“The Tenant of Wildfell Hall” af Anne Brontë

Titel: The Tenant of Wildfell Hall. Forfatter: Anne Brontë. Opr. udgivet 1848. Forlag: Wordsworth Classics.  4/5 stjerner

Pyh, det er længe siden, jeg sidst har fået skrevet et indlæg herinde. Årsagerne er en kombination af en periode med mindre læselyst, træthed og uvilje mod at sidde med en bærbar computer eller iPad mod maveskindet, mens en lille hjerne udvikler sig på den anden side. Lige p.t. er mine indlæg derfor begrænset af, at jeg skal have 1) lyst, 2) overskud og 3) adgang til en stationær computer… Måske ikke så mærkeligt, at der er lidt langt imellem. Og at de bliver lidt korte – men korte anmeldelser er vel bedre end ingenting?

I min tavse periode har jeg fx læst Emily Brontës “Wuthering Heights”; det har jeg taget tilløb til over mere end 5 år, og jeg var faktisk ikke særligt imponeret. Bevares, det er da en god bog – Men forstå den store begejstring for den kan jeg altså ikke.

Jeg ville så sørge for at komme hele cirklen af Brontë-søstrene rundt ved også at læse noget af Anne Brontë, som er forfatter til de lidt mindre kendte “Agnes Grey” og “The Tenant of Wildfell Hall”. Den sidste stod i min reol i forvejen, så det var en let beslutning.

Bogens handling går i sin enkelhed ud på, at en mystisk fremmed kvinde, Helen Graham, med sin lille søn flytter ind på den nedslidte ejendom Wildfell Hall. En af naboerne er den unge landmand Gilbert Markham, som stille og roligt tiltrækkes af den elegante Helen med de faste meninger. Men der går selvfølgelig ikke længe, før sladderen går i det lille samfund.

Historien fortælles som en lang række breve fra Gilbert Markham til sin svoger mange år senere, men en stor del af den er formet som en gengivelse af Helens dagbog (en slags fortællerstemme inden i fortællingen), der beretter om baggrunden for, hvordan hun endte på Wildfell Hall med sin søn.

Jeg kan forstå, at især dagbogsafsnittene har virket meget chokerende på samtiden – åbenbart i en sådan grad, at Charlotte Brontë forhindrede et genoptryk af bogen efter Annes død. Jeg er dog glad for, at romanen ikke gik helt i glemmebogen, for jeg syntes meget bedre om den end om “Wuthering Heights”, selvom Helen som hovedperson er lidt for perfekt. Hendes eneste fejl er at gifte sig med den forkerte i ungdommelig uvidenhed; alt derefter er en perlerække af godhed og urokkelige karakterfasthed, som bliver lidt trættende i længden. Det var meget godt, at Gilbert Markham som den anden fortællerstemme kunne kompensere lidt for det.

Alt i alt syntes jeg dog, bogen var god underholdning – i mine øjne bedre end Wuthering Heights, om end ikke helt på højde med Jane Eyre.