‘Gjøngehøvdingen’ af Carit Etlar

Titel: Gjøngehøvdingen. Forfatter: Carit Etlar (pseudonym for Carl Brosbøll). Org. udgivet: 1853. Lånt via eReolen. 3/5 stjerner.

Vi befinder os i midten af 1600-tallet. Det forarmede danske kongerige har fået en ny svenskekrig på halsen, og Danmark er snart meget tæt på at blive til den sydligste del af Sverige. Sjælland bliver besat, og med den svenske hær følger horder af barbariske tyske lejesoldater.

Her kommer Svend Poulsen, aka Gjøngehøvdingen, ind i billedet. Sammen med makkeren Ib og sine folk (de tapre Gønger, som stammer fra området på grænsen mellem Halland og Blekinge) gør han livet surt for svensken og fører, hvad man i dag ville kalde guerillakrig mod de svenske besættelsesstyrker.

Rigtig spændende bliver det, da Gjøngehøvdingen får til opgave at føre det, der er tilbage af rigets skatte fra Vordingborg til kongen i det belejrede København.

Jeg kan svagt huske, at jeg som barn så den udskældte tv-serie om Gøngehøvdingen og var ret optaget af den. Nogle år senere læste jeg også bogen og efterfølgeren ‘Dronningens Vagtmester’, men jeg kunne ikke huske meget fra dem. Derfor tænkte jeg, at det kunne være sjovt at se, hvordan det ville være at læse bogen i dag.

‘Gjøngehøvdingen’ er historisk fiktion fra 1800-tallet. Den er baseret på virkelige historiske begivenheder og personer tilsat et tykt lag fri fantasi og nationalromantisk glansbilledmaleri. Der er ikke gjort mange forsøg på at nuancere karaktererne; mændene er enten gode, stærke, ædle og mandige eller de er feje og udspekulerede; kvinderne er enten fromme og selvopofrende eller smukke og hjerteløse. Jeg kunne ikke lade være med at more mig over, hvor mange gange Svends “ædle, åbne og mandige ansigt” blev omtalt – så er ingen vist tvivl om, at hovedpersonen et mandligt ideal i enhver henseende.

Handlingen udspiller sig med rappe replikker og diverse farer, der må bekæmpes, så heltene kan komme videre. Svend og hans muntre følgesvend, Ib, har held til at narre svenskerne igen og igen og snyde sig ud af enhver fare. Der er også en del lyttescener, hvor helte og skurke igen og igen meget belejligt overhører samtaler, der afslører modstanderens planer; et klassisk greb, hvis man ikke kan få sit plot til at fungere på andre måder.

Jeg kunne ikke lade være med at mindes Alexandre Dumas’ ‘De tre musketérer’, mens jeg læste ‘Gjøngehøvdingen’. Personerne er lige så sort/hvide og handlingen lige så fantastisk.

Det hele er dog ikke lutter fornøjeligt håndgemæng med svenske soldater. Der hviler også et skær af mørke over historien; bønderne sulter, lejetropperne hærger, klasseskellene er rigide, socialt avancement tæt på umuligt og Svend selv er fanget i et kærlighedsløst ægteskab med Ibs søster Ane Marie, mens han i virkeligheden elsker den smukke og (selvfølgelig) adelige og aldeles uopnåelige Julie Parsberg, som (selvfølgelig) slet ikke fortjener ham.

Alt i alt syntes jeg, det var et underholdende gensyn, og hvis man synes om ‘De Tre Musketerer’, ‘Ivanhoe’ og lignende helteeventyr, vil man helt sikkert også kunne lide ‘Gjøngehøvdingen’.

Historien er i øvrigt fortsat i ‘Dronningens Vagtmester’ (1855), som dog ikke findes på eReolen.

Reklamer

‘Bitter Greens’ af Kate Forsyth

“There are only three choices for women in this world that we live in. You can be a nun, or a wife, or a whore. Which will you choose?”

IMG_3582.JPG
Titel: Bitter Greens. Forfatter: Kate Forsyth. Udgivet: 2012. Forlag: Allison & Busbury Limited. Antal sider: 495. 5/5 stjerner.

Alle kender vel historien om Rapunzel. Eller gør de? Da jeg prøvede på at huske fortællingen, gik det i hvert fald op for mig, at jeg kun kunne huske noget med en gravid kvinde med cravings efter blomster fra naboens have, en pige med meget langt hår i et tårn og en prins, der klatrer op ad håret og redder hende… Og så Disney’s ‘Tangled’ med Rapunzel som en meget underholdende, lettere manisk prinsesse.

Jeg har siden genopfrisket fortællingen i min gamle udgave af Grimms Eventyr. Men brødrene Grimm var (ligesom med deres øvrige eventyr) ikke de første til at fortælle historien om Rapunzel. Før Rapunzel var der ‘Persinette’, skrevet af den franske forfatter Charlotte-Rose de Caumont de la Force (og en endnu ældre italiensk version, der er mindre vigtig i denne sammenhæng), og det er bl.a. hende, ‘Bitter Greens’ handler om. Hende, pigen Margherita og heksen.

I ‘Bitter Greens’ udfylder Kate Forsyth hullerne i det historiske kildemateriale om Charlotte-Rose de Caumont de la Force; en kvinde, som Kate Forsyth selv omtaler som “one of the most fascinating women ever forgotten by history”. Læseren får historien om hendes liv fra barndommen og frem til hendes indespærring i det kloster, hvortil kongen har forvist hende som straf for nogle satiriske julehistorier og hendes skandaleombruste liv generelt.

Indflettet i Charlotte-Roses historie er fortællingen om pigen Margherita, der 100 år tidligere blev indespærret i et højt tårn af en ond heks.

‘Bitter Greens’ er egentlig rigtig to gode historier i én. Charlotte-Roses historie er historisk fiktion fra sin bedste side med et skønt, let satirisk indblik i livet ved Solkongens, Louis XIV’s, hof – fyldt med sladder, latterligt store kjoler og fjollet hovedbeklædning, frustrationer over kvinders ringe muligheder samt en konge, der er så kold og egoistisk (hvad han vel givetvis også var i virkeligheden), at jeg tænkte, at de egentlig godt kunne have fundet på det med guillotinen nogle år tidligere.

Margheritas historie er eventyret om Rapunzel fortalt på en måde, så karaktererne får tanker, følelser og baggrundshistorier, der motiverer deres handlinger. Og med en Rapunzel, der har noget mere mod og handlekraft end eventyrets passive hovedperson.

‘Bitter Greens’ kan varmt anbefales til dem, der kan lide historisk fiktion OG eventyr.

Nu bander jeg bare mit mangelfulde franske langt væk, mens jeg overvejer, hvor jeg får opstøvet en oversættelse af ‘Persinette’, så jeg kan sammenligne historien med Grimms version.

“The Lady of the Rivers” (The Cousins’ War #3) af Philippa Gregory

IMG_2763-0.JPG
Titel: The Lady of the Rivers. Forfatter: Philippa Gregory. Udgivet: 2011. Biblioteksbog

Bogen er den tredje i Philippa Gregorys serie om Rosenkrigene, og handler om Elizabeth Woodvilles mor, Jacquetta af Luxembourg.

Bogen begynder flere år før handlingen i de andre bøger og beskriver således den politiske situation og de begivenheder, der førte frem til udbruddet af den langvarige kamp om en engelske trone, der i dag er kendt som “Rosenkrigene”.

Det kunne have været spændende, og visse steder udnyttedes det potentiale fuldt ud, og historien bliver både levende og medrivende – Men overordnet set var bogen lidt af en skuffelse.

Hvor den første bog (“The White Queen”) var interessant med sin version af en kendt historie, og den anden bog (“The Red Queen”) rummede et spændende indblik i en grunlæggende ikke særligt sympatisk karakters overvejelser og motiver, var den tredje bog ærlig talt en tynd kop te.

Det begyndte egentlig meget godt med beskrivelsen af Jacquette af Luxembourgs tidlige liv og hendes første ægteskab med hertugen af Bedford, der ophævede hende til den fornemste kvinde i det engelskbesatte Frankrig, samt forelskelsen i den unge Richard Woodville, der skulle blive hendes anden ægtemand.

Et rigtigt eventyr med både skønjomfru, riddere, magi og fabeldyr. Det var også den del af bogen, der er mest baseret på fiktion

Da handlingen blev flyttet til England og livet ved hoffet, tabte fortællingen pusten. Skuldringen af begivenhederne blev simpelthen for summariske til for alvor at være medrivende.

Bogen har – som alle de andre – den ulempe, at den er fortalt af en kvinde, der ser det hele fra sidelinjen. Men samtidig kom jeg aldrig rigtig til at føle med Jaquetta, så frustrationen ved at vente i uvished på, at slagene er overstået, kunne jeg heller ikke rigtig leve mig ind i.

Samtidig bruger Philippa Gregory virkelig meget tid på at udstyre hovedpersonen med overnaturlige kræfter, uden at det har nogen som helst betydning for handlingens forløb. Det får det hele til at virke overflødigt og går egentlig i sidste ende bare ud over fortællingens troværdighed.

Jeg startede med at sluge den første del af bogen, men jeg måtte kæmpe med at få læst den færdig; jeg mistede simpelthen interessen undervejs og nåede endda at “overspringslæse” to andre (og bedre) bøger, inden jeg gjorde denne færdig. Jeg tror, at der lige skal gå lidt tid, før jeg skal læse de sidste bøger i serien.

Vurdering

2/5 stjerner

“The Red Queen” af Philippa Gregory

TRQ

Philippa Gregory: The Red Queen, Simon & Schuster UK, 2010, læst på engelsk (biblioteksbog)

Bogen er den 2. bog i Gregorys serie om “The Cousin Wars”, også kendt som Wars of the Roses.

I denne bog følger vi Margaret Beaufort/Stafford/Stanley; Lancaster-arvingen, som på mange punkter er Elizabeth Woodvilles diamentrale modsætning.

“I don’t think your God has ever advised you otherwise. You hear only what you want. He only ever commands your preferences.”

Bogen tegner et fint portræt at en religiøs fanatiker. Hvor tæt portrættet kommer på den virkelige Margaret Beaufort, kan ingen vide. Men bogen giver en spændende beskrivelse af en stolt, selvoptaget, ambitiøs kvinde, der altid formår at få Guds vilje til at passe med sine egne ambitioner. Ikke et særlig sympatisk portræt; men det giver mere dybde til karakteren, at forfatteren i stedet formår at få læseren til at følge de motivationer, der ligger til grund for hendes handlinger. Man kommer ikke til at holde af Margaret, men man kommer til at forstå hende, og det er måske i virkeligheden mere interessant.

Det fungerer også godt nu at opleve de samme begivenheder fra en anden synsvinkel. Bogen drager fordel af, at man allerede har set de samme begivenheder udspille sig fra Elizabeth Woodvilles synsvinkel; det giver flere nuancer for læseren. Denne bog starter dog nogle år tidligere og giver også et billede af de begivenheder, der ligger forud for “Den hvide dronning”.

Margaret er mere en del af intrigerne end Elizabeth. Selvom også hun en stor del af tiden er afsondret fra begivenhederne, får man i denne bog langt mere med af det politiske spil, og historien bliver mere levende. Jeg-fortælleren er måske også droppet i lidt større omfang end i “Den hvide dronning” (Jeg ved det ikke, for jeg talte ikke sider, men det er mit indtryk). Man får i hvert fald hele historien om det sidste, afgørende slag med.

Jeg havde klart en bedre læseoplevelse med denne bog, og der var færre elementer, der irriterede mig undervejs. Hovedperson bliver mindre og mindre sympatisk undervejs, men til gengæld fangede bogen mig mere og mere, så jeg til sidst næsten ikke kunne lægge den fra mig.

“A horse! A horse! Get the king a horse!”

Jeg er solgt. Der er ekstre point for den lille reference til Shakespeare.

Vurdering
Allerede efter de første kapitler var jeg sikker på, at “The Red Queen” skulle have en stjerne mere end “Den hvide dronning”. Den sidste del af bogen overbeviste mig om, at den fortjener:
4/5 stjerner

“Den hvide dronning” af Philippa Gregory

“Jeres forbandelser varer for længe og rammer de forkerte”

foto

Philippa Gregory: Den hvide dronning (Rosenkrigene I), Cicero, 2009, læst på dansk (originalsproget er engelsk). Jeg har lånt bogen på biblioteket.

Spoiler-alert: Hvis du slet ikke kender noget til The Wars of the Roses og aldrig har hørt om de forsvundne prinser i Tower of London, skal du nok springe dette indlæg over.

Selvom mit historiske kendskab til Rosenkrigene har været meget begrænset, har historien om Edward IV’s forsvundne sønner længe stået for mig som et af historiens mest grusomme eksempler på, hvad ambitioner og magtbegær kan bringe mennesker til. Jeg har gyst på trappen op til White Tower ved det sted, hvor man i 1600-tallet fandt skeletterne af to små drenge, som man mente måtte været Edward IV’s myrdede sønner; og jeg har mærket et stik i mit eget moderhjerte, hver gang jeg er stødt på historien.

Derfor burde jeg måske have vidst bedre end at gå i gang med bogen om Den Hvide Dronning, Elizabeth Woodville; de forsvundne prinsers mor. Men det gjorde jeg åbenbart ikke.

Bogen handler i korte træk om den unge enke Elizabeth Woodville, der i sin kamp for at sikre sine sønners arv krydser kongens vej, gifter sig med ham og bliver dronning af England under det kortvarige York-dynasti.

Jeg læste hele bogen med en klump i halsen og en ubehagelig fornemmelse i maven; en vis del af den blev læst med min 2½-årige søn sovende ved siden af mig, så jeg til enhver tid lige kunne forvisse mig om, at han ikke var i nogen overhængende fare.

Bogen som sådan syntes jeg var udmærket, selvom jeg aldrig rigtig følge, jeg som læser kom ind under huden på Elizabeth Woodville, der ikke rigtig fangede mig som person.

Det var – for mig – en svaghed ved bogen, da hele historien, pånær et enkelt kapitel, fortælles med jeg-fortæller gennem Elizabeth Woodvilles øjne. Som kvinde er hun dog aldrig der, hvor de store beslutninger bliver truffet og de store slag bliver udkæmpet. Der er ikke engang gjort særlig meget ud af at vikle hende ind i politiske intriger. Alt i alt giver det en temmelig passiv hovedperson, der samtidig ikke er tegnet med en særlig facetteret personlighed.

Både samtiden og senere historieskrivning har beskyldt Elizabeth Woodville for at være lidt af en heks. I Gregorys beskrivelse er det intet mindre end sandheden, og det irriterede mig. Jeg har ellers intet imod troldmænd, hekse og en drage hist og her. Men i en roman, der skulle beskæftige sig med en virkelig historie, virker det lidt malplaceret. Desuden har magien ikke nogen virkelig betydning for handlingsforløbet, og derfor virker det som om, det bare er kastet ind for at forsyne den passive kvindelige jeg-fortæller med et magtmiddel.

Det var slet ikke nogen dårlig bog, men hverken sproget, personerne eller handlingen var så medrivende som jeg tror, det kunne have været. I den rigtige forfatters hænder kunne man have fået meget mere ud af en omstridt karakter som Elizabeth Woodville, end Philippa Gregory formår i denne bog.

Jeg er spændt på at se, hvor meget det politiske spil omkring kommer frem i de andre bøger i serien; efter at have læst denne drømmer jeg om en forfatter, der ville gå til krigene lidt á la George Martin i A Song of Ice and Fire.

Jeg har dog fået blod på tanden efter at vide mere om Rosenkrigene; ud over at have slået adskillige af personerne op på Wikipedia og set dokumentarer på Netflix (til stor fortrydelse for min mand), er jeg begyndt på næste bog i serien, The Red Queen, der handler om Lancaster-arvingen Margaret Beaufort, der blev mor til Henry VII, grundlæggeren af Tudor huset. Jeg er allerede mere begejstret for den, og der kommer en anmeldelse en af dagene.

Vurdering

3/5 stjerner for en god, gedigen historisk fiktion, uden at være prangende.

Læs den: Hvis du har en svaghed for historiske romaner krydret med romantik og drama.

Læs den ikke: Hvis du ikke har lyst til at høre, hvad der skete med kongelige arvinger i 1400-tallets England.