‘Den utrolige historie om den kæmpestore pære’ af Jakob Martin Strid

IMG_3510.JPGTitel: Den utrolige historie om den kæmpestore pære. Forfatter: Jakob Martin Strid. Udgivet: 2012. Forlag: Gyldendal. Antal sider: 99

Mitcho og Sebastian finder en flaskepost med et brev og et frø i. De planter frøet, og natten over vokser en kæmpestor pære frem. Da den sure borgmester, som ikke kan lide store pærer, vil jage dem ud af byen, beslutter de sig for at sejle afsted i den store pære (som i mellemtiden er blevet udhulet) for at finde flaskepostens afsender og Den Mystiske Ø.

Billedet viser, hvordan jeg fandt ‘Den utrolige historie om den kæmpestore pære’ (som herefter kaldes ‘Pærebogen’ – det hedder den nemlig herhjemme), da jeg kiggede ind på børneværelset i går. Min søn havde nemlig fået lov til at tage “min pærebog” med i seng. Det gør han tit, fordi det nogle gange betyder, at han kan falde i søvn, uden at jeg holder ham i hånden.

Selvom han egentlig nok er lidt lille til at følge med i historien, er han helt vild med de fantasifulde billeder; særligt én bestemt scene, hvor pæren ruller ned ad gaden forfulgt af en brandbil, en politibil og en tank.

Historien er egentlig ret langt ude, men det er lige noget, der taler til børnenes fantasi. Og i kombination med de fine, humoristiske tegninger, bliver bogen fantastisk underholdning.

Jakob Martin Strid har i øvrigt også skrevet og tegnet nye børnebogsklassikere som ‘Mustafas kiosk’, ‘Min mormors gebis’, ‘Lille Frø’ og Mimbo Jimbo-bøgerne, som også er vældigt populære herhjemme.

Der kommer også lige et billede af pærebogen uden arm, der dækker for den fine illustration. Den ser da ret indbydende ud.

IMG_3509.JPG

Reklamer

‘Skammerens datter’ af Lene Kaaberbøl

IMG_3473-0.PNG

Billedet er lånt fra eReolen

Titel: Skammerens datter. Forfatter: Lene Kaaberbøl. Forlag: Gyldendal Lyd. Udgivet: 2000. Oplæst af: Lene Kaaberbøl. Lånt via eReolen. Varighed: 6 t. og 38 min. 4/5 stjerner

Dina er skammerens datter, og hun har arvet sin mors gave – eller nærmere forbandelse, hvis man spørger Dina. Når hun ser folk i øjnene, ser hun alt det, de skammer sig over. Derfor tør ingen i landsbyen se hende i øjnene, og ingen af de andre børn vil lege med hende.

En dag kaldes Dinas mor, skammeren, til Dunark for at hjælpe med opklaringen af en frygtelig forbrydelse, og snart havner også Dina selv i Dunark, hvor hun må hjælpe en uskyldig morddømt med at flygte og samtidig forsøge at redde sin mors liv.

Jeg gik glip af ‘Skammerens Datter’, da den udkom. Dengang afskrev jeg den, fordi det var en børnebog, og jeg har egentlig aldrig haft lyst til at læse den. Men så så jeg traileren til den nye film under en sjælden biograftur med min mand og besluttede mig for, at jeg skulle se filmen – læse bogen inden.

Heldigvis ligger hele Skammer-serien som lydbøger på eReolen. Heldigvis, for jeg er bestemt ikke færdig med serien efter den første bog.

Bogen er en fantastisk kombination af en middelalder agtig verden, lidt magi og nogle drager. Samtidig er bogen – til trods for dragerne – realistisk nok til, at jeg ikke afskrev den som for fantastisk.

Handlingen er så medrivende, at jeg næsten ikke kunne lægge høretelefonerne fra mig. Der er en grusom forbrydelse, en uskyldig anklaget, en tronraner, en flugt og meget andet. Det er næsten ‘A Song of Ice and Fire’ for børn; uden sex, indviklede rænker og komplekse personskildringer.

Det er tydeligt at mærke, at det er en børnebog. Personerne er enkle og lette at opdele i gode og onde, og handlingen er ikke særlig kompliceret. Det gør bogen velegnet at høre som lydbog, hvor det nok ellers er lettere lige at gå glip af vigtige detaljer.

Oplæseren er forfatteren selv, og det var en god oplevelse. Hun har en rolig stemme, og der er ikke noget affekteret over oplæsningen af replikker eller Dinas tanker – noget som eller har irriteret mig meget ved andre lydbøger.

Alt i alt kan jeg godt forstå, ‘Skammerens datter’ er blevet så stor en succes, og jeg glæder mig til at læse resten af serien (når min lånegrænse på eReolen ikke længere er nået) og se filmatiseringen til marts.

Nyt på hylderne – Januarindkøb #1

IMG_3451.JPG
Sidste halvdel af 2014 stod for mit vedkommende i bogkøbestoppets tegn. Det var lidt hårdt, men også godt, for det fik sendt mig mange ture på biblioteket, introduceret mig for lydbøger og næsten lært mig at læse e-bøger. Jeg er stadig ikke stor fan af de sidste – men til husbehov og i mørke går det lige.

Det fik mig også til at overveje mine køb længe og grundigt, så de bøger, jeg har købt i januar, er (for de flestes vedkommende) resultatet af nøje overvejelser – Nu er det tid til at vise dem frem.

Fælles for bøgerne i dette indlæg er, at de er bøger, som jeg havde læst, men måtte eje, eller som jeg måtte eje i en anden – pænere – udgave.

IMG_3456.JPG
Alice in Wonderland af Lewis Caroll
Det har egentlig aldrig været en bog, som sagde mig så meget, men alligevel holder jeg af dele af historien, og jeg syntes, den fortjente en plads i min reol – særligt da jeg fik øje på den fine udgave fra mr. Boddington’s Penguin Classics.

Jane Eyre af Charlotte Brontë
Denne er derimod en af mine favoritter – måske faktisk min yndlingsbog. Selvom jeg af en eller anden grund altid er ude af stand til at huske, hvilken af Brontë-søstrene, der har skrevet den. Tidligere har jeg kun ejet den i en ret grim paperback-udgave. Jeg har længe sværmet for den tykke sorte udgave fra Barnes&Noble Leatherbound Classics, men da der kom til stykket, syntes jeg alligevel, Jane gjorde sig bedre i gult. Bogens indhold er såmænd dystert nok i sig selv, og jeg synes, omslaget på denne liver lidt op, men samtidig er tro mod romanen (modsat visse småblomstrede omslag, jeg også er stødt på).

Rebecca af Daphne du Maurier
Jeg lånte bogen på biblioteket, men blev så glad for den, at jeg også ville have den hjem på hylderne.

IMG_3461.JPG

Længe, længe, længe har jeg ønsket mig at eje alle Jane Austens seks mest kendte værker og i pænere udgaver end de små, rødbrune lommebøger, som jeg tidligere har haft tre af romanerne i.

Men jeg har ikke kunnet bestemme mig for, hvilken udgave. Jeg er ikke til samlinger med flere bøger i pga. størrelsen, og kun tre af bøgerne findes i de fine, fine Barnes&Noble Leatherbound Classics. Jeg havde egentlig besluttet mig for Penguin Clothbound Classics og havde allerede Northanger Abbey i denne serie. Men så syntes jeg alligevel, det var lidt ærgerligt med den måde, mønsteret er trykt udenpå disse bøger.

Svaret kom, da jeg fandt udgaverne fra Vintage Classics, som tilfældigvis kunne købes hos anthropologie.eu sammen med mr. Boddington’s-bøgerne. En hurtig beslutning blev truffet, og nu har jeg hele rækken. Godt nok i paperbacks, men det har jeg egentlig ikke noget imod, når de er så pæne.

‘A Lost Lady’ af Willa Cather

IMG_3430-0.JPG
Titel: A Lost Lady. Forfatter: Willa Cather. Opr. udgivet: 1923. Forlag: Virago Modern Classics. Antal sider: 167. ISBN: 978-1-84408-373-2.4/5 stjerner.

Willa Cather var en af de helt store amerikanske forfattere i begyndelsen af forrige århundrede. Hun er kendt for sine fortællinger om nybyggerlivet på den amerikanske prærie.

Jeg har længe villet læse noget af Willa Cather – lige siden jeg stødte på navnet hos Booksnob, og af alle hendes bøger var det umiddelbart beskrivelsen af ‘A Lost Lady’, der tiltalte mig mest som et første bekendtskab.

‘A Lost Lady’ handler om den smukke, charmerende Marian Forrester, der hver sommer bor sammen med sin velhavende og meget ældre ægtemand i det store hus på toppen af bakken, lidt uden for jernbanebyen Sweet Water. Mrs. Forrester har en ganske særlig evne til at fortrylle sine omgivelser, og hendes særlige charme har indflydelse på alle, hun møder.

Historien opleves gennem øjnene på Niel Herbert, der ved historiens begyndelse er en dreng, og ved dens slutning et uvist antal år senere en voksen mand.

Også Niel er fortryllet af mrs. Forrester, og hans beundring vokser kun, efterhånden som han bliver ældre. Men efterhånden som mr. Forrester bliver ældre og svagelig, og parrets økonomi bliver anstrengt, bliver rammerne for deres liv mere begrænsede. Mrs. Forrester begynder at føle sig fanget i den lille by, og Niels glansbillede af mrs. Forrester begynder langsomt at krakelere.

‘A Lost Lady’ er en fin lille roman om ungdommelige illusioner, der brister med tiden, og også om et idealbillede af en kvinde, som ingen virkelig kvinde vel kan leve op til i længden.

Det er en historie, der virkede meget større på mig end de få sider, den fyldte. Det skyldes Willa Cathers evne til med meget få ord at tegne tydelige billeder af både omgivelserne og af de fascinerende personligheder, som befolker bogen sider.

‘A Lost Lady’ var et rigtig godt første møde med Willa Cather, og jeg skal helt sikkert læse mere fra hendes hånd.

‘Creme Fraiche’ af Suzanne Brøgger

IMG_3382.JPG
Titel: Creme Fraiche. Forfatter: Suzanne Brøgger. Opr. udgivet: 1978. Forlag: Rhodos. ISBN: 87-01-11581-2. Sider: 316.

‘Creme Fraiche’ er første del af en trilogi (efterfulgt af ‘Ja’ og ‘Transparens’), der handler om en unavngiven jeg-fortæller, der beretter om sit liv fra barndommen frem til hun er først i trediverne. Rammen for ‘Creme Fraiche’ er en flyrejse fra New York til København; mens hun sidder på flyet, skriver fortælleren på en bog, der indeholder brudstykker af begivenheder fra hendes fortid, personportrætter af de elskere og elskerinder, der har krydset hendes vej og filosofiske tankestrømme om erotisk frihed, og hvordan man lever livet “mindst ulykkeligt og mest interessant”.

Jeg-fortællerens historie har mange ligheder med Suzanne Brøggers egen, og jeg kunne ikke helt gennemskue, hvor grænsen mellem fiktion og selvbiografi går – Hvilket jeg har en mistanke om, er helt bevidst fra forfatternes side.

Tonen i bogen er på en gang alvorlig, selvironisk og humoristisk, og både seksuelle oplevelser og moderens selvmordsforsøg beskrives med en nøgtern distance.

Bogen efterlod mig med en lidt splittet følelse. Det er sjældent, jeg læser en bog uden (hurtigt) at vide, om jeg kan lide den eller ej. Jeg spekulerede over det spørgsmål hele vejen gennem ‘Creme Fraiche’, men nu hvor jeg er færdig med den, er jeg egentlig ikke blevet klogere på det.

Jeg kan generelt ikke lide bøger uden et plot. Jeg kan ikke lide bøger, der springer frem og tilbage mellem tid og sted og omtaler personer, som først bliver introduceret senere. Jeg kan ikke lide bøger, hvor store dele af siderne fyldes med forfatternes tankestrøm og filosofiske betragtninger i stedet for at lade begivenhederne tale. Kort sagt burde jeg ikke bryde mig om ‘Creme Fraiche’, og teoretisk set skulle det have været én af de (mange) bøger, hvor jeg læste de første 30 sider og så opgav. Alligevel var der noget ved den, der fangede mig, og jeg blev ved med at vende siderne, selvom det visse steder gik lidt trægt.

Jeg tror, jeg lader det blive ved, at bogen er interessant og tankevækkende; om jeg kunne lide den eller ej vil vise sig med tiden, alt efter om jeg får lyst til at læse efterfølgeren ‘Ja’ eller at ekspedere begge bøger tilbage til min fars reol.

Jeg tager også den nemme udvej og lader være med at tildele ‘Creme Fraiche’ stjerner – det forekommer mig nemlig ikke helt fair at sætte stjerner på en bog, som jeg ikke engang har besluttet mig for, om jeg kan lide.

Min bogreol

IMG_3397.JPG
#sortsuperego siger “vis/beskriv din reol”, og jeg vil også prøve at være med; jeg elsker nemlig selv, når andre gider vise deres reoler frem.

Egentlig er det dog lidt dårlig timing for mit vedkommende; vi er nemlig lige flyttet, og det betyder, at der er blevet rusket godt og grundigt op i mit system, og at intet er helt på plads endnu – Meeen, vi kan jo bare tage den igen en anden gang så, ikke?

Hovedparten af mine bøger bor lige nu i disse tre sektioner Montana, som vi købte sammen med huset. Det er nemlig meget lettere at overtale sin mand til en dyr reol, når den kommer sammen med et hus – Det sætter ligesom tingene i et andet perspektiv.

IMG_3409.JPG
Jeg er glad for den, fordi den er så lys og let. I teorien synes jeg, det er rigtig pænt med store bogreoler fra gulv til loft. I praksis ser det også godt og hyggeligt ud hjemme hos andre. Men af en eller anden grund har jeg aldrig boet et sted, hvor jeg selv syntes, tre sektioner Billy-reol var det, der passede bedst i indretningen. Jeg har efterhånden erkendt, at jeg nok aldrig kommer til det, og at jeg i stedet må tilpasse bogsamlingen til reolen. Jeg har nogle ret skrappe kriterier for, hvilke bøger der skal have plads i mit hjem, så der har hidtil ikke givet de store problemer.

Reolskiftet kom dog med nogle udfordringer; tidligere havde vi nemlig tilsvarende tre sektioner Kubik-reol fra Trævarefabrikerne, der var fyldt til bristepunktet (og som nu i stedet indeholder legetøj og børnebøger på min søns værelse). De var lige præcis dybe nok til, at de fleste af mine bøger kunne stå i to lag. Det kan de ikke længere. Kun de aller mindste bøger kan stå bag hinanden, og jeg kan ikke få det til at fungere på nogen meningsfuld måde.

Min. reolplads er altså i praksis halveret!

Det findes der heldigvis råd for, og resten af bøgerne bor nu i to rækker i denne her, der tidligere husede porcelæn:

IMG_3401.JPG
Her kan bøgerne stå i to rækker og gemme sig sammen med fotoalbum og kedelige ringbind med praktiske papirer.

IMG_3402.JPG
Hvilke bøger er der så, jeg har forvist til denne mørke, hengemte tilværelse? Jo, det drejer sig om de bøger, som jeg ikke glæder mig så meget over at se på, eller som jeg ikke har læst og ikke umiddelbart har lyst til at læse lige nu. Der er også børnebøger, som venter på, at mine egne børn skal blive større. Og så er der min mands rollespilsmanualer og hans egne bøger om så spændende emner som “Kapitalejerlån og selvfinansering”, “Partnerselskaber” og “Investeringsforeningsret” m.fl. (som han selv har været med til at skrive, hvilket er årsagen til, at vi næsten er nødt til at have et eksemplar i huset).

Flere af bøgerne i skabet er bøger, som muligvis skal videre ud i verden, når de har stået der lidt. Resten kommer måske frem igen, når det sidste stykke reol, der skal hænge på denne tomme plads bag sofaen, er blevet leveret:

IMG_3404.JPG
I må tænke jer til et par hylder fra String-reolsystemet, der hænger dér og formentlig kommer til at huse nogle af mine pænere bøger, billeder og nips.

Jeg glæder mig til at vise det hele engang, når det er færdigt. Så kan jeg også fortælle lidt om “systemet”, som normalt ikke er særlig strikst, men lige nu er nærmest ikke-eksisterende.

To be continued.

“The Thirteenth Tale” af Diane Setterfield

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/fd7/75917465/files/2015/01/img_2450.jpg
Titel: The Thirteenth Tale. Forfatter: Diane Setterfield. Forlag: Washington Square Press. Udgivet første gang: 2006. Antal sider: 406. 5/5 stjerner

Vida Winter er en berømt forfatter, som har skrevet mange bøger. Den mest berømte af disse er kendt som “The Thirteen Tales”, men indeholder kun tolv historier. Ingen ved, om den trettende nogensinde har eksisteret.

Der er heller ingen, der kender Vida Winters egen historie; hvor hun kommer fra, og hvad hun lavede før udgivelsen af sin første bog. Selv har hun fortalt utallige, vidt forskellige versioner af sin egen livshistorie – ingen af dem er sande.

“A good story is always more dazzling than a broken piece of truth.”

Nu er hun gammel og døende, og tiden er kommet til at fortælle den sande historie. Til det formål vælger hun Margaret Lea, der lever en stille og lidt trist tilværelse, hvor hun arbejder i sin fars antikvarboghandel og skriver obskure biografier om glemte personer, som næsten ingen læser.

I Vida Winters fortællinger til Margaret bliver hendes komplicerede fortid langsomt blotlagt, alt imens læseren følger udviklingen i forholdet mellem Vida Winter og Margaret og den betydning, som mødet med Vida Winter får for Margarets egen tilværelse. Samtidig gnaver hele tiden tvivlen om, hvorvidt Vida Winter fortæller sandheden – og hele sandheden.

The Thirteenth Tale er historien om en familie; en mand, der mister forstanden ved sin kones død, hans ondskabsfulde søn og smukke datter, et incestuøst forhold og tvillingepiger med kobberrødt hår og smaragdgrønne øjne. Det er også en spøgelseshistorie med et faldefærdigt herskabshus, en gammel husholderske, forstyrrede børn og skyggen af et spøgelse, der hjemsøger hele historien.

Bogen er virkelig smukt skrevet, og personerne og stederne træder lysende klart frem. At læse “The Thirteenth Tale” føltes mere som at få fortalt en historie end at læse en bog. Og det er jo på en måde også det, der sker i en stor del af bogen – Vida Winters fortælling fungerer som en slags historie inden i historien.

Passagerne, hvor Vida Winters fortæller, er så fængende, at de flere gange fik mig til at ønske, at Vida Winter var en virkelig forfatter, så jeg kunne styrte ud og købe hendes samlede værker.

Bogen er også en kærlighederklæring til bøger og læsning. Store dele af handlingen foregår i velforsynede private biblioteker, og der er utallige referencer til klassiske værker som Jane Eyre (som spiller sin egen lille rolle i bogen), Wuthering Heights, The Woman in White, The Turn of the Screw m.fl.

Flere gange i løbet af læsningen tænkte jeg på, hvor godt bogen kunne gøre sig i en ordentlig filmatisering. Nu har jeg opdaget, at der faktisk er lavet en BBC-miniserie, som har fået gode anmeldelser, og som jeg simpelthen er nødt til at opstøve. Jeg håber, den kan leve op til bogen, for denne historie fortjener en ordentlig filmatisering.