.

Stellas kærlighed til musikken, forholdet til faren og samtalerne med den anonyme ven over internettet er det, der tillader en snert af optimisme. Af og til er der glimt af noget, som giver et håb om, at Stella ikke behøver at ende som et af de tragiske eksempler fra virkelighedens verden, og spændingen holder bogen igennem.

Det med Stellas musiktalent var dog også noget, der irriterede mig lidt ved bogen. Det er sådan set ikke bogen skyld, men skyldes, at de (indrømmet, ret få) ungdomsromaner, jeg trods alt har fået læst gennem tiden, som beskæftiger sig med mobning, alle lader til at have det til fælles, at hovedpersonerne er smukke og/eller cool og/eller særligt talentfulde indenfor et eller andet område. Jeg tænker, at historier om almindelige kiksede teenagere, der bliver udsat for mobning, måske ville være lettere for virkelighedens ofre (og mobbere) at relatere til.

Alle, der læser ’21 måder at dø’, kan hurtigt blive enige om, at Stella er sej, Amalie er en heks og resten af klassen snotdumme, når de ikke gennemskuer hende. Men jeg tænker samtidig, at målgruppen sagtens kan læse bogen uden at reflektere over, at det også er synd for fede, almindelige Belinda henne i skolen. Og at Belinda kan læse den uden at se, at hun heller ikke selv er skyld i mobningen.

Men det er vist et sidespor, og måske undervurderer jeg teenagere, fordi det snart er 10 år siden, jeg selv var en. Og måske er det bare mit begrænsede kendskab til genren, der taler. Det ændrer under alle omstændigheder ikke op, at ’21 måder at dø’ er en rigtig god bog på sine egne præmisser.

Reklamer

‘Dig og mig ved daggry’ af Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved

“Og så er der ingenting, der kan skille os ad. Fra nu af er det bare dig og mig.”

IMG_3683.PNGTitel: Dig og mig ved daggry. Forfattere: Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved. Forlag: Gyldendal. Udgivet: 2013. Lånt via eReolen. 4/5 stjerner.

Louise er død. Det er Liam også. De er blevet hevet op af Limfjorden, lænket sammen med håndjern. Men Louise er alligevel ikke parat til at give helt slip på livet, så hun bliver hængende og følger med i, hvordan hendes forældres sorg truer med at rive dem helt fra hinanden, og hvordan faderen desperat forsøger at opklare mysteriet om, hvordan det kunne ende sådan. Sideløbende fortæller Louise sin egen historie om de begivenheder, der førte til, at hun endte livet i Limfjordens kolde vand.

Jeg har ikke læst mange ungdomsromaner – ikke engang dengang jeg selv var i målgruppen. Men mens jeg langsomt tygger mig igennem en tysk krimiroman (også en sjælden genre for mig), havde jeg brug for lidt lettere læsning ved siden af, og efter inspiration fra Nena kastede jeg mig over “Dig og mig ved daggry”.

Det er nu kun sprogligt, at “Dig og mig ved daggry” var lettere læsning, for indholdet er sådan set ret så tungt. Derudover stjal den hurtigt opmærksomheden fuldstændig fra “Der Richter und sein Henker”, som derfor stadig stirrer bebrejdende på mig fra natbordet.

For “Dig og mig ved daggry er en gribende bog”, og slet ikke “bare” en ungdomsroman. Der er selvfølgelig den klassiske Romeo og Julie-kærlighed, men det var ikke det, der fangede mig. Bogen ramte mig nok mest, fordi en stor del af den handler om forældrenes sorg, hvilket gav mig den der særlige, knugende fornemmelse ved tanken om mine egne børn og om, at jeg ikke vil kunne beskytte dem mod alt.

Faktisk rørte forældrenes historie mig mere end Louises, som jeg mest var irriteret over. Gennem det meste af bogen havde jeg lyst til at ruske hende og sige, at det var nu – lige nu og helst langt tidligere – hun skulle smutte hjem til sine forældre og passe sin skole i stedet for blindt at følge Liam i alt, hvad han rodede sig ud i.

“Jeg var vel ingen, rigtigt. Sådan for alvor. Bare en eller anden udvisket lille tøs ude fra Hasseris, der aldrig anede, hvilket ben hun skulle stå på. Hvad jeg havde af identitet smeltede lynhurtigt sammen med Liams”

Bogen er også et rigtigt skræmmeeksempel på, hvordan også “gode” forældre med faste jobs og et pænt hjem kan fejle i at støtte deres datter, se hende for den hun er og følge med i, hvad der foregår i hendes liv.

Alt i alt sådan en bog, der gav mig lyst til at rippe biblioteket for alt i bøger om anerkendende opdragelse og om at styrke sine børns selvværd.