Sidste sommer valgte jeg Thomas Hardys ‘Far from the Madding Crowd’ som sommerferielæsning. Jeg var ikke synderligt begejstret for bogen. Handlingen var egentlig interessant nok, men hvis der er noget, som kan dræbe min begejstring for en bog, er det langtrukne passager, der dvæler ved landskaber og dialoger mellem bipersoner, som er uden egentlig betydning for handlingen. Og Hardys roman rummer begge dele til overmål.
Da jeg var færdig med at læse romanen, tænkte jeg faktisk, at den sikkert kunne være udmærket i en filmsversion, hvor der var skåret lidt mere ind til benet. Da jeg så filmtraileren i Øst for Paradis for flere måneder siden, var jeg derfor straks helt sikker på, at den skulle ses.
Jeg blev ikke skuffet. Thomas Vinterbergs filmatisering koncentrerer sig om den handling, som fangede mig, og Hardys forlibelse i grønne marker og levende hegn er skåret ned til den filmiske baggrund for historien. Væk er også det store galleri af idyllisk portrætterede lokale landbrugsarbejdere og deres samtaler på kroen. Jeg savnede dem ikke.
Det, der er tilbage, er plads til at lade handlingen udfolde sig, og jeg har sjældent oplevet en filmatiserig, som er så loyal over for romanenforlæggets handling. Selv med bogen i relativt frisk erindring opdagede jeg kun meget begrænsede afvigelser i handlingen, og der var forsvindende få scener fra bogen, som jeg savnede i filmen.
Ulempen ved dette er, at handlingen nogle gange virker lovlig forhastet; nogle scener er skåret ned til meget hastige ordvekslinger, og det ville måske have givet historien lidt mere tyngde, hvis der havde været undladt lidt mere for at give plads til at dvæle lidt ved andet. Men man kan jo ikke få det hele.
Den kvindelige hovedrolle, Batsheba Everden, er en stæk, selvstændig kvinde, der på mange måder er forud for sin tid. Hun minder mig på mange måder om Willa Cathers Alexandra Bergson (fra O Pioneers!), men adskiller sig også fra hende ved at være temperamentsfuld, impulsiv og modtagelig for mandlig charme på det mere erotiske plan. Selvom erotikken er så skjult, at den næsten forsvinder i Hardys roman, er der ingen tvivl om, at seksuel tiltrækning er grundstenen i Batshebas fatale forhold til den forføriske og uværdige sergent Troy. Den del er naturligvis mere udpenslet i filmversionen.
Jeg var spændt på, hvordan det ville fungere med Carey Mulligan i hovedrollen som Batsheba Everden. Hun slog mig ikke som et oplagt valg til Hardys strålende smukke Batsheba, som sergent Troy forelsker sig i udelukkende for hendes skønhed. Men hvad der mangler i fysisk lighed, bliver der til overmål kompenseret for ved fantastisk skuespil. Carey Mulligan fanger kombinationen af Batshebas stædigehed, selvstændighed og sårbarhed helt perfekt, og jeg endte med at være glad for, at Batsheba ikke blev reduceret til endnu en Kiera Knightley-hovedrolle.
Sergent Troy er lige præcis så slesk en forfører, som man kunne tænke sig, men ikke meget mere end det, og den midaldrende Boldwood, der bliver besat af tanken om at få Batsheba til hustru, spilles eminent af Michael Sheen; han fanger både værdigheden og vanviddet, der lurer under overfladen.
Billedet er lånt fra filmens promoveringsmateriale
Gabriel Oak, der ellers er den bærende karakter i Hardys roman, syntes jeg dog var fejlcastet. Matthias Schoenaerts er simpelthen for flot til at spille den solide, trofaste men mere beskedent udseende Gabriel. Schoenaerts sexede skægstubbe gør det simpelthen for svært at tro på, at en kvinde som Batsheba ville falde for den drengede Troy i stedet, og der er ikke rigtig nok substans i skuespillet til at kunne retfærdiggøre valget af ham. Forholdet mellem Batsheba og Gabriel er måske også lige lovlig romantisk ladet i forhold til bogen – Eye candy-faktoren må være forklaringen, og det er en ærgerlig rolle at ofre på det formål.
Alt i alt syntes jeg, det var en glimrende filmatisering. Undervejs spekulerede jeg på, om filmen kun fungerede, fordi jeg havde læst bogen først, og om handlingen kom nok i dybden med karaktererne til, at den også ville give mening for folk, som ikke er bekendt med bogen. Men min veninde, som jeg så filmen sammen med, og som aldrig har læst bogen (og – tør jeg godt sige – heller aldrig kunne finde på det), gav udtryk for, at hun også syntes, det var en god film. Jeg tør derfor godt anbefale filmen både til dem, der kunne tænke sig at se romanen i billeder og til dem, der bare kunne tænke sig at se en romantisk tragedie i gammeldags kostumer og flotte hatte.
Reader's Retrospect 