To gode børnebøger

 
Hvis der er noget, jeg sætter pris på, er det rigtig gode børnebøger. Jeg har et blødt punkt for flotte illustrationer og tidløse historier – bøger, hvor man har gjort sig umage for at skabe historier og billeder, der  giver de små mere end bare en kortvarig interesse for historien, en noget der samtidig kan gøre dem lidt klogere på verden, sig selv og hinanden. Virkelig gode bøger til børn er i mine øjne dem, der udover at en god historie og godt udførte tegninger også åbner op for en snak med barnet om det, der ligger bagved historien.
Netop nogle bøger er “Stormhvalen” af Benji Davies og “Hittegods” af Oliver Jeffers. Begge rummer de en fin lille historie, men de giver også mulighed for at tale med børnene om, hvordan personerne har det inde i maven undervejs.

Begge bøgerne er historier om ensomhed og venskab, og selvom forfatterne er forskellige, er aldersgruppen og stemningen i bøgerne så ens, at det giver mening for mig at omtale dem i samme indlæg (dét, og så fordi jeg opdagede bøgerne ved at læse en samlet anmeldelse i Politiken).

Bøgerne egner sig til børn fra ca. 3 år. Der fine ved bøgerne er, at man kan bygge mere på i snakken med barnet afhængig af, hvor gammel den lille lytter er. Min 4-årige dreng og min 5 1/2-årige pige er begge glade for bøgerne, men dialogen med er selvfølgelig på forskellige niveauer.

Og så lidt mere om den enkelte bog.

Stormhvalen

  Titel: Stormhvalen. Forfatter: Benji Davies. Udgivet: 2016 (engelsk 2013). Forlag: Gyldendal

Louie bor ved stranden med sin far, som er fisker og væk hele dagen – helt til det bliver mørkt. En dag finder Louie en strandet hval, som han redder ved at lægge den i badekarret. Hvalen er god til at lytte.

Den lille historie er hurtigt fortalt, men giver rigtig mange muligheder for snak med den lille lytter undervejs. 

Teksten er minimalistisk, simpel og siger lige præcis det, der skal siges. Ikke mere. Men den gør det, den skal, ved at føre læseren gennem den historien og åbne 

Derudover har bogen de fineste illustrationer med detaljerede billeder. som næsten indeholder flere informationer end selve historien. Det er en bog, hvor billederne er mindst lige så vigtige som teksten. 

 Hittegods

  Titel: Hittegods. Forfatter: Oliver Jeffers. Udgivet: 2016 (engelsk 2005). Forlag: Gyldendal

“Der var engang en dreng, og en dag bankede en pingvin på hans dør”. Sådan begynder “Hittegods”. Pingvinen er trist, og drengen tænker, at den nok er blevet væk hjemmefra. Han beslutter sig derfor for at hjælpe den hjem.

Bogen er en finurligt humoristisk fortælling om at rejse til verdens ende for at hjælpe en anden, kun for at opdage, at det slet ikke var det, ham havde brug for.

Teksten har de samme kvaliteter som”Stormhvalen”, men det er lidt mere af den, og humoren er mere fremherskende – også på billedsiden. Illustrationerne er mindre detaljerede, men stadig smukke og stemninggsfulde.

—

Når det kommer til børnebøger er det vigtigste selvfølgelig ikke, om de appellerer til voksne, men om børnene rent faktisk også kan lide dem. Jeg overlader derfor ordet til min 5-årige datter:

“De her bøger kan jeg godt lide, fordi de er rigtig spændende og sjove”.

Men det er nok detaljerene i tegningerne, der gør, at mine børn syntes lige lidt bedre om “Stormhvalen”. Adspurgt, hvilken af bøgerne vi eventuelt kunne give som afskedsgave til børnehaven, når hun lige om lidt begynder i skole (et andet eksemplar vel at mærke – vores skal ingen steder) var svaret i hvert fald tydeligt “Stormhvalen”.

“The Tenant of Wildfell Hall” af Anne Brontë

Titel: The Tenant of Wildfell Hall. Forfatter: Anne Brontë. Opr. udgivet 1848. Forlag: Wordsworth Classics.  4/5 stjerner

Pyh, det er længe siden, jeg sidst har fået skrevet et indlæg herinde. Årsagerne er en kombination af en periode med mindre læselyst, træthed og uvilje mod at sidde med en bærbar computer eller iPad mod maveskindet, mens en lille hjerne udvikler sig på den anden side. Lige p.t. er mine indlæg derfor begrænset af, at jeg skal have 1) lyst, 2) overskud og 3) adgang til en stationær computer… Måske ikke så mærkeligt, at der er lidt langt imellem. Og at de bliver lidt korte – men korte anmeldelser er vel bedre end ingenting?

I min tavse periode har jeg fx læst Emily Brontës “Wuthering Heights”; det har jeg taget tilløb til over mere end 5 år, og jeg var faktisk ikke særligt imponeret. Bevares, det er da en god bog – Men forstå den store begejstring for den kan jeg altså ikke.

Jeg ville så sørge for at komme hele cirklen af Brontë-søstrene rundt ved også at læse noget af Anne Brontë, som er forfatter til de lidt mindre kendte “Agnes Grey” og “The Tenant of Wildfell Hall”. Den sidste stod i min reol i forvejen, så det var en let beslutning.

Bogens handling går i sin enkelhed ud på, at en mystisk fremmed kvinde, Helen Graham, med sin lille søn flytter ind på den nedslidte ejendom Wildfell Hall. En af naboerne er den unge landmand Gilbert Markham, som stille og roligt tiltrækkes af den elegante Helen med de faste meninger. Men der går selvfølgelig ikke længe, før sladderen går i det lille samfund.

Historien fortælles som en lang række breve fra Gilbert Markham til sin svoger mange år senere, men en stor del af den er formet som en gengivelse af Helens dagbog (en slags fortællerstemme inden i fortællingen), der beretter om baggrunden for, hvordan hun endte på Wildfell Hall med sin søn.

Jeg kan forstå, at især dagbogsafsnittene har virket meget chokerende på samtiden – åbenbart i en sådan grad, at Charlotte Brontë forhindrede et genoptryk af bogen efter Annes død. Jeg er dog glad for, at romanen ikke gik helt i glemmebogen, for jeg syntes meget bedre om den end om “Wuthering Heights”, selvom Helen som hovedperson er lidt for perfekt. Hendes eneste fejl er at gifte sig med den forkerte i ungdommelig uvidenhed; alt derefter er en perlerække af godhed og urokkelige karakterfasthed, som bliver lidt trættende i længden. Det var meget godt, at Gilbert Markham som den anden fortællerstemme kunne kompensere lidt for det.

Alt i alt syntes jeg dog, bogen var god underholdning – i mine øjne bedre end Wuthering Heights, om end ikke helt på højde med Jane Eyre.

 

‘My Cousin Rachel’ af Daphne du Maurier

Titel: My Cousin Rachel. Forfatter: Daphne du Maurier. Udgivet: 2003 (opr. udgivet 1951). Forlag: Virago. Antal sider: 335.  5/5 stjerner 

Den forældreløse Philip vokser op hos sin velhavende fætter, den inkarnerede ungkarl Ambrose. Af Ambrose lærer Philip, at livet er mest behageligt uden kvinder i huset, og ingen af de to mænd har planer om nogensinde at gifte sig. 

Alt dette ændres imidlertid, da Ambrose pga. sit helbred må tilbringe vinteren i det varmere Italien og dér møder en fjern slægtning, Rachel, som han til Philips store fortrydelse gifter sig med. Ikke mange måneder efter brylluppet begynder Ambroses helbred at svigte, og han dør, inden Philip kan nå at se ham igen. 

Ambroses sidste breve var fyldt med antydninger om, at Rachel på en eller anden måde havde taget livet af ham, og Philips afsky mod den ukendte enke vokser. Alt dette ændres dog, da Rachel pludselig kommer til England, og Philip drages fuldstændig hjælpeløst imod hende. Men har Rachel i virkeligheden skjulte motiver? 

Jeg har vidst, at jeg skulle læse ‘My Cousin Rachel’ lige siden jeg læste den sidste side i ‘Rebecca’. Det to bøger har mange fællestræk; begge steder leger Daphne du Maurier med læserens opfattelse af virkeligheden, men jeg synes faktisk, ‘My Cousin Rachel’ gør det lige en tand bedre end ‘Rebecca’, så historien bliver dybere og mere tvetydig. 

I ingen af de to romaner bliver læseren klogere end fortællerne, der er helt igennem utroværdige i deres narration. ‘My Cousin Rachel’ fortælles fra Philips synsvinkel. Philip er en en naiv og stædig ung mand, der på ingen måde er i stand til at se begrænsningerne i sine egne evner til at gennemskue omgivelserne. Han er hele vejen igennem overbevist om, at hans – skiftende – opfattelser er de rigtige, mens man som læser frustreres over, at han ikke vil lytte til de gode og velmente råd, som de mere afbalancerede personer i hans omgivelser prøver at give ham; i stedet lukker han gamle venner ude og hengiver sig helt til sin grænseløse forgabelse i Rachel. Jeg havde lyst til at slå ham. 

“‘There are some women, Philip,’ he observed, ‘good women very possibly, who through no fault of their own impel disaster. Whatever they touch, somehow turns to tragedy. I don’t know why I say this to you, but I feel I must.'”

For læseren er det virkelig en udfordring at se igennem Philips forståelse og forsøge at fange virkeligheden bag hans drømmeslør. Daphne du Maurier lykkes således med at kaste en tåge over virkeligheden, som læseren hele vejen igennem må kæmpe for at se igennem. Det
er virkelig elegant gjort, og jeg nød spændingen i fulde drag. 

Bogen er oprindeligt udgivet i 1951, men jeg havde svært ved at placere den i en tidsmæssig sammenhæng. Der er ingen biler, og jeg så ingen spor af, at moderne tider var ved at ændre livet for den engelske overklasse. Jeg tænker derfor, at romanens handling tidsmæssigt må placeres noget længere tilbage, før 1. verdenskrig eller måske endda i slutningen af 1800-tallet.

Filmatisering: ‘Far from the Madding Crowd’

Sidste sommer valgte jeg Thomas Hardys ‘Far from the Madding Crowd’ som sommerferielæsning. Jeg var ikke synderligt begejstret for bogen. Handlingen var egentlig interessant nok, men hvis der er noget, som kan dræbe min begejstring for en bog, er det langtrukne passager, der dvæler ved landskaber og dialoger mellem bipersoner, som er uden egentlig betydning for handlingen. Og Hardys roman rummer begge dele til overmål.

Da jeg var færdig med at læse romanen, tænkte jeg faktisk, at den sikkert kunne være udmærket i en filmsversion, hvor der var skåret lidt mere ind til benet. Da jeg så filmtraileren i Øst for Paradis for flere måneder siden, var jeg derfor straks helt sikker på, at den skulle ses.

Jeg blev ikke skuffet. Thomas Vinterbergs filmatisering koncentrerer sig om den handling, som fangede mig, og Hardys forlibelse i grønne marker og levende hegn er skåret ned til den filmiske baggrund for historien. Væk er også det store galleri af idyllisk portrætterede lokale landbrugsarbejdere og deres samtaler  på kroen. Jeg savnede dem ikke.

Det, der er tilbage, er plads til at lade handlingen udfolde sig, og jeg har sjældent oplevet en filmatiserig, som er så loyal over for romanenforlæggets handling. Selv med bogen i relativt frisk erindring opdagede jeg kun meget begrænsede afvigelser i handlingen, og der var forsvindende få scener fra bogen, som jeg savnede i filmen.

Ulempen ved dette er, at handlingen nogle gange virker lovlig forhastet; nogle scener er skåret ned til meget hastige ordvekslinger, og det ville måske have givet historien lidt mere tyngde, hvis der havde været undladt lidt mere for at give plads til at dvæle lidt ved andet. Men man kan jo ikke få det hele.

Den kvindelige hovedrolle, Batsheba Everden, er en stæk, selvstændig kvinde, der på mange måder er forud for sin tid. Hun minder mig på mange måder om Willa Cathers Alexandra Bergson (fra O Pioneers!), men adskiller sig også fra hende ved at være  temperamentsfuld, impulsiv og modtagelig for mandlig charme på det mere erotiske plan. Selvom erotikken er så skjult, at den næsten forsvinder i Hardys roman, er der ingen tvivl om, at seksuel tiltrækning er grundstenen i Batshebas fatale forhold til den forføriske og uværdige sergent Troy. Den del er naturligvis mere udpenslet i filmversionen.

Jeg var spændt på, hvordan det ville fungere med Carey Mulligan i hovedrollen som Batsheba Everden. Hun slog mig ikke som et oplagt valg til Hardys strålende smukke Batsheba, som sergent Troy forelsker sig i udelukkende for hendes skønhed. Men hvad der mangler i fysisk lighed, bliver der til overmål kompenseret for ved fantastisk skuespil. Carey Mulligan fanger kombinationen af Batshebas stædigehed, selvstændighed og sårbarhed helt perfekt, og jeg endte med at være glad for, at Batsheba ikke blev reduceret til endnu en Kiera Knightley-hovedrolle.

Sergent Troy er lige præcis så slesk en forfører, som man kunne tænke sig, men ikke meget mere end det, og den midaldrende Boldwood, der bliver besat af tanken om at få Batsheba til hustru, spilles eminent af Michael Sheen; han fanger både værdigheden og vanviddet, der lurer under overfladen.

Billedet er lånt fra filmens promoveringsmateriale

Gabriel Oak, der ellers er den bærende karakter i Hardys roman, syntes jeg dog var fejlcastet. Matthias Schoenaerts er simpelthen for flot til at spille den solide, trofaste men mere beskedent udseende Gabriel. Schoenaerts sexede skægstubbe gør det simpelthen for svært at tro på, at en kvinde som Batsheba ville falde for den drengede Troy i stedet, og der er ikke rigtig nok substans i skuespillet til at kunne retfærdiggøre valget af ham. Forholdet mellem Batsheba og Gabriel er måske også lige lovlig romantisk ladet i forhold til bogen – Eye candy-faktoren må være forklaringen, og det er en ærgerlig rolle at ofre på det formål.

Alt i alt syntes jeg, det var en glimrende filmatisering. Undervejs spekulerede jeg på, om filmen kun fungerede, fordi jeg havde læst bogen først, og om handlingen kom nok i dybden med karaktererne til, at den også ville give mening for folk, som ikke er bekendt med bogen. Men min veninde, som jeg så filmen sammen med, og som aldrig har læst bogen (og – tør jeg godt sige – heller aldrig kunne finde på det), gav udtryk for, at hun også syntes, det var en god film. Jeg tør derfor godt anbefale filmen både til dem, der kunne tænke sig at se romanen i billeder og til dem, der bare kunne tænke sig at se en romantisk tragedie i gammeldags kostumer og flotte hatte.

‘Det brogede slør’ af W. Somerset Maugham

Titel: Det brogede slør (oversat fra engelsk: The Painted Veil). Forfatter: W. Somerset Maugham. Opr. udgivet: 1925 (denne udgave 2012). Forlag: AV-Forlaget Den Grimme Ælling. Varighed: 6 t. og 55 min. Oplæser: Esther Rützou. Lånt via eReolen. 3/5 stjerner

Kitty er ung, morsom og ganske smuk og har derfor gode chancer for at gøre en god fangst på ægteskabsmarkedet. Årene går imidlertid, uden at den rigtige rigmand dukker op blandt Kittys beundrere, og da hendes yngre søster pludselig står til at indgå lige præcis den slags ægteskab, som var tiltænkt Kitty, gifter Kitty sig i panik med lægen Walter Fane, der arbejder som epidemiolog i kolonien i Hong Kong. Kitty foragter Walter for hans alvorlige adfærd, mangel på status og for hans grænseløse forelskelse i hende, og ægteskabet fungerer ikke. Da Walter opdager, at Kitty er ham utro, tvinger han hende som straf til at tage med sig til en kolerahærget kinesisk by. Der må Kitty indse, at hun har en del at lære om andre mennesker – og om sig selv.

Historien fortælles fra Kittys synsvinkel, og der er en del passager, hvor læseren følger med i Kittys tankestrøm. Det bliver mange steder ret langtrukkent, men det er fordelen ved lydbøger – det er lettere at komme igennem de kedelige passager, når bogen bare kværner afsted ved siden af mig, mens jeg laver noget andet.

Passagerne giver samtidig et indblik i Kittys sind, der ikke er videre flatterende. Hun er egoistisk, uintelligent, naiv, navlebeskuende, og selvom det er forfriskende med en “heltinde” med så mange fejl, kunne jeg simpelthen ikke holde af hende.

Hun foretager sig ikke rigtig noget, der ikke i sidste ende kommer hende selv til gode. Selv når hun involverer sig i nonnernes velgørenhedsarbejde, er det i bund og grund af egoistiske årsager; fordi nonnernes livsførelse fascinerer, og hun ønsker, at de skal lægge mærke til hende.

Selv hendes forsøg på at forbedre sig er så selvcentrerede, at det heller ikke gør noget godt for mit syn på hende. Godt nok indser hun efterhånden, at hendes handlinger og værdier har været forkerte, men hun skubber ansvaret fra sig og skyder størstedelen af skylden på sin mor og på manden, der forførte hende.

Bogen er dog samtidig et rigtig fint billede af en kvinde, der forsøger at gøre op med de værdier, hun er opdraget til – og af, hvor vanskeligt det egentlig er. Der er ikke ét vendepunkt eller en begivenhed, hvor Kitty pludselig bliver et nyt og bedre menneske. Det er tværtimod en lang, sej kamp, hun begiver sig ud i.

Samtidig er det en ret rørende historie om ugengældt kærlighed og om, hvordan mennesker kan gå fejl af hinanden og overse hinandens virkelige kvaliteter.

Disse ting gør bogen værd at læse; på trods af de langtrukne passager og den begrænsede handling.

Bogen er i øvrigt filmatiseret flere gange; senest i 2006 med Naomi Watts og Edward Norton som henholdsvis Kitty og Walter. Det er ved at være nogle år siden, jeg så den, men jeg husker den som klart anbefalelsesværdig og mere stemningsfuld end bogen.

Nyt system i reolen

Jeg har gjort noget vildt. Noget som jeg ikke i min vildeste fantasi havde troet, jeg kunne finde på.

Jeg har farvesorteret mine bøger!

Indrømmet; det er længe siden, min reol har været særlig velordnet. Tidligere havde jeg bøgerne sorteret alfabetisk, men de sidste år har de bare været sorteret overordnet i skønlitteratur og faglitteratur, og de skønlitterære bøger så igen efter forfatterens nationalitet. Det har været ret overskueligt, for jeg har ikke så mange bøger i min reol, så selv den største nationalitetsgruppe (britisk) fyldte kun 1½ hylde.

Det eneste system, jeg altid har afvist, var farvesorteringen. Jeg får nærmest ticks ved tanken om at skille serier og bøger delt i flere bind ad, fordi de enkelte bind ikke bærer den samme farve på ryggen.

Men så en aften for et par dage siden sneg tanken sig alligevel ind på mig og ville ikke rigtig forsvinde igen: Gad vide, hvordan det egentlig ville se ud med en farvesortering? Når det kom til stykket, var der ikke langt fra tanke til handling – efter 20 minutter stod mine bøger pludselig i (nogenlunde) farveorden. Med ‘A Song og Ice and Fire’ spredt ud over flere hylder. Og med biografier, historiebøger og min mands kedelige bøger om selskabsret og finansielle virksomheder blandet sammen med de skønlitterære.

Jeg hadede det. Og lige bagefter tænkte jeg kun på, at jeg bare ikke orkede at gå i gang med at sortere bøgerne tilbage på deres vante pladser lige på det tidspunkt.

Men det er dog som om, det lige så stille og roligt er vokset på mig. Nu tænker jeg, at jeg giver det en chance og lader dem blive stående i farveorden, indtil næste gang jeg pludselig får trang til at sortere dem.

Sådan her ser det ud:

De eneste bøger, der ikke er blevet farvesorteret, er hylderne med bøger, som jeg mangler at læse. Jeg tænker, at det er et ekstra incitament for mig til at få læst de bøger, jeg har i reolen, at det nu ser helt forkert ud.

“The Night Circus” af Erin Morgenstern

“The finest of pleasures are always the unexpected ones”

 Titel: The Night Circus. Forfatter: Erin Morgenstern. Forlag: Vintage Books. Opr. udgivet: 2011. Antal sider: 490. 4/5 stjerner.

“The circus arrives without warning. No announcements precede it, no paper notices on downtown posts and billboards, no mentions or advertisements in local newspapers. It is simply there, when yesterday it was not”. 

Cirkusset er kun åbent om natten og er helt blottet for farver; alt er sort og hvidt. Men bag indgangen venter et væld af helt unikke oplevelser, der næsten er for fantastiske til at være mulige. Og det er de heller ikke; det er nemlig magi, der holder cirkusset sammen og magi, der gør, at det adskiller sig fuldstændig fra alle andre forlystelser, der nogensinde er set.

Men bag alt det, som publikum ser, foregår noget meget mere dystert; cirkusset er nemlig ikke andet end scenen for en konkurrence på evner og udholdenhed mellem to unge magikere, der er blevet trænet til netop dét siden deres barndom. Selvfølgelig forelsker de to konkurrenter sig efterhånden i hinanden, hvilket gør det svært at deltage i en konkurrence, der viser sig at være alt andet end ufarlig; både for dem selv og for alle med tilknytning til cirkusset.

“The Night Circus” lægger smukt ud. Spændingen og mystikken breder sig fra allerførste side. Desværre mister historien tempo, og spændingen, der er eminent bygget op fra begyndelsen, begynder at flade ud hen imod slutningen.

Karaktererne kommer heller aldrig rigtigt til live; deres visuelle fremtoning er knivskarpt beskrevet, men de fleste forbliver alligevel livløse, endimensionelle skitser.

Selv de to hovedpersoner er hver især ret flade karakterer; man lærer dem aldrig rigtigt at kende og bliver aldrig lukket ret meget ind i deres tanker. Den ene af dem kunne endda have fungeret glimrende som skurk – iskold forfører og manipulerende ansat – i en anden roman.

Men i de få scener, hvor de to er sammen, slår det gnister, og der bliver skabet en af de meget få historier om stormende, altopslugende kærlighed, som jeg rent faktisk har fundet både troværdig og medrivende.

“I am haunted by the ghost of my father, I think that should allow me to quote Hamlet as much as I please.”

Når jeg alligevel syntes, at det var en fantastisk oplevelse at læse “The Night Circus”, skyldes det primært sproget og fortællestilen. Hele historien er fortalt i nutid, og sammen med det flotte billedsprog giver det en unik følelse af at være tilstede i det mystiske univers.

Beskrivelserne af omgivelserner var så perfekte, at jeg til tider kunne lukke øjnene og forestille mig, at jeg selv vandrede rundt i “Le Cirque des Rêves” ved midnatstid. Jeg kunne nærmest se en filmatisering for mit indre øje, med karakterene i æteriske, ekstravagante kostumer udelukkende i sort og hvidt.

Opbygningen af handlingen, der foregik i to tempi, hvor den ene del langsomt indhentede den anden, syntes jeg også fungerede rigtig godt.

Det var dog en skam, at der ikke var brugt lidt flere kræfter på at forankre den magiske verden i virkeligheden. Det var som om, koblingen til virkelighedens verden manglede, hvilket på en måde tog lidt fra den magiske verden. Noget af charmen ved f.eks. Harry Potter er i mine øjne netop, at bøgerne formår at forankre det magiske univers i virkeligheden, og det savnede jeg her.

Men. Svaghederne til side var jeg helt eminent underholdt og havde meget svært ved at lægge bogen fra mig, og det overtrumfer altså alt andet.

“Mig før dig” af Jojo Moyes

 Titel: Mig før dig (oversat fra engelsk: Me before you). Forfatter: Jojo Moyes. Forlag: Biblioteksmedier A/S. Opr. udgivet: 2012 (denne udgave: 2013). Varighed: 15 t. og 36 min. Oplæser: Randi Winther. Lånt via eReolen. 2/5 stjerner.

Louisa Clarke lever et ret kedeligt liv. Hun bor i en alder af 27 stadig hjemme hos sine forældre, og hun er kæreste med en fyr, som hun ikke er forelsket i, og som går mere op i at løbetræne end i noget andet. Men så mister hun sit job på den lokale café og bliver i stedet ansat som handicaphjælper for Will Traynor, der er blevet lam mere eller mindre fra halsen og ned efter et trafikuheld. Will har mistet lysten til at leve efter ulykken, og snart gør Louisa det til sin mission at lære ham at finde glæden ved tilværelsen.

Det er ved at være noget tid siden, jeg blev færdig med at lytte til bogen, og jeg har tænkt meget over anmeldelsen; jeg kan ikke rigtig lide at skrive en dårlig anmeldelse af en bog, som så mange, hvis bogsmag jeg har stor respekt for, har været begejstrede for. Men jeg kan simpelthen ikke se det gode ved bogen her, som andre åbenbart har øjne for. Tværtimod var jeg vred på den, og det har ikke hjulpet at bruge mere tid på at tænke over den – tværtimod.

Jeg lyttede til ‘Mig før dig’, og havde jeg ikke gjort det, havde jeg sandsynligvis aldrig fået den læst færdig. Jeg havde meget svært ved at komme i gang med bogen og glemte den i en lang periode, og hvis jeg ikke var blevet syg og nødt til at tilbringe en dag i sengen uden andet at tage mig til end at høre bogen færdig, havde jeg næppe nået det inden lånet udløb. Havde det ikke været en lydbog, havde jeg nok bare læst begyndelsen, skimmet resten og læst slutningen som jeg plejer at gøre med bøger, der ikke rigtig fanger mig.

Historien er såmænd spændende nok, og bogen forsøger også at tumle med et meget alvorligt og interessant emne. Men jeg kunne simpelthen ikke blive grebet af handlingen, fordi den var pakket ind i så mange klichéer, at det fuldstændig stjal mit fokus.

Det var tydeligt, at forfatteren har gjort et forsøg på at gøre sine karakterer nuancerede og komplekse, men der var ikke én af dem, som ikke forekom mig så stereotyp, at det var (ufrivilligt) morsomt. Jeg ved ikke, om det var forfatterens hensigt at bruge de overdrevne biroller og Louisas barnlige hjemlige konflikter som et sjovt indspark i det alvorlige, men det faldt fuldstændig til jorden for mig.

Louisa syntes jeg var så irriterende umoden og selvcentreret, at det var umuligt at interessere mig for, hvad der skete med hende. Hun havde ingen ambitioner, ingen planer, virkede selv fuldstændig uinteresseret i sin fremtid. Indtil hun altså øjnede muligheden for at give sit liv mening gennem Will.

Det var nok det, der irriterede mig allermest ved bogen. Historien om en ung, uuddannet og kikset pige, der bare lige skal møde den rigtige mand for at indse, at hun er smuk og talentfuld osv. er fortalt mange gange før i alle mulige afskygninger, og jeg bliver lige irriteret over den underliggende præmis hver gang: Pige skal bare have nogle belærende ord gode råd fra mand, og så kan hun pludselig det hele og har i øvrigt slet ikke brug for psykologhjælp til at bearbejde fortidens traumatiske oplevelser.

Will kunne jeg heller ikke lide. Selvom man kan forklare meget af hans opførsel med den håbløse situation efter ulykken, virkede han heller ikke som et særligt sympatisk menneske før ulykken.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor interessant historien mon kunne have været, hvis den havde udspillet sig i et mindre karikeret univers med personer, som jeg faktisk brød mig om; men som det var, var jeg ret ligeglad med, hvad der skete. Den, jeg havde mest medfølelse med i hele fortællingen, var nok Wills mor (hvor overklassekarikeret hun end var). Sikke en grim situation at stå i, og sikke en behandling hun skulle udsættes for.

Hvorfor historien skulle pakkes ind i gang sødsuppet kærlighedshistorie forstår jeg ikke helt. Jeg synes ikke, kærlighedsdelen bidrog med noget til historien; tværtimod virkede den utroværdig og rørte mig overhovedet ikke. Jeg tror faktisk, jeg kunne have holdt lidt mere af historien, hvis der ikke havde været nogen, der blev forelskede i nogen undervejs.

Mange skriver, at de kneb en tåre ved slutningen. Det gjorde jeg ikke; jeg åndede lettet op over, at den var færdig og ærgrede mig over også at skulle lytte til en hel epilog, før jeg kunne slukke for bogen.

Endelig (og jeg understreger, at jeg ikke har vægtet det i bedømmelsen, da det jo kun har med lytteoplevelsen at gøre), var jeg virkelig, virkelig irriteret på oplæseren. Jeg fik nærmest ticks over den måde, hvorpå hun betonede ordene og replikkerne, og den skingre, pibede klang hun gav Louisas stemme. Selvom den skingre, barnligt forurettede stemme måske ved nærmere eftertanke passede meget godt nok til Louisa…

Nu er jeg færdig med at lukke galde ud og glæder mig over at have fået det ud af verden, så jeg kan fokusere på noget mere positivt. Jojo Moyes tror jeg, jeg giver en meget lang pause.

‘De Fem i Smuglerreden’ af Enid Blyton

 Titel: De Fem i Smuglerreden (oversat fra engelsk: Five go to Smuggler’s Top). Opr. udgivet: 1945. Forlag: Grafisk Forlag. Antal sider: 124.

Selvom ‘De Fem i Smuglerreden’ er en børnebog, læste den selv, helt for min egen skyld, selvom der er længe til, mine børn vil kunne læse den.

Jeg elskede ‘De fem’ som barn. Jeg tror næsten, jeg har været igennem alle bøgerne – eller i hvert fald de fleste af dem.

Jeg elskede de fantastiske locations; gamle huse med hemmelige rum og skjulte gange, borgruiner, klippehuler osv. Og at omgivelserne altid gemte på endnu flere hemmeligheder, der havde noget med farlige kriminelle at gøre. Faktisk virkede det som om, England vrimlede med smuglere, kidnappere og andre røvere og banditter. Men børnene løste altid gåden, uden at det blev sådan for alvor skræmmende. Og der var altid tid til at drikke “high tea” om eftermiddagen.

Jeg har været lidt betænkelig ved at genlæse bøgerne. Ikke bare fordi, en portion voksen realitetssans betyder, at man forholder sig lidt mere skeptisk til alle de fantastiske ting, børnene oplever. Men også fordi, der er mange andre årsager til at være kritisk overfor ‘De fem’ i dag. Kønsrollerne, for nu at starte et sted. Hvorfor må pigerne aldrig være med, når det bliver spændende? Og hvorfor er det en ros til George, når hun får at vide, at hun er “lige så god som en dreng”?

Derudover må jeg undre mig lidt over, hvor børnenes forældre er henne. Det virker lidt påfaldende, at forældrene har så lidt imod at undvære deres kostskoleunger, når de endelig har ferie, at de både planlægger rejser uden børn og gladeligt sender ungerne afsted for at bo hos andre mennesker, som forældrene ikke rigtig kender. Men hvad ved jeg – måske fandtes sådanne forældre virkelig i efterkrigstidens engelske middelklasse.

Og nu jeg var ved kønsroller – Hvad er det så egentlig med George? Vil hun bare gerne anerkendes på lige fod med drengene og har indset, at den eneste måde, hun kan opnå det, er ved at lade som om, hun er en dreng? Eller lider hun mon af en egentlig kønsidentitetsforstyrrelse?

Alle spørgsmålene til side, så er ‘De fem’ og deres simple mysterier nu stadig god underholdning, og jeg kan ikke sige mig helt fri for at drømme om at bo i et mystisk gammelt hus med skjulte døre og nedgange til hemmelige labyrinter.

‘Mus og mænd’ af John Steinbeck

“Vi har hinanden, derfor er der nogen, der bryder sig en kæft om os.”

Titel: Mus og mænd (dobbeltudgave sammen med Dagdriverbanden). Oversat fra engelsk: Of Mice and Men. Forfatter: John Steinbeck. Opr. udgivet: 1937. Denne udgave: 1973. 5/5 stjerner

George og Lennie ernærer sig som landarbejdere ved at gå fra gård til gård, hvor der er arbejde at få. George er lille og intelligent, Lennie er stor, meget stærk og retarderet, så han mentalt svarer til et lille barn. Selvom George ikke altid er lige venlig overfor Lennie, passer han på ham og forsøger at holde ham ude af problemer. Sammen har de en drøm om en dag at spare penge sammen til at købe deres eget lille sted, hvor de kan være deres egne herrer, og Lennie kan få lov at passe kaninerne. Kaniner er nemlig større end mus, og måske kan Lennie så kæle med dem uden at slå dem ihjel med sine stærke hænder.

Mit første forsøg i mange år på at læse Steinbeck begyndte ikke så godt. Først knækkede ryggen på min fars indtørrer gamle dobbeltudgave af ‘Dagdriverbanden’ og ‘Mus og mænd’, og der dryssede små stykker pap fra omslaget, indtil jeg reparerede det nødtørftigt med tape (Det var ikke min skyld, helt ærligt!). Dernæst opgav jeg med en blanding af irritation og vrede at læse ‘Dagdriverbanden’ færdig, da jeg havde tygget mig igennem 1/3 af historien. Havde jeg gjort den færdig, var det nok blevet noget med 1-2/5 stjerner – Hold nu op, hvor var den kedelig.

Heldigvis har jeg længe ønsket at få læst ‘Mus og mænd’; faktisk lige siden min engelsklærer præsenterede os for filmatiseringen med John Malkovich. Så jeg besluttede mig for alligevel at give den en chance. Og det er jeg glad for, for ‘Mus og mænd’ er alt det, som jeg savnede i ‘Dagdriverbanden’.

Historien er medrivende, personerne er den slags, som man holder af, selvom de langt fra er perfekte, og slutningen gav mig en klump i halsen, selvom jeg allerede kendte den fra filmen.

“Der er ikke mange, der sådan rejser rundt sammen,” sagde han eftertænksomt. “Jeg ved ikke, hvad det kommer af. Måske alle mennesker i hele denne forbandede verden er bange for alle andre mennesker.”

På de ganske få sider, som bogen fylder (i min udgave var det sølle 99 sider), når Steinbeck at tegne et jordnært og realistisk billede af landdistrikternes arbejderklasse i 1930’ernes USA. Det er ikke for ingenting, at Steinbeck er kendt for sine proletariat-romaner.

Det er en verden, hvor der ikke er megen plads til venskaber, og hvor drømme om en bedre tilværelse oftest ender lørdag aften, når pengene bliver brugt på whisky på det lokale bordel.

Og det er en verden, hvor der slet ikke er plads til én som Lennie. Jeg kan godt lide, at Steinbeck på ingen måde har fremstillet Lennie som en “morsom idiot”. Det er nemlig absolut intet morsomt over Lennies situation; det bedste, Lennie kunne håbe på uden Georges beskyttelse, var at blive spærret inde på en tosseanstalt, og der hviler hele tiden en skygge af tragedie over Lennie – Hvor længe kan det blive ved med at gå?

Jeg læste bogen på dansk, fordi jeg snuppede den i min fars reol. Ellers ville jeg helt sikkert have valgt at læse den på originalsproget, for det er svært helt at få den drævende amerikanske arbejders udtale med i den pæne danske oversættelse. Jeg har efterfølgende googler nogle citater og uddrag af bogen og kan godt fornemme, at der er noget mere “saft og kraft” i originalen.