“Sandheden om Harry Quebert sagen” af Joël Dicker

Titel: “Sandheden om Harry Quebert sagen (Org. titel: La vérité sur l’affaire Harry Québert. Forfatter: Joël Dicker. Forlag: Rosinante. Sideantal: 693. ISBN:13:9788763829434. Læst på dansk (originalsproget er fransk).

Den verdensberømte forfatter Harry Quebert lever et stille liv i den lille by Aurora, indtil man en dag finder et lig gravet ned i hans have. Liget er resterne af den 15-årige Nola Kellergan, som på mystisk vis forsvandt 33 år tidligere. Sammen med liget finder man originalmanuskriptet til Queberts roman, og da det bliver klart, at den dengang 34-årige Quebert havde et forhold til den unge pige, eksploderer skandalen.

Quebert arresteres og anklages for mordet. Den eneste, som tror på hans uskyld, er hans tidligere elev og ven, Marcus Goldman, der selv er forfatter, men er ramt af en alvorlig skriveblokering. Goldman tager til Aurora for selv at undersøge, hvad der virkelig skete den aften for 33 år siden, hvor Nola forsvandt. Goldmans undersøgelser viser snart, at den fredelige lille by skjuler en overflod af hemmeligheder, som han må forsøge at nå til bunds i for at redde sin vens liv og rygte, samtidig med at han må jonglere med den voksende modstand fra byens indbyggere, anonyme trusselsbreve og bekymringerne over sin egen karriere.

Jeg har normalt ikke ret meget tålmodighed med krimier. Men Joël Dickers “Sandheden om Harry Quebert sagen” er i min optik ikke “rigtig” krimi. Selvom bogen handler om en mordgåde, handler den også om så meget mere, og historien er helt fri for de klichéer, som krimigenren ellers er så rigeligt fyldt med. Det er en historie om menneskene, om offeret, om den mistænkte gerningsmand og om den unge forfatter, der forsøger at finde frem til sandheden under et røgslør af løgne.

Historien bliver fortalt med en masse spring i tid, og der skriftes mellem jeg-fortæller og passager, som skal være uddrag af den bog, som bogens fortæller er ved at skrive om sagen. Jeg synes, skiftene fungerer rigtig godt. Samtidig er det en meget sjov oplevelse, fordi man som læser undervejs bliver narret til at danne man sig nogle indtryk på baggrund af disse “uddrag”, som i virkeligheden bare er et udtryk for fortællerens opfattelse på et givent tidspunkt og derfor ikke videre troværdige.

Bogen har dog også nogle svage sider. Selvom den ikke svømmer i krimi-klichéer, er der så rigeligt med andre klichéer at tage af.

Dialogen er mange steder tåkrummende karikeret, og Dicker er faldet for fristelsen til at hive alle de stereotype personligheder ned fra hylderne. Jeg krummer stadig tæer over fortællerens samtaler med sin mor og sin forlægger og over den Quasimodo-agtig privatchauffør, der spiller en central rolle i bogen. Og selvom jeg på sin vis nød alle overvejelserne om, hvad det vil sige at være forfatter, og hvad der skal til for at skrive en god bog, kan jeg ikke sige mig fri for at synes, at også det blev lidt for selvsmagende og klichéfyldt.

Mit største problem med bogen er måske, at jeg ikke rigtig faldt for den kærlighedshistorie, som handlingen kredser om. Måske fordi Dicker bruger de helt store ord til at beskrive personernes følelser, fremfor mere subtile greb. Måske fordi det, som ellers kunne have været en fængende lolita-historie, fremstår fuldstændig blottet for begær. Dermed virker fortællingen om den altopslugende kærlighed temmelig kønsløs og ikke særligt troværdig for mig.

På et tidspunkt syntes jeg, at historien var blevet ved længe nok, og jeg begyndte at se frem til, at den snart skulle være slut. Men de sidste sider greb mig igen, og slutningen blæste fuldstændig benene væk under mig.

Sjovt nok var det dér, hvor historien antog den mest krimi-agtig karakter, at jeg for alvor blev fanget. Måske skulle jeg overveje at give genren en ny chance.

Vurdering

4/5 stjerner. Personbeskrivelserne og dialogen er egentlig noget klichéfyldt rod, men konstruktionen fungerer godt, og plottet er simpelthen fantastisk.

Barndomsbøger #3: “Elmer og dragen”-serien af Ruth Stiles Gannett

Titler: Min fars drage, Elmer og dragen og Dragernes bjerg (originale titler “My Father’s Dragon”, “Elmer and the Dragon” og “The Dragons of Blueland”). Forfatter: Ruth Stiles Gannett. Opr. udgivet: 1948.

“Da min far var en lille dreng, mødte han en kold regnvejrsdag en gammel herreløs kat på gaden. Katten var drivvåd og forkommen, så min far sagde: „Vil du ikke gerne med hjem til mig?””

Sådan begynder historien om den 9-årige Elmer, der møder herreløs kat og derefter tager afsted til Vildøen for at befri en drageunge.

Jeg kan ikke huske, hvornår eller fra hvem jeg har fået disse bøger. Jeg kan heller ikke huske, at jeg nogensinde er stødt på dem andre steder. Til gengæld kan jeg tydeligt huske de fine sort/hvide illustrationer, og hvordan man krydser en flod ved hjælp af krokodiller og slikkepinde.

Jeg fik bøgerne i hænderne igen i går, da jeg var ved at pakke indholdet af reolen ned i flyttekasser (vi skal nemlig flytte til et større hus om en måned – Hurra!). Jeg gik lidt i stå og kunne ikke pakke bøgerne væk, før jeg havde siddet og bladret lidt i dem og haft tid til at mindes historien og nyde de fine tegninger.

Det er egentlig en skam, at bøgerne ikke er mere kendte herhjemme, for det er sådan en fin historie. Eller faktisk er det jo 3 fine historier, for hver bog i serien har sit eget lille eventyr i en fantasiverden beboet af drager, talende katte, banditter og bortfløjne kanariefugle.

Hvis de stadig kan støves op på dansk, kan de varmt anbefales – De har i hvert fald stadig et enkelt eksemplar på bibliotekerne her i Aarhus.

“The Catcher in the Rye” af J. D. Salinger

Titel: The Catcher in the Rye
Forfatter: J. D. Salinger
Opr. udgivet: 1951
Forlag: Little, Brown and Company
ISBN: 978-0-316-76948-8

Holden Caulfield er netop blevet smidt ud af sin fjerde skole. Ikke for at lave ballade, men fordi han ikke lægger nogen form for indsats i undervisningen og derfor er dumpet alle fag på nær engelsk. Holden kommer i et slagsmål med sin værelseskammerat og beslutter sig for at forlade skolen nogle dage før han egentlig skulle. Han tør imidlertid ikke komme hjem, før hans forældre har fået beskeden fra skolen og har haft tid til at fordøje den. Derfor får Holden det næste par dage til at gå med at drive rundt på må og få i New York, mens han spekulerer over sin tilværelse, menneskers falskhed og over, hvad der bliver af ænderne i Central Park om vinteren.

Jeg har hørt så meget om denne bog, og jeg havde derfor en ret klar forventning om, hvad jeg ville synes om dem. Jeg troede, at jeg ville hade den, og at jeg skulle bruge virkelig lang tid på at få tygget mig igennem den. Plotløse fortællinger krydret med lange indre monologer og forvirrende tankespring er – med den enkelte undtagelse af Charlotte Roches mærkværdige Feuchtgebiete – normalt ikke lige min kop te.

Men jeg hadede den ikke; siderne blev vendt med forbavsende lethed, og hovedpersonens endeløse tankestrømme var mange steder både interessante og rørende.

Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal mene om bogen. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde før har haft så meget lyst til at hive hovedpersonen i en bog ud af siderne, ruske ham og bede ham tage sig sammen og opføre sig ordentligt. Og samtidig havde jeg så utroligt ondt af Holden, som er helt alene og uden rigtige venner, han kan betro sig til; til dels selvforskyldt, fordi han støder mennesker fra sig, men også fordi han har svært ved at knytte sig til andre mennesker. Han har det svært med alt, hvad der er falskt ved andre menneskers opførsel (“phonies” er et udtryk, der optræder utroligt mange gange i bogen) – og måske derfor er den eneste, han rigtig kan tale med, sin 10-årige lillesøster Phoebe.

Holden er på den ene side irriterende umoden, dømmende og uforskammet; og på den anden side er hans tanker flere steder utroligt klarsynede, og han rummer en næsten rørende medfølelse med andre mennesker.

Jeg har på fornemmelsen, at det er en af disse bøger, som man kan blive ved med at vende tilbage til og opdage nye vinkler på.

Vurdering
5/5 stjerner.

Jeg startede med at give den 3/5 stjerner, mens jeg stadig var i gang med at læse, så ændrede jeg det til 4/5 stjerner i erkendelse af dens kvaliteter, mens jeg stadig var lidt sur på Holden. Men det føltes simpelthen bare ikke rigtigt, for hvis denne bog ikke skulle have 5/5, så ved jeg egentlig ikke, hvad der skulle.

Min tur i Jane Austen-land

I slutningen af august i år endte jeg temmelig spontant med at tage med en veninde på forlænget weekend-tur til det sydlige England. Jeg tog af sted tidligt torsdag morgen og kom hjem sent mandag aften.

Min veninde havde allerede været der nogle dage, da jeg kom (og skulle blive der længere i den anden ende) og havde haft god tid til at opleve Bath. I første omgang var det egentlig meningen, at jeg skulle mødes med hende i Axminster, men da jeg ankom i Standsted-lufthavnen tidligt om morgenen, og det gik op for mig, at jeg kunne nå at være i Bath ved middagstid og dermed have et par timer til at få de vigtigste seværdigheder med, blev det planen.

Bath

Den væsentligste årsag til at jeg gerne ville opleve Bath var selvfølgelig, at Jane Austen lader store dele af handlingen i Northanger Abbey og Persuasion foregå der, og at Jane Austen selv boede nogle år i byen – i tiden mellem sin fars pensionering i 1801 og frem til hans død i 1806. Historien fortæller, at hun brød sig meget lidt om at bo der – Men det er nu stadig byen, der huser “The Jane Austen Centre”, som er et museum dedikeret til Jane Austens liv, med fokus på hendes tid i Bath, samt hendes bøger og samtid.

Det sjoveste ved museet var næsten, at alle ansatte var iført periode-kostumer og havde fået navne efter nogle af karaktererne i Austens bøger. Det jeg fik mest tid til at gå med på museet var at læse en plakat med oversigt over, hvad forskellige størrelser af indkomster egentlig gav mulighed for på den tid – Noget som var meget interessant, da størrelsen af persongalleriets formuer og betydningen heraf for deres ægteskabsmuligheder er noget, som fylder meget i Jane Austens bøger.

Udover besøget i the Jane Austen Centre var der også lige tid til at slentre lidt rundt i byen og se nogle af dens mest berømte kendetegn – Bath Abbey, the Royal Crescent og “The Circus”. Det var en sjov oplevelse at gå rundt i de gader, som Catherine Morland og Anne Elliot spadserer ad. Desværre var der ikke tid til at opleve de berømte romerske bade, som ellers skulle være et besøg værd.

Lyme Regis

“A very strange stranger it must be, who does not see charms in the immediate environs of Lyme, to make him wish to know it better.”

– Jane Austen, Persuasion

Dagen efter var vi om aftenen en smuttur i Lyme Regis; udelukkende fordi det lå i nærheden, og fordi det er dér, Louisa Musgrove kommer til skade, da hun springer ned fra trappen. Desværre havde jeg ikke gjort mit forarbejde godt nok, så det lykkedes os ikke på den begrænsede tid vi havde at finde det rigtige sted – Uheldet skete nemlig på “The Cobb”, som er havnemuren. Vi fik kun set byen og den lille sten-strand med udsigt til The Cobb, og jeg fik derfor ikke taget et billede på den berømte trappe. Lyme Regis var dog et hyggeligt besøg uanset.

Chawton Cottage – Jane Austen’s House Museum

Den helt store oplevelse i, hvad der endte med at blive lidt af et Jane Austen-tema, var dog besøget i Chawton Cottage – næsten kun et lille smut fra vejen tilbage mod London.

Chawton Cottage er stedet, hvor Jane Austen boede de sidste 8 år af sit liv, efter at hendes bror Edward Austen Knight havde overladt huset til sin mor og to søstre.

Det er også stedet, hvor Mansfield Park, Emma og Persuasion er skrevet, og hvor Sense and Sensibility og Pride and Predjudice blev revideret til deres endelige form. I dag huser bygningen Jane Austen’s House Museum, der bestemt er et besøg værd.

Jeg havde kigget lidt på kortet over jernbaneforbindelser og læst på museets hjemmeside og i guidebogen og var nået frem til, at Chawton kun var en lille smuttur fra vejen mod London – Vi skulle bare lige tage over Winchester, og så sagde guidebogen, at der var busforbindelse til Chawton. På den baggrund fik jeg overtalt min stakkels veninde, som ellers ikke er særligt begejstret for Jane Austen, til at vi sagtens kunne nå at være i Chawton inden middagstid og stadig have god tid i London om eftermiddagen.

Det gik også rigtig fint, indtil vi stod i Winchester og opdagede, at busstationen lå på den anden side af centrum i forhold til togstationen. Da vi havde fundet den rigtige retning og var nået dertil, var bussen kørt 5 min. tidligere – og den næste gik først 4½ t. senere. Det var nemlig lørdag, og busforbindelserne var vist i øvrigt ikke helt så gode som guidebogen lovede.

Så stod vi der på den temmelig trøsteløse busstation og blev enige om, at når vi nu alligevel var kommet så langt, måtte vi hellere finde ud af at komme det sidste stykke. Så vi gik ind på turistinformationen, hvor de desværre ikke kunne trylle en overset busforbindelse frem – til gengæld ringede de efter en taxa og arrangerede en fastprisaftale, og det lykkedes os faktisk at komme frem til Chawton og at finde Chawton Cottage (det var ikke svært, for byen var lillebitte og Chawton Cottage lå lige ud til hovedgaden – selvom den forvirrede taxachauffør nåede at køre forbi to gange).

Men vi kom frem, jeg fik set Chawton Cottage, og min stakkels veninde fik slappet lidt af i haven, mens jeg fordybede mig i forklaringer vedr. Austens familieforhold og udstillinger af genstande med tilknytning til hende, kiggede ud af vinduet i hendes soveværelse og tænkte på, hvor ofte hun mon havde stået der og kigget ned i gården. – og gik rundt i stuerne og forsøgte at forestille mig Jane Auston siddende til bords med sin familie eller i færd med at skrive ved det lille tolvkantede bord.

Chawton Cottage set fra vejen

Udsigten fra soveværelset, som Jane Austen delte med sin søster Cassandra

Jane Austens “skrivebord”. Tænk bare, hvad der er blevet skrevet her (og hvor ubehagelige arbejdsstillinger det må have givet):

Det gik heldigvis bedre med at komme med bussen tilbage til Winchester og videre med toget til London… selvom vi ikke helt var der kl. 15.00, som jeg havde planlagt.

(Vi nåede selvfølgelig også at se en hel masse, der ikke var Jane Austen-relateret; bl.a. Stonehenge, Salisbury Cathedral (og Magna Carta) samt knap to dages sightseeing i London.)

Tur-anbefalinger

På trods af at vi nåede en nogle af de største Jane Austen-attraktioner, er der stadig flere ting, som jeg gerne ville have set, hvis jeg havde haft bedre tid:

• The Pump Room i Bath, hvor Catherine og Isabella hænger ud – I dag er det en reataurant
• Den rigtige trappe på The Cobb i Lyme Regis
• Chawton House, hvor Janes bror Edward Austen Knight boede med sin familie
• Winchester Chatedral, hvor Jane Austen blev begravet i 1817

Hvis du skulle få lyst til at gøre turen efter, kan det anbefales at:

• Sætte god tid af til at besøge Bath – der er masser at se, også selvom man ikke er Jane Austen-fan.
• Finde ud af, hvor The Cobb ligger, inden du står i Lyme Regis uden internetforbindelse.
• Tjekke busforbindelserne fra Winchester til Alton (som er den lidt større by ved siden af Chawton, som bussen kører til), inden du ankommer; herunder om der køres efter weekendplan. Ring evt. til turistinformationen i Winchester, som kan hjælpe med at finde de rigtige køreplaner – De er hjælpsomme og det er nok mere sikkert end at forsøge at hente dem på nettet. Togforbindelserne til Winchester fra London er godt, men forsøg at komme i god tid, for det tager mindst en halv time at finde vej og gå stykket fra toget til busstationen. Medbring et kort over lokalområdet, for der er et lille stykke at gå fra stoppestedet i Alton til Chawton Cottage.
• Tage mig med – Jeg er meget omgængelig, normalt ret god til at planlægge og kan klare at blive slæbt med i lige så mange boghandler, som du orker;-)

Links

Her er nogle links til hjemmesider med yderligere information:

Turistinformationen i Bath

The Jane Austen Centre i Bath

Turistinformationen i Lyme Regis

Jane Auste’s House Museum

Chawton House Library

Turistinformationen i Winchester

Winchester Cathedral 

 

Sara, Sofus og Leander – og Barndomsbøger #2

Nu er vi tilbage i min tidlige barndom – og samtidig på mine børns værelse.

Min egen mor fortæller, at hun læste den bog så tit, at hun næsten kunne den udenad. Og da jeg så bogen i Bilka for et par år siden, blev jeg ramt af nostalgi og kunne alle disse år efter høre det runge i mit eget hoved:

Tre små katte, som hed Sara, Sofus og Leander,
græd og råbte: vi har tabt vore uldne vanter

Find dem straks, sagde deres mor,
bring dem her tilbage,
ellers får I hverken mælk
eller nybagt kage.

Jeg fik straks fundet mit eget gamle eksemplar frem og begyndte at læse den for ungerne. Og de elskede den og elsker den stadig – i nogle perioder mindre end i andre, men “Sara, Sofus og Elleander” bliver ved med at dukke op med mellemrum, når der skal læses godnathistorie.

Og jeg kan recitere teksten udenad. Halvt i søvne. Jeg er sikker på, at hvis man vækkede mig midt om natten, kunne jeg lire hele remsen af om vanterne, der bliver væk, fundet igen, smurt ind i syltetøj, vasket og hængt til tørre.

Børnene elsker den for de fængende rim, den simple historie og de søde tegninger, som giver anledning til mere snak, og hvor man kan lede efter den lille mus, der gemmer sig på hvert billede.

En vaskeægte børneklassiker, som tåler at blive læst igen og igen, uden trang til at kaste bogen ud af vinduet.

“Tine” af Herman Bang

“En officer havde talt lystigt til en flok, der stod tæt ved smedens lod hvor kisterne stod i rad to og to oven på hinanden; så sagde en af soldaterne, fast og stille: – Ja, hr. løjtnant, vi ved jo, at vi skal derud. Og der  blev ganske stille i kredsen, mens officeren gik.”

Herman Bang: Tine, Forlaget Union, illustrationer af Svend Otto S., oprindeligt udgivet 1889

Det sker ret sjældent, at jeg bliver så grebet af en bog, at jeg ikke kan lægge den fra mig uden at have fået det sidste med; selvom klokken er over midnat, og der er to børn, hvis stå-op tid ikke tager hensyn til, hvornår jeg er faldet i søvn. Men “Tine” kunne jeg ikke slippe, før jeg havde vendt den sidste side i sengebordslampens skær omkring kl. 2.00. Og trods det sene tidspunkt gik der alligevel lidt tid, før jeg kunne falde i søvn – For “Tine” er en af den slags historier, der bliver siddende i kroppen længe efter.

Herman Bang skrev ikke komedier (eller jo, en enkelt, men den var vist ikke den store succes). Man bliver ikke i godt humør af at læse hans bøger – ikke af historien i hvert fald. Temaerne er tunge; triste skæbner, synd og skam, ensomhed, ulykkelig kærlighed, sygdom, krig. Og Tine er alt dette.

Jeg var begejstret for “Ved Vejen” for det fine portræt af den stilfærdige Katinka Bai. Men “Tine” har jeg haft stående i min reol i årevis uden at åbne den (siden jeg fandt den i min fars reol, gemt i den bugnende samling af biografier og krimier). Herman Bang er ikke en forfatter, hvis værker jeg bare lige samler op og får lyst til at læse. Eller det vil sige – det gjorde jeg så alligevel for et par dage siden, nok fordi Det Fiktive Univers for nylig omtalte “Ved Vejen”, og jeg blev mindet om, hvor meget jeg havde nydt at læse dén. Og jeg nød også at læse “Tine”.

“Tine” foregår i en landsby på Als i året 1864. Handlingen strækker sig over nogle måneder, men med tilbageblik til tidligere – og mere muntre – tider.

Tine er hushjælp i skovridergården og nært knyttet til familien, særlig husets frue. Da skovriderfruen bliver sendt i sikkerhed for krigen i København, kommer Tine imidlertid tættere på skovrideren og forelsker sig i ham.

Historiens baggrundstæppe og det, der driver handlingen frem, er krigen i 1864. Kanonernes tordnen ved Dybbøl kan høres i baggrunden og får vinduerne til at klirre, og den idylliske landsby oversvømmes af soldater, sårede og flygtninge. Det er faktisk krigen, der fylder mest i historien – Krigen set fra lokalbefolkningens side og fra de soldater, der bliver sendt ud for at dø for fædrelandet og vender nedbrudte hjem. Jeg vidste ikke engang, at historien foregik der, da jeg begyndte på at læse den – men det er vel meget passende i betragtning af, at 1864 er alle vegne for tiden i forbindelse med premieren på DR’s tv-serie .

Tempoet er langsomt og dvæler meget ved dialogen og gengivelse af øjeblikkets indtryk. Det er overladt meget til læseren af forstå hovedpersonens tanker følelser ud fra de stumper, som man får at vide – Der kan fx være utrolig mange følelser gemt bag et enkelt “ja” eller en rødmen fra Tine.

“- Hvor går De hen? spurgte Berg, som om han pludselig vågnede.

– Jeg går hjem, svarede Tine blot og pegede over mod skolen.”

Bogens fokus på scener og dialog gør også, at den er fri for langtrukne reflektioner og moralsk løftede pegefingre.

Nogle steder blev læsningen dog lidt tung, og dialogen i det gammeldags talesprog svær at følge; men beskrivelsen af den følsomme, opofrende Tine var så medrivende, at jeg alligevel fik vendt side efter side uden at blive træt af den.

Jeg tror, jeg vil sørge for at skaffe mig “Stuk” eller “Håbløse Slægter”, så jeg har noget liggende, næste gang jeg får mod på Herman Bang.

Vurdering

4/5 stjerner

 

“The Red Queen” af Philippa Gregory

Philippa Gregory: The Red Queen, Simon & Schuster UK, 2010, læst på engelsk (biblioteksbog)

Bogen er den 2. bog i Gregorys serie om “The Cousin Wars”, også kendt som Wars of the Roses.

I denne bog følger vi Margaret Beaufort/Stafford/Stanley; Lancaster-arvingen, som på mange punkter er Elizabeth Woodvilles diamentrale modsætning.

“I don’t think your God has ever advised you otherwise. You hear only what you want. He only ever commands your preferences.”

Bogen tegner et fint portræt at en religiøs fanatiker. Hvor tæt portrættet kommer på den virkelige Margaret Beaufort, kan ingen vide. Men bogen giver en spændende beskrivelse af en stolt, selvoptaget, ambitiøs kvinde, der altid formår at få Guds vilje til at passe med sine egne ambitioner. Ikke et særlig sympatisk portræt; men det giver mere dybde til karakteren, at forfatteren i stedet formår at få læseren til at følge de motivationer, der ligger til grund for hendes handlinger. Man kommer ikke til at holde af Margaret, men man kommer til at forstå hende, og det er måske i virkeligheden mere interessant.

Det fungerer også godt nu at opleve de samme begivenheder fra en anden synsvinkel. Bogen drager fordel af, at man allerede har set de samme begivenheder udspille sig fra Elizabeth Woodvilles synsvinkel; det giver flere nuancer for læseren. Denne bog starter dog nogle år tidligere og giver også et billede af de begivenheder, der ligger forud for “Den hvide dronning”.

Margaret er mere en del af intrigerne end Elizabeth. Selvom også hun en stor del af tiden er afsondret fra begivenhederne, får man i denne bog langt mere med af det politiske spil, og historien bliver mere levende. Jeg-fortælleren er måske også droppet i lidt større omfang end i “Den hvide dronning” (Jeg ved det ikke, for jeg talte ikke sider, men det er mit indtryk). Man får i hvert fald hele historien om det sidste, afgørende slag med.

Jeg havde klart en bedre læseoplevelse med denne bog, og der var færre elementer, der irriterede mig undervejs. Hovedperson bliver mindre og mindre sympatisk undervejs, men til gengæld fangede bogen mig mere og mere, så jeg til sidst næsten ikke kunne lægge den fra mig.

“A horse! A horse! Get the king a horse!”

Jeg er solgt. Der er ekstre point for den lille reference til Shakespeare.

Vurdering
Allerede efter de første kapitler var jeg sikker på, at “The Red Queen” skulle have en stjerne mere end “Den hvide dronning”. Den sidste del af bogen overbeviste mig om, at den fortjener:
4/5 stjerner

Børnebogstema: Øv! Prinsesser er kedelige

Astrid Iversen: Øv! Prinsesser er kedelige, illustreret af Kirsten Raagaard, Høst & Søn, 2009

Nogle gange kan det være rart med en modvægt til prinsessefikseringen – I ved: Den der tendens til at ville putte små piger i lyserøde tyl-rædsler og glimmer og lære dem at være søde og yndige og “rigtige piger”.

Ikke at der noget i vejen med lyserød… eller yndige piger. Det kan bare godt tage overhånd.

Den pink prinsessebevægelse har åbenbart spredt sig til boghandlerne, hvor børneafdelingerne vrimler med bøger med pink rygge og glimmer på omslaget (eller blå bøger med biler og robotter til “rigtige” drenge). Jeg skal sent glemme min undren, dengang jeg så disse her i Magasin’s bogafdeling:

Hvem er det, der seriøst mener, at man kan opdele Grimms eventyr efter køn? Tænk hvis det potentielle yndlingseventyr er havnet i bogen til det andet køn? Det er da at gøre børnelitteraturen fattigere.

Nå, men hvis man som mig har et lidt anstrengt forhold til prinsesse-universet, er Astrid Iversens bog om Trunte et forfriskende pust. Trunte er nemlig ikke en prinsesse-pige! Hun synes, at prinsesser er både dumme og kedelige og har gennemskuet, at Rapunzel må være ret ubegavet, når hun ikke kan finde ud af selv at få klippet håret og klatre ned ad det. Og at Askepot må være temmelig naiv, når hun samler bønner op fra asken hele to gange i håbet om, at stedsøstrene så vil lade hende komme med til ballet. Trunte vil også kun giftes med prinsen, hvis han er sød og til at snakke med – ellers kan det være ligemeget!

Dette og meget mere fortæller Trunte far, da han igen-igen vil læse for hende af den kedelige prinsessebog, som farmor har givet hende.

Rent bortset fra at bogens tema er interessant i et større perspektiv, var den også underholdende læsning. Min datter på 3½ var især vild med tegningerne, hvor Truntes far undervejs kommer til at ligne en prinsesse mere og mere.

Det er bestemt ikke sidste gang, vi låner den på biblioteket. Det er nu meget godt med en diskret påmindelse om, at prinsessestatus ikke nødvendigvis er det bedste mål med tilværelsen.

Og så er bogen jo altså også sjov i sig selv – Helt uden kønsrollekritiske voksenmotiver.

Barndomsbøger #1

Jeg har læst og fået læst mange bøger som barn. Nogle af dem er gået tabt i glemslen; nogle af dem kan jeg pludselig huske noget fra, når jeg falder over dem på biblioteket eller i boghandlernes børneafdeling; andre husker og elsker jeg den dag i dag. Dette her handler om den sidste slags – De bøger, jeg stadig mindes med glæde.

De bøger, der har betydet mest for mig, er nok Laura Ingalls Wilders “Det Lille Hus”-serie.

Bøgerne om den lille nybyggerpiges opvækst og familiens trængsler på Nordamerikas barske prærie har jeg både fået læst højt og siden læst selv – og med forskelligartede følelser.

Da jeg fik “Laura-bøgerne”, som vi kaldte dem dengang, læst højt af mine forældre fra jeg var omkring 6 år, var det de små historier fra dagligdagen, der fyldte mest. Jeg var helt fascineret over, hvordan de lavede mad, tappede ahornsirup, fik svineblæren at lege med som ballon, fik kludedukker i julegave osv. Jeg kan dog også huske, at uretfærdighederne og den meget strenge opdragelse meget for mig. Jeg kunne nærmest blive helt vred på Lauras vegne over de krav der blev stillet til børnene om at være kærlige og uselviske.

Da jeg senere selv læste dem, var det i højere grad den ældre Laura, der optog mig. De første bøger var jeg stadig glad for, men til forskel fra tidligere forstod jeg nu bedre især de sidste bøger, der handler om Lauras liv som næsten voksen, forlovet, nygift og ung mor.

Undervejs i Lauras opvækst rammes familien af den ene katastrofe efter den anden; græshopper æder høsten, storesøster Mary bliver blind osv.; men det er ikke det, der fylder bøgerne.

Nogen kunne måske kritisere bøgerne for at tegne et glansbillede og skøjte for let henover de virkelig tunge ting – Laura Ingalls Wilders har fx udeladt lillebroderen, der døde i en alder af 9 mdr., af historien og har sprunget de år over, hvor familien boede i byen og forsøgte sig med hoteldrift. Men jeg synes netop, at det fine ved bøgerne er, at de formår at fortælle om den barske tilværelse på et niveau, hvor de børn, som bøgerne er skrevet til, kan være med. Og måske også det niveau, som forfatteren, der selv var et barn, oplevede dem på. For mig er det faktisk bøgernes største charme.

Bøgerne tager meget af det svære med, men svælger ikke i det, og det indtryk, bøgerne efterlader, er derfor fyldt med kærlighed, mørke aftener med violinspil og historier og en ukuelig optimisme.

Jeg elsker alle bøgerne, men hvis jeg skal vælge en favorit, er det alligevel den første bog i serien, “Det lille hus i den store skov”, der med ahorn-tapning, sjælne indkøbsture til byen, familievisitterm juleaftener og leg, krydret med historier om bjørne og pumaer, har gjort det største indtryk på mig.

Jeg brød mig i øvrigt ikke om den sukkersøde tv-serie med Melissa Gilbert i hovedrollen. Hun var ikke Laura, og den serie blev ved alt, alt for længe.

Nu med header

Og sikke da et bøvl det var at få sådan en sølle lille tegning til at opføre sig som jeg gerne ville og få teksten til at blive nogenlunde skarp.

Nu orker jeg ikke mere, så sådan kommer den til at se ud.

Noget helt andet er, at mit farvetema nu slet ikke matcher headerteksten og baggrundsfarven… Gad vidst, hvordan jeg ændrer det…